Anmeldelse

Boldspilsundervisning i skolen

Der skal være faglig kvalitet i boldspillet

Dette er bogen, der giver et samlet bud på, hvordan vi fastholder faglig kvalitet i idrætsundervisningen. Hvor idrætslæreren i mange år har samlet viden og teori til boldspilsundervisningen fra forskellige kilder, har man nu alt samlet i samme bog.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Boldspilsundervisning i skolen” viser, hvordan vi kan fastholde faglig kvalitet i idrætsundervisningen, således at der bliver fokus på undervisning og ikke kun på aktivitet. Bogen er velskrevet og præcis og med tydeligt og relevant indhold.

Fakta:

Titel: Boldspilsundervisning i skolen

Forfatter: Carsten Høy, Erik Juul, Lene B. Terp, Poul Ravn og Rune Reinsholm Methling

Pris: 249,95

Sider: 144

Forlag: Turbine Forlaget

Bogen er opbygget, så den er overskuelig for læseren, og indeholder alle de relevante områder, der giver undervisning kvalitet. Der arbejdes eksempelvis med didaktiske kerneområder, god anderledeshed, inklusion, køn, fairplay, differentiering, motivation og tekniske og taktiske begreber. Derudover præsenteres boldspilsfamilier, teambold og den dynamiske boldspilstrappe. Den dynamiske boldspilstrappe giver en tydelig forståelse for den progression, der skabes gennem arbejdet med boldspil i skolen, og giver idrætslæreren et godt redskab til at fastholde fagligt fokus. Fra motoriske grundbevægelser til det færdige spil.

Alle afsnit afsluttes med grundlæggende arbejdsspørgsmål og en god litteraturliste, der giver fine muligheder for at arbejde videre med faglig dybde.

Bogen kan læses som en samlet enhed, men kan også bruges som en faglig opslagsbog og bør være på biblioteket på alle skoler og læreruddannelser. Bogen kan varmt anbefales og kan fint læses og bruges af elever i 9. klasse, som skal arbejde med boldspil til den nye afgangsprøve i idræt.

Powered by Labrador CMS