Debat

Regnedrengenes inklusionsprojekt er en trussel mod folkeskolen

Inklusionsindsatsen har fejlet mange steder – også der, hvor flere embedsmænd og eksperter kalder inklusionsindsatsen en succes. Måske har vi formået at få flere børn ind i folkeskolen – men for hvilken pris?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et klasselokale på Lidegaardsskolen sidder Oscar. Oscar har svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Om få minutter ringer hans mobil nede fra tasken. Der er sat alarm, så han ved, hvornår han skal tage sin medicin. Han er fagligt bagud. Han kommer fra et hjem, hvor der aldrig er ro. Og så er han ked af, at han kom til at slå Steven i frikvarteret. Oscar var jo bare blevet hidsig og ked af det, men han ville ikke slå. Det skete bare.

Nu starter timen, og Oscar kigger rundt på hans 25 andre klassekammerater. Det første kvarter bruger klassen på at snakke om, at man ikke må slå. Klasselæreren – Erik - er nemlig alene foran de 26 børn, og enhver lærer ved, at man er nødt til at få styr på konflikterne, før undervisningen kan begynde. Ellers kan man ligeså godt droppe det.Efter nogle tudeture og en elev, der er stormet ud af klassen, lykkes det for Erik at få talt konflikten ned. Men konflikten summer blandt eleverne, og Oscar er ked af det. Nu skal han hjem og have skæld ud igen. Og hans venner er sure på ham igen.

Så er der jo de andre elever. De er også bekymrede, for de er lidt utrygge ved Oscar, og det er da også irriterende, at ”han ikke bare kan være normal.” 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Og så er der Erik. Han ved, at der i hvert fald er tre forældre, der ringer i aften med budskabet om, at

”nu må det være nok med den tolerance overfor ballademagere. Ellers må vi jo flytte vores barn på privatskole.”

Telefonopkald som han ikke engang bliver betalt for at tage længere.

Da eleverne er gået hjem, og Oscar har lidt et endnu et nederlag i skolen, forlader Erik lokalet for at bevæge sig ned på lærerværelset. På køkkenbordet ligger den lokale ugeavis. Skolechefen er på forsiden:

”Inklusionsindsatsen er en succes. Vi har formået at inkludere 97% af børnene i vores almentilbud,” står der.

Skolelederen kommer ind og stiller sig ved siden af Erik.

”Erik, vi er lige nødt til at tale sammen. Hvordan kan det være, at din klasse har klaret sig så dårligt i de nationale tests?”

Og så går Erik, Oscar og klassekammeraterne hjem efter en lang dag. Og i morgen sker det hele igen.

Regnedrengenes inklusionsprojekt er dømt til at fejle

Tilbage til virkeligheden. Eksemplet med Oscar og Erik er fiktivt, men jeg er sikker på, at rigtig mange forældre, elever og lærere kan genkende fortællingen. Er jeg imod inklusion? Nej. Det mener jeg ikke, at man kan være.

Jeg vil altid arbejde for, at så mange som muligt bliver en del af fællesskabet, og at så få som muligt ekskluderes og står alene. Og jeg synes sådan set, at det er sundt, at alle presses til at tænke over, hvordan vi kan få flere med i fællesskabet, så den ”lette udvej” ikke bliver, at man sender de besværlige væk.  Men hvorfor så denne fortælling?

Jeg mener, inklusionsindsatsen har fejlet mange steder – også der, hvor flere embedsmænd og eksperter kalder inklusionsindsatsen en succes. Måske har vi formået at få flere børn ind i folkeskolen – men for hvilken pris?

Inklusionsbegrebet skal ikke voldtages

Når flere kommuner er i medierne med, at ”deres inklusionsindsats lykkes,” og de har formået at flytte mange børn fra specialtilbud til almentilbuddet, så er det IKKE nødvendigvis ensbetydende med, at eleverne, man har flyttet, er inkluderet.

Er Oscar, i mit eksempel, inkluderet? Nej. Er alle de mange børn, man har rykket fra specialtilbud til almentilbud de sidste par år inkluderet? Nej.

I Salamanca-erklæringen fra 1994 står der, at alle børn har ret til en uddannelse i rammer, som imødekommer deres behov. Men det er jo ikke tilfældet med den inklusion, vi ser i dag. Mange steder foregår der eksklusion i inklusionen – og man har skabt rammer, der ikke imødekommer børnenes behov.Men hvad er inklusions så i min optik? Det er, når barnet oplever at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab. Og ikke bare en gæst.

Man kan ikke putte procenter på børn

Mange kommuner har procenter for, hvor mange børn, der skal kunne inkluderes i det almene skoletilbud. I min egen kommune er det 97%, der skal inkluderes. Men hvordan ved vi egentlig det? Det gør vi ikke. Man kan nemlig ikke sætte tal på børn.

Vi skal inkludere alle de børn, der kan inkluderes, hvis det giver mening. Men vi skal ikke inkludere, hvis det ikke er det bedste for børnene. Heller ikke selvom det så strider mod et ”procent-mål.”  Hvis det i 2015 er 99% af alle børn, der kan inkluderes, så er det selvfølgelig lykkeligt. Men hvis det kun er 95%, der kan inkluderes, så må det være sådan. For man skal tage udgangspunkt i barnet – ikke i procenter. Derfor bør kommunerne skrotte procenterne og i stedet arbejde ud fra princippet om, at så mange som muligt skal inkluderes.

Pengene skal følge barnet

Jo, KL. Inklusion har været en spareøvelse i rigtig mange kommuner.

Inklusionsindsatsen kommer ALDRIG til at lykkes, hvis ikke kommunerne beslutter, at pengene følger barnet fra specialskolen og over i almentilbuddet.

Kort fortalt: Når en specialskole lukker, fordi elever flyttes fra en specialskole til folkeskole, eller når færre elever i en årrække visiteres til en specialskole, så udløser det en økonomisk gevinst, fordi specialskoler er dyrere end folkeskoler.

Den økonomiske gevinst må og skal flyttes med over i almentilbuddet – altså følge barnet. Ellers ender folkeskolerne med at skulle håndtere elever, der kræver en ekstra indsats, uden at have fået ekstra midler til at ansætte ekstra lærerkræfter.

Jeg kender problemstillingen fra min egen kommune. Hver gang der har været et overskud på skoleområdet, fordi flere børn er blevet en del af almentilbuddet, så har embedsværket foreslået at bruge overskuddet til at dække underskud på ”vej-budgettet” eller ”ældre-budgettet.”

”Nu har I jo et overskud, så må I bidrage til hele kommunens fællesskab, Jacob.”

Men det er et udtryk for en regnedrengs-tankegang. For det kan da godt være, at der er et overskud på økonomien – men det nytter ikke noget, hvis lærerne går ned med stress og eleverne og forældrene flygter fra folkeskolen.

Derfor er kommunerne nødt til at lave økonomiske modeller, der fuldstændig tydeligt lader pengene følge barnet fra specialtilbud og over i almentilbuddene.

Folkeskolereformen må tilpasses til inklusionsindsatsen

Der er også enkeltelementer i folkeskolereformen, som jeg mener skal sikres, hvis inklusionen skal lykkes.

- Nogle børn kan ikke gå i skole hele dagen. Nogle børn er simpelthen ikke skabt til den måde, vi har skabt vores skolevæsen på nu. Derfor skal lærerne og skolerne kunne undtage elever og give dem kortere dage og flere pauser. Det skal kunne ske uden tilladelse fra kommunalbestyrelse og ministerium.

- Lærerne må sikres forberedelse. Hvis ikke lærerne kan forberede sig, så bliver det helt umuligt at kunne lave den undervisningsdifferentiering, der skal til for at inklusion nogensinde skal kunne lykkes. Derfor bør kommuner rundt omkring i landet altid sikre, at læreren har den nødvendige tid til at forberede undervisningen.- De fysiske rammer skal forbedres. Kommunerne er simpelthen nødt til at afsætte anlægsmidler til at lave udvalgte klasselokaler på skolerne mere fleksible og rummelige. Mange folkeskoler har ikke ændret sig de sidste 30 år. Det er et problem, for selvfølgelig betyder de fysiske faciliteter noget for klassernes rummelighed.

Afslutningsvist en lille anekdote

For noget tid siden overhørte jeg følgende samtale fra en politiker og embedsmand i en kommune på børnetopmødet.Politiker: ”Jeg kan se, at vi har et underskud på skoleområdet igen. Hvad skyldes det?”Embedsmand: ”Det er specialtilbuddene. Vi havde ikke regnet med det. Vi har jo haft overskud i flere år.”Politiker:: ”Ok. Hvad skal vi gøre ved det? Kan man gøre noget ved det?”Embedsmand: ”Ja. Vi har simpelthen inkluderet for lidt. Og så får vi et underskud.”Min holdning er: Man kan ikke inkludere for lidt eller for meget. Man skal inkludere der, hvor det er muligt.Jacob MarkBørneudvalgsformand, Køge KommuneFolketingskandidat på Sjælland

Powered by Labrador CMS