Debat

Inklusion er en spareøvelse

Dette debatindlæg, som er skrevet af folkeskolelærer Steen Hessner, har været bragt i Frederiksborg Amts Avis den 2. maj.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inklusion af folkeskolens specialelever er en spareøvelse. Det fremgår af en ny, stor undersøgelse, som er udført af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd(SFI) og bestilt af Undervisningsministeriet. Den 270 sider lange rapport viser bl.a., at 60 procent af de elever, der er flyttet fra en specialskole, ikke får nogen særlig støtte i deres folkekoleklasse. Rapporten er baseret på data fra 9.308 folkeskoleelever fra 423 klasser g 165 skoler, der er repræsentativt udvalgt.

Tusindvis af elever med forskellige diagnoser og deraf følgende store faglige og/eller adfærdsmæssige udfordringer har ikke fået den undervisning, de har krav på. Der er tale om et nærmest utilgiveligt svigt af politikerne på Christiansborg, der ikke har levet op til deres ansvar og sikret, at resurserne fulgte med. Blandt fagfolk er der udbredt enighed om, at intentionen om ikke at udelukke nogen fra fællesskabet er såre sympatisk. Det kræver bare, at lærerne får de rette arbejdvilkår til at løse denne kæmpe opgave på forsvarlig vis.

Hidtil har undervisningsminister Christine Antorini(S) pure afvist, at dette ambitiøse inklusionsprojekt var en spareøvelse. Jeg har selv fået læst og påskrevet, når jeg i diverse debatindlæg her i avisen har gjort  opmærksom på, at der var et misforhold mellem mål og midler. At pengene ganske enkelt ikke fulgte med de sårbare elever, fordi regnedrengene på de kommunale direktionsgange skulle have sorte tal på bundlinjen i de skrabede budgetter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hverdagens eksperter, der dag ud og dag ind knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at få enderne til at nå sammen, forventer ikke, at Antorini nu kommer med en uforbeholden undskyldning, fordi hun tog fejl. Ministerens forklaring bliver nok snarere noget i retning af, at det aldrig har været intentionen, at inklusionen af specialelever skulle være en spareøvelse, men at hun naturligvis ikke kan blande sig i det kommunale selvstyre. Antorini vil sikkert også fremadrettet holde et vågent øje med udviklingen på dette område og være i tæt dialog med KL.

Hvorom alting er: Hvis ikke undersøgelsens tankevækkende konklusioner giver beslutningstagerne anledning til at ændre på tingenes tilstand, bliver skolegangen ødelagt for en masse uskyldige, små medborgere...

Powered by Labrador CMS