"Vi bliver nødt til at gøre noget. Vi kan ikke gøre, som vi har gjort sidste skoleår, for det har ikke været helt godt", siger borgmester i Greve Pernille Beckmann (V)

Lærerne i Greve får afsat tid til forberedelse

Lærerne i Greve vil næste skoleår være sikret 30 minutters forberedelse for hver time, de underviser. Greve Byråd vedtog i går aftes enstemmigt at indgå en fælles forståelse med Greve Lærerforening om lærernes arbejdstid.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fremover får lærerne i Greve afsat 30 minutter til individuel eller fælles forberedelse for hver time, de underviser. Af den pulje er minimum de 200 timer afsat til individuel tid. Med den øvrige del af puljen vurderer lærerne selv, om det er hensigtsmæssigt at forberede sig fælles eller alene på skolen", forklarer formand i Greve Lærerforening Tina Beck-Nilsson.

Den fælles forståelse betyder, at kravet om ugentlig tilstedeværelse bliver sænket til 35 timer. Årsnormen bliver placeret på 42 uger med 40 timer om ugen. En del af den fælles forståelse er en flextidsaftale, hvor lærerne efter aftale med lederen kan placere arbejdstiden på hverdage i tidsrummet 7.30 til 17.

Lærerne i Greve har forholdsvis mange undervisningstimer, da kommunens udmelding for dette skoleår var, at lærerne som udgangspunkt har 850 undervisningstimer om året. Den fælles forståelse ændrer ikke umiddelbart på det.

Greve: Hedelyskolens lærere underviser i snit 909 timer om året

"Men vi er sikret, at der er en bedre sammenhæng mellem forberedelse og undervisning. Undervisning, forberedelse og øvrig tid i denne prioriterede rækkefølge skal stå på opgavesigten med tal på", siger Tina Bech-Nilsson.

Hun mener, at det betyder, at læreren får bedre mulighed for at lykkes med opgaven.

"Lærerne får bedre mulighed for at levere bedre kvalitet i undervisningen", siger Tina Beck-Nilsson. "Det er den øvrige tid, skolerne bliver nødt til at prioritere i. Det kan være færre møder. Det kan være mindre tid til skole-hjemsamarbejde", siger hun og forklarer, at den fælles forståelse sikrer, at kerneopgaverne undervisning og forberedelse bliver højest prioriteret på skolerne.

Godt samarbejde giver bedre vilkår

"Jeg lægger meget vægt på, at vi har haft et rigtig godt samarbejde med forvaltningen. Vi er også kommet i rigtig god dialog med politikerne. Det er vigtigt, at vi samarbejder om at få udviklet skolevæsenet, og det er den vej, vi er slået ind på", siger Tina Beck-Nilsson.

Også Greves borgmester Pernille Beckmann fra Venstre sætter stor pris på samarbejdet med Greve Lærerforening.

"Vi er enige om, at vi skal fremad, og det er sket i en rigtig positiv ånd", siger Pernille Beckmann.

Hun håber, at den fælles forståelse vil give større fokus på, hvordan eleverne i Greve fremover bliver dygtigere.

"Vi bliver nødt til at gøre noget. Vi kan ikke gøre, som vi har gjort sidste skoleår, for det har ikke været helt godt. Konsekvensen af at prioritere hårdt i øvrige opgaver kender vi ikke endnu. Det vil være forskelligt fra skole til skole. Det vil også være noget, som skolebestyrelserne skal tage stilling til. Men det kan ramme mulighederne for at tage ud af huset og samarbejdsrelationer på tværs", siger Pernille Beckmann.

Ønsker flere penge til skolerne

Tina Beck-Nilsson håber, at politikerne er parat til at sætte flere penge af til skolerne.

"Vi har ikke løst problemerne, for der mangler stadig penge. Og det gav politikerne også udtryk for, at de vil tage med i de kommende budgetforhandlinger. Så det håber jeg sker. Pengene skal bruges til at ansætte flere lærere, så man kan få undervisningstiden ned", siger Tina Beck-Nilsson.  

Sidste år var det ikke muligt for Greve Lærerforening at indgå nogen form for fælles forståelser om lærernes arbejdstid med kommunen. Næstformand i Greve Lærerforening og hovedstyrelsesmedlem i DLF Dan Løwe mener, at forårets overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisations har haft stor betydning for, at der nu kommer en fælles forståelse.

Lærerforliget: Et ekstra løntrin og fokus på forberedelse

"Det er overenskomsten OK15 og bilaget om arbejdstid, der betyder, at vi har mulighed for at få lavet en fælles forståelse og ovenikøbet aftale på nogle af punkterne", siger Dan Løwe."Vi er rigtig glade for, at vi nu kan samarbejde om lærernes arbejdstid. Vi har i et år været gennem en ørkenvandring. Vi er ikke nået til en oase. Men vi er nået et stykke". 

Læs mere

Find den fælles forståelse i referatet fra Greve byråd