Debat

Ægte inklusion – et nødvendigt opgør med normalitetsbegrebet.

Alt for ofte møder jeg, ved Netværksmøder og lignende, opfattelsen af at børn med et andet interaktions- og reaktionsmønstre end de andre børn skal lære at opføre sig ”ordentligt”, eller ”normalt” om man vil. Denne indgang til udfordringerne for barnet er næppe den rette, hvis den overhovedet kan skabe en positiv udvikling. En udvikling, hvor både barnet med de særlige forudsætninger og klassefællesskabet, herunder klassens lærere og pædagoger oplever, at det er lykkedes, og oplever, at der er tale om ægte og bæredygtig udvikling for såvel barnet med særlige forudsætninger, som for resten af børnene i klassefællesskabet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ægte inklusion – et nødvendigt opgør med normalitetsbegrebet.

Børn gør det rigtige, hvis de kan …Ross W Greene

Med citatet fra bogen Fortabt i Skolen af Ross W. Green ønsker jeg at sætte streg under, at inklusionsindsatsen og det specialpædagogiske arbejde i almenklasserne må og skal gøre op med normalitetsbegrebet og bygge den inkluderende praksis på ægte integration frem for et ønske om assimilation, som Helene Ratner beskriver det i sin bog Inklusion (2013). 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Alt for ofte møder jeg, ved Netværksmøder og lignende, opfattelsen af at børn med et andet interaktions- og reaktionsmønstre end de andre børn skal lære at opføre sig ”ordentligt”, eller ”normalt” om man vil. Denne indgang til udfordringerne for barnet er næppe den rette, hvis den overhovedet kan skabe en positiv udvikling. En udvikling, hvor både barnet med de særlige forudsætninger og klassefællesskabet, herunder klassens lærere og pædagoger oplever, at det er lykkedes, og oplever, at der er tale om ægte og bæredygtig udvikling for såvel barnet med særlige forudsætninger, som for resten af børnene i klassefællesskabet.

John Hattie taler om etikettering i sin bog Visible Learning. Der er en udbredt tendens til, at børn med særlige forudsætninger skal sættes i bås med en etiket, som for eksempel: han har også ADHD, eller han har  en autisme spektrum forstyrrelse. Disse børn, med særlige forudsætninger er en del af  skole og vi er en del af deres – det der er og skal være vores alles skole. 

At der kan sættes en diagnose på et barn med særlige udfordring skal ikke føre til, at vi ikke kan undervise dem, men derimod være en vej til at forstå, at vi netop godt kan undervise dem og en retningspil for hvordan vi interagerer med eleven og skaber forudsætning for elevens læring.

Hattie udtrykker det således: … hver gang en forældre eller lærer siger, at eleven har den ene eller anden udfordring bør dette være udgangspunktet for undervisningen, ikke en grund til at lade være …

Hattie taler ikke om, at man ikke skal bruge og agere i forhold til de forskellige diagnoser i det special- og almenpædagogiske arbejde. Det er heller ikke min pointe, da de forskellige diagnoser kan og bør være vejledende for, hvilke forudsætninger den enkelte elev har for deltagelse i undervisningen og hvilke interventioner, der vil have effekt på den enkelte elevs læring. Skolens specialpædagogiske ressourcer skal i praksis, og på et forsknings-informeret grundlag bringes i spil overfor alle skolens elever, såvel ressourcestærke som mindre ressourcestærke. Ressourcerne skal også være en central del af skolens samlede styrkede styrkebaserede læringstilbud til eleverne – alle eleverne!  Der skal, med dette udgangspunkt,  sættes fokus på den enkelte elev, som værende unik og som værende en værdifuld og betydningsfuld del af læringsfællesskabet. 

Med dette grundsyn på eleven bliver normalitetsbegrebet irrelevant og vi er stærkt på vej mod en bæredygtig inkluderende praksis.

Ifølge Ross W Greene er årsagen til at børn reagerer uhensigtsmæssigt en kombination af uløste problemer og manglende færdigheder. Når dette holdes i fokus, så handler den inkluderende praksis om, at give det enkelte barn mestringsstrategier i forhold til de situationer, hvor barnet har problemer, som det ikke har færdighederne til at løse. Det kan vel være, at barnet på grundlag af sine særlige forudsætninger ikke kan lære de ”manglende” færdigheder, men det kan trænes i nogle mestringsstrategier, der gør barnet i stand til at agere ligeværdigt i fællesskabet. Samtidig kan et styrket individuelt fokus på den enkelte elev gøre det muligt at undervise med udgangspunkt i kendt stof og dermed skabe et godt vækstgrundlag for elevens læring og udvikling i forhold til sig selv. 

Fokus må derfor ikke være på, at kunne måle sig med de andre og på at skulle kunne det samme som dem, men at gøre det muligt for den enkelte elev at lære og udvikle sig i forhold til sig selv.........

I en teoretisk ramme vil det sige, at gøre barnet i stand til at gøre sig selv til en relevant adressat i det sociale system. Dette kræver, at barnet lærer nogle mestringsstrategier, der gør, at barnet kan indgå i systemets kommunikation, bruge systemets medier og agere i forhold til de roller, der er i systemet.

Synlighed er nøgleordet! Det enkelte barns synlighed. 

Har man en gang oplevet et barn med særlige forudsætninger, der bliver set og mødt med udgangspunkt i sine egne forudsætninger og har man en gang givet sig selv tiden til en fremadrettet dialog om muligheder for fremtiden og et eksplicit udtryk af, at man ser barnets frustration over egne udfordringer, ja så har man med stor sandsynlighed også set lyset og imødekommenheden i dette barns øjne og viljen til i samarbejde at skabe en forandring. Det er her min erfaring fortæller mig, at den ægte inkluderende praksis må tage sit udgangspunkt.

Forudsætningen for, at den ægte inkluderende praksis kan implementeres er udvikling af et nyt mindset. Det handler om måden vi møder det enkelte barn på, det handler om de præmisser vi inddrager barnets netværk på og det handler om lærernes og pædagogernes uddannelse i den inkluderende praksis og i udvikling af relations kompetence. 

Når vi sidder til et netværksmøde og skal forholde os til et barns udfordringer må det derfor ske på et data-informeret grundlag og med fokus på, at barnet er den er person det er, og at det ikke er barnet, men rammerne vi skal ændre. Det data-informerede bør – som minimum bestå af en faglig test i dansk og matematik, en testbaseret kortlægning af barnets kognitive og Executive færdigheder og en observations-baseret beskrivelse af barnets relationelle tillid og almene sociale trivsel. På dette grundlag vil vi have alle forudsætninger for at give et kvalificeret bud på, hvordan vi kan forme rammerne, så barnets trivsel og udvikling styrkes og barnets mulighed for at lære med udgangspunkt i egne ressourcer og egen kendt viden.

Det er med dette afsæt, at vi med styrke kan arbejde med Elevcentreret Læringsledelse, som Professor Viviane Robinson beskriver i sin bog fra 2015.

Der er nok at tage fat på, og økonomien er ingen hindring, det eneste der skal til er viljen til at skabe den fornødne forandring.

E

Powered by Labrador CMS