Anmeldelse

Sangfuglen

Norsk forfatter - første gang på dansk

Et knivskarpt portræt af et diktatur og også en beskrivelse af en tindrende smuk forelskelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endelig er én af norsk litteraturs helt store fortællestemmer blevet oversat til dansk. ”Sangfuglen” af Jan Roar Leikvoll er blevet udgivet af forlaget Vild Maskine.

Fakta:

Titel: Sangfuglen

Forfatter: Jan Roar Leikvoll

Pris: 199,95

Sider: 189

Forlag: Vild Maskine

Forfatteren (født i Bergen 1974) døde den 1. august 2014 efter at have udgivet blot fire bøger. Men de fire bøger har placeret ham centralt i den norske litteratur, både på grund af deres vedvarende, eksistentielle undersøgelse af det at være mennesker og ikke mindst på grund af deres helt unikke sprogtone.

Handlingen i ”Sangfuglen” foregår i en by befolket af kvinder og forbudt for mænd. Det er ganske enkelt forbudt at være mand. De mænd, der ikke er fordrevet til skoven, er avlsdyr på byens bordel. Drengen Jakoba vokser op forklædt som pige, beskyttet af mor og tante. Det er en frygtelig hemmelighed at bære på, og i takt med at nye hår skyder frem på hagen, og nye følelser begynder at brænde i kroppen, bliver den tungere og tungere at bære på.

Han forelsker sig i den smukke tjenestepige Tikva, der fører an i det forhold, der kun kan udvikle sig i én retning med så brændende følelser.

Pludselig dør Jakobas tante, og den trygge tilværelse ændres afgørende. Jakoba er nu i fare i sin egen by. Samtidig truer og lokker mændenes brøl fra skoven uden for byen. Det og forelskelsen i Tikva gør situationen dødsensfarlig.

Jakoba stilles over for et afgørende eksistentielt valg. Måske kan hans smukke sangstemme redde ham fra en grufuld tilværelse i byens bordel. Men hvis han bliver sanger, vil han så miste Tikva? Og hvad med mændenes lokkende brøl fra skoven?

"Sangfuglen" er på én gang et knivskarpt portræt af et grufuldt diktatur, men også en beskrivelse af en forelskelse så tindrende smuk. Leikvolls valg af plot og miljø er nyt og forfriskende. Men ganske særligt lyser hans sprog: Der er en næsten kirurgisk præcision i beskrivelsen af følelser og miljø.

”Sangfuglen” er først og fremmest en beskrivelse af pubertetens fremspringende stærke følelser og en vågnende seksualitet. Det er set før. Men denne bogs sprog er helt unikt og så stærkt, at ingen læser – særligt ikke den unge læser – undgår at blive meget berørt.