Der var en gang, hvor en aftale var en aftale. Det troede jeg ind til for ganske nylig, men så dukkede et problem op – og et virkeligt alvorligt et af slagsen. Det har været forsøgt løst de sidste par uger, men uden held. KL løber fra en del af den aftale, som blev indgået ved OK15 ved, at de ikke længere står ved arbejdstidsbilagets punkt nr. 3 om det forventede tidsforbrug til forberedelsen. Der har været dialog mellem parterne, det er nu konstateret, at parterne er uenige og det har konsekvenser

Det er ikke lige det, som vi har brug for nu, hvor mange kredse og skoler er i gang med vigtige forhandlinger, der er afgørende for medlemmernes arbejdsvilkår. Ved en overenskomst er begge parter forpligtet af det fælles aftalte, men her har vi undtagelsen, der bryder reglen.  På trods af KLs til tider distributive forhandlingspraksis under OK-forløbet, så lykkedes det parterne at finde hinanden, fordi man var enige om vigtigheden af, at lærere skal kunne lykkes med deres vigtige opgave. Jeg så arbejdstidsbilaget som et afgørende skridt i den rigtige retning, men dette vigtige skridt er med KLs udmelding kommet i farezonen.

Man kan sige meget om KLs intentioner både før og siden. Det er som sådan ikke, fordi jeg har fået genoprettet min tillid til KL ved OK15, men KLs grove metoder i forhold til overenskomstteksten rammer anderledes, – for den rammer både DLF og KL selv. KL vælger et skridt tilbage, i stedet for frem og det får konsekvenser for KL på sigt. I DLF må vi lære noget af denne udvikling, bl.a. omkring kommunikation. KLs ageren understreger i dén grad behovet for, at vi har interne og hurtige kommunikationsveje i DLF, men på sigt må vi også overveje nye aktionsformer i DLF, så vi kan manifestere og markere vores utilfredshed på nye måder. Der skal tænkes i virkemidler, der kan bruges på skolerne og i kommunerne, der får budskabet ud over rampen, så ingen skoleleder, byråd, forældre eller skolebestyrelse er i tvivl om, hvad lærerne mener.    

Jeg anbefalede et ja til OK15 ud fra, at parterne var enige om, ’at der skal fokus – på skolernes – lærere og skolelederes – mulighed for at løse opgaven’. Mulighed for lokalaftaler og arbejdstidsbilaget var midlet til, at dette kunne ske. Med stor tillid til, at vi kunne løfte den opgave i DLF, mente jeg, at vi således bedst kunne skabe forbedrede arbejdsvilkår for medlemmerne med en aftalt position, frem for en lovgivet situation.

Jeg har haft mulighed for at tænke mig godt og grundigt om, når det gælder OK-resultatet. Der er fortsat bedre muligheder for aftaleindgåelse med arbejdstidsbilaget end uden, fordi det kan medvirke til konkrete forbedringer for medlemmerne. Det er det, der er afgørende for mig. Jeg har konstateret, at der ikke kommer nogle hjælpetrupper nogen steder fra. Vi står i det her alene og vi må langt hen ad vejen løse det på den måde, som vi kan, nemlig ved at kredse og TRere konstruktivt og vedvarende arbejder for og opnår kollektivt aftalte vilkår. Vi er før lykkedes med en centralt aftalt strategi, hvor kredsene arbejdede for lokale løsninger og det må vi gøre igen, også selv om det desværre ikke sikrer ens vilkår for alle.

Der er åbenbart forskel på det, som KL og LC har skrevet under på og det må afprøves i det arbejdsretslige system. Jeg er mest oprørt over, at et afgørende skridt i den rigtige retning nu er i fare. Jeg ser fortsat muligheder i arbejdstidsbilaget, selv om det har fået alvorlige ridser i lakken, men det er et alvorligt problem, når en aftale ikke er en aftale.