I skal vide, kære matematik-lærer-kolleger, at en prøveskoles leder og faglærer tilsammen kan organisere og gennemtvinge afholdelsen af en prøve, selv hvis censor ikke vil godkende faglærerens prøveoplæg; at det ikke vil få konsekvenser for en skole, dersom den tilstræber for høje karakterer til sine elever gennem prøveoplæg med for lavt fagligt niveau; at den trygt kan fortsætte denne praksis; at prøvevejledningen vedrørende prøveoplæg skal forstås på den måde, at det ingen konsekvenser vil få, dersom den ikke følges.

Ovenstående er kun for så vidt en provokation, som det kommer i en prøveperiode og anbringes først i teksten for at fange jeres opmærksomhed og lokke jer til at læse disse 6 A4 sider. Ellers er det blot et faktisk sagsforhold, som kom for dagen i forbindelse med den ministerielle behandling af et prøveforløb på 10. klassetrin, jeg klagede over. I korrespondancen som fulgte, prøvede ministeriet ikke at tilbagevise dette; det er en dør, der bliver gået meget, meget stille med.  Jeg tror, at de fleste af jer vil blive overrasket over den udvanding af faglighed, der karakteriserede både det nævnte prøveforløb og ministeriets behandling af sagen.

Opfat denne tekst som et forsøg på at bidrage til en styrkelse af evalueringskulturen, af folkeskolen og af faget matematik.

Prøveforløbet:

I juni 2013 fik jeg fik tilsendt et sæt prøveoplæg fra en erhvervsskole, som altovervejende bestod af lukkede spørgsmål uden rimelig udfordring; værst forholdt det sig med hovedaktiviteten i et oplæg, som jeg vedlægger som bilag: addition. En gruppe på 3 elever kom til at arbejde med denne opgave, løste den meget hurtigt, hvorefter eksaminator opfordrede dem til at løse en ny lignende opgave. Opgaverne signalerede indirekte, men fuldstændig tydeligt, massiv forventning om for høje karakterer til faglige svage elever – især om bestået-karakterer for selv helt ubetydelige præstationer.

Det var totalt umuligt for mig at trænge igennem med, at oplæggene var fagligt for tynde, både i en samtale med eksaminator før prøvedagen og i en samtale med skolelederen på selve prøvedagen. De gentog, at jeg ikke kunne dømme ud fra oplæggene – ”vent og se hvad der sker!” –

Hvad der skete var, at eksaminator straks monopoliserede prøven og absolut ikke ønskede, at jeg stillede ”uddybende spørgsmål til eleven”(Prøvebekendtgørelsen §27). Dette i kombination med, at eksaminators endeløse tålmodighed med og anerkendelse af eleverne trak alt tempo ud af eksaminationen, gjorde det helt helt tydeligt, at de tynde prøveoplæg var, hvad der skulle nås; hvad der skulle danne basis for karaktergivningen.

Da jeg forsøgte at få prøvens tempo og udfordring op på, hvad jeg vurderede til at være et landsgennemsnit, reagerede eksaminator meget chokeret og voldsomt og fik blanke øjne, blev knugende alvorlig, fik hovedpine – noget som eleverne i prøvelokalet helt tydeligt kunne følge med i og lade sig rive med af. Da det kom til voteringen efter første runde, kunne jeg ikke tildele bestået-karakter til en elev, der på 1 time og 15 min. fik udregnet en vægs areal, minus dør og vinduer med tæt ved 100% hjælp. Hun havde på intet tidspunkt overblik over denne meget, meget enkle opgave; hendes indsats var ekstrem usikker helt ned til de simpleste mellemregninger. Denne vurdering var fuldstændig uacceptabel for eksaminator.

Jeg opfattede og opfatter ikke dette som en almindelig ”§14 stk. 2-situation”, hvor censor og eksaminator ikke er enig om fælles bedømmelse. Her prøvede man helt enkelt at tvinge prøven udover grænsen, hvor prøvebestemmelsernes anvisninger ikke længere giver mening. §14 stk.2 blev ikke formuleret med henblik på, at censor skal påtage sig det ganske voldsomme og ubehagelige pres og ansvar, det er at imødegå en skole, som systematisk og massivt bestræber sig på at udhule det faglige niveau. Jeg opfattede og opfatter ikke dette, som om jeg deltog i en dokumentation af, i hvilken grad eleven opfylder de mål og krav, der er fastlagt for det enkelte fag (Prøvebekendtgørelsens §1); jeg deltog i en uværdig amatørforestilling, der mere end tangerede fup og fidus!

Eksaminator afbrød prøven på baggrund af vores krasse uenighed, og den blev genoptaget igen via ministerens matematikkonsulent.

Med konsulentens deltagelse skulle erfaringerne samles op ved et efterfølgende møde. Jeg havde ved flere lejligheder haft mulighed for at opleve ham på en imødekommende og hjælpsom måde give glimrende indføringer i udformning af prøveoplæg. Jeg troede som noget selvfølgeligt, at prøveoplæggene nu ville blive centrale for konsulenten som objektive, troværdige indicier for, hvordan prøven var blevet forberedt og afviklet, uanset hvad jeg hævdede. Jeg kunne jo være en ondskabsfuld kværulant!

Til min overraskelse mødte konsulenten op med en ganske ny attitude. Han havde ikke sat sig ind i opgavesættet, for som han sagde: ”Det må jeg ikke!” Og det var på alle måder tydeligt, at han ikke skulle nyde noget af at drøfte erhvervsskolens prøveoplæg på en ægte og meningsfuld måde ud fra prøvevejledningens centrale krav om ”matematisk problem”.

Min overraskelse blev ikke mindre af, at han heller ikke skulle nyde noget af hverken at høre eller kommentere, da prøveskolens leder helt åbenlyst og vedholdende vedkendte sig prøveoplæggenes lave faglige niveau ud fra det argument, at man må indrette sine opgavers faglige niveau efter sine elevers faglige niveau, hvilket naturligvis er at tilstræbe relativ karaktergivning, og er fuldstændig No Go!

Konsulentens loyalitet gjaldt overhovedet ikke forsvaret af det faglige niveau. Han var sendt i byen med et helt præcist budskab:

1)      Prøveoplæg er endegyldigt godkendt, når prøveskolens leder har underskrevet dem – endegyldigt og uden mulighed for videre anke.

2)      Man kan ikke stille faglige krav til prøveoplæg. Den nye matematik har fokus på kompetencerne; man kan evt. vedlægge en liste med, hvilke kompetencer oplæggene aktiverer.

Totalt paf måtte jeg tage til efterretning, at konsulenten frikendte prøveskolen, alt imens den helt bevidst propaganderede for relativ karaktergivning!

(Kendte I godt disse 2 direktiver?)

Den efterfølgende korrespondance. Mine 3 hovedspørgsmål og ministeriets svar.

Ministeriets konsulent, Kontrol- og Tilsynsstyrelsen og ministeren selv måtte berigtige dette; det kunne da ikke være rigtigt? Men det kunne det! Jeg tror, at niveauet i ministeriets korrespondance vil undre jer en hel del. Jeg startede korrespondancen den 1. oktober 2013, og Styrelsen stoppede korrespondancen 12 bidrag senere, den 25. september 2014. Ministeriet fik altså masser af mulighed for at svare; dets svar må betragtes som både endegyldige og endegyldigt velovervejede.

Første spørgsmål: vedrørende ministeriets opgivelse af faglige krav til prøveoplæg.

Ifølge den nye kompetence-undervisning må stoffet ikke organiseres efter emner (pensumliste). Er stoffet dermed ophørt med at være en afgørende faktor i matematik-læring? Nej! Det afgørende er, at det i stedet organiseres efter, hvilke kompetencer det skal aktivere og støtte på hvilket trin. Kapitel 8 i ministeriets publikation ”Kompetencer-Og-Matematiklæring”, hvor den nye undervisning præsenteres, handler ikke om andet. Det er derfor, kapitlet hedder ”Fagligt stof på de enkelte trin i samspil med kompetencerne”.  Den fuldstændig uomgængelige konsekvens af dette er selvfølgelig, at elevens udfoldelse af kompetencer ved prøven også ifølge den nye undervisning må have et støttende stof på et relevant niveau at samspille med. Jeg spurgte derfor ministeriet, hvordan det var nået fra kap. 8 i KOM-rapporten til en opgivelse af prøveoplæggenes faglige niveau?

Ministeriet forblev fuldstændig tavst, indtil Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen afsluttede sagen og derefter i samme besked pludseligt tilføjede, at ”det skal for en god ordens skyld oplyses”, at det især er elevernes kompetence til at anvende matematikken ”i en ny og ukendt situation”, som skal være i fokus ved den nye mundtlige prøve. Altså: en håndplukket formulering for at indgive læseren den logik, at en sådan situation pr. definition er hinsides enhver mulighed for prøveoplæg. Men i grunden indebærer svaret blot, at oplæg skal leve op til vejledningen vedrørende prøveoplæg og give eleverne mulighed for at vise selvstændig problemløsning, modellering, ræsonnement osv. Eller sagt på en anden måde: Dette spørgsmål ville ministeriet ikke besvare!

Den nye undervisning nødvendiggør en omorganisering af stoffet. Det er en opgave, som – citat fra kapitel 8 - ”må ses som en invitation til et større analytisk udviklingsarbejde”. En sådan samlet, gennemgribende og færdig omorganisering af stoffet er endnu ikke blevet præsenteret. Fritstiller ministeriet prøveoplæggets faglige stof m.h.t. niveau af frygt for tilbagefald til den tidligere pensumorientering i en situation, hvor nyt kompetence-udfordrende stof på et relevant niveau til anvendelse i prøveoplægget endnu ikke er blevet udviklet og organiseret? Klamrer man sig derfor med tunnelsyn til kompetencerne og deres prøvning som det eneste helt sikre? Er den nye matematik blevet indført i prøven, før den er tilstrækkelig forberedt, gennemarbejdet og udbygget til at kunne bære? Er ministeriets disposition at opfatte som improviseret og usikkert lappearbejde og prioriteres dette lappearbejde på bekostning af nationens faglige niveau i mundtlig matematik? Lige meget hvad – denne disposition er ikke en konsekvens af den nye matematik.  

Andet spørgsmål: vedrørende betydningen af prøveoplæg.

Jeg skrev, at prøveoplæg, som ordet siger lige ud af landevejen, skal lægge op til prøve og derfor ikke kan være et vilkårligt, mindre betydende vedhæng til prøven, men skal være eksaminationens udgangspunkt, ramme og faglige udfordring, stillads for elevens faglige præstation og censors styringsredskab i tilsynet med prøven for at sikre det nationale faglige niveau og en retfærdig prøvning både før prøven (forberedelse og evt. redigering af oplæggene i samarbejde med eksaminator) og under prøven. Jeg skrev, at ministeriets tiltag er et totalt uforståeligt, kunstigt og alvorligt indgreb i prøvens grundlæggende struktur, i åbenlys konflikt med selve prøvens logik, og at dets opgivelse af krav til prøveoplæggets faglige niveau udelukkende kan bidrage til at ineffektivisere prøven og reducere elevernes faglige niveau.

Ministeren medgav vedrørende prøveoplæg: ”Det er rigtigt, at prøveoplægget er et materiale, der bruges som afsæt i den samlede prøve. Det følger også af reglerne i bekendtgørelsen om folkeskolens afsluttende prøver…”Prøven tager udgangspunkt i et prøveoplæg med tydelige problemstillinger, som giver eleverne mulighed for at vise matematiske kompetencer, viden og kunnen.””

Hermed kunne jeg vel – spurgte jeg Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen - meddele matematikkonsulenten, at prøveoplæg må rumme ”tydelige problemstillinger” – på et relevant niveau! – ”som giver eleverne mulighed for at vise matematiske kompetencer, viden og kunnen” – på dette relevante niveau, f.eks. 10. klassetrin? At oplæg altså ikke kan være fritstillet m.h.t. fagligt niveau?

Det mente styrelsen ikke, at jeg kunne. Den svarede, at ”der er talt forbi hinanden”, og at der ikke var anledning til yderligere korrespondance med konsulenten, hvorefter den lukkede sagen. Eller formuleret på en anden måde: Styrelsen ville ikke stå på mål for denne håbløse mangel på logik.

Tredje spørgsmål: vedrørende prøveoplæggenes godkendelse.

Jeg var stødt på en skoleleder i det virkelige liv, som havde forvaltet sit ansvar for en mundtlig prøve fuldstændig udueligt. På denne baggrund spurgte jeg ministeren: kan det virkelig have sin rigtighed, at det endegyldige ansvar for det nationale faglige niveau ved mundtlige matematikprøver er overladt til den individuelle skoleleder på den enkelte prøveskole?  Afskærer man ikke hermed censors mulighed for at klage over prøveskolers for fagligt svage oplæg til en højere central instans, som overordnet kan have kontrollen og tilsynet med landets faglige niveau som helhed? (En hovedpointe med denne tekst!)

På dette svarede ministeren, at uenighed mellem faglærer og censor om prøveoplægs faglige niveau skal ”indbringes for skolelederen, der træffer den endelige beslutning i sagen. Skolelederens beslutninger kan ikke påklages til anden eller højere myndighed”. – Som om det ikke krystalklart var netop denne procedure, jeg problematiserede med mit spørgsmål, og denne problematisering jeg forventede, at ministeriet ville tage op i sit svar! Altså, en undvigemanøvre. Ministeren ville ikke diskutere, hvad ministeriet skal stille op med uduelig skoleledelse, efter at det selv har installeret skolelederne hver især som eneste og sidste garant for skoleverdenens kvalitet.

Er der overhovedet ”juridisk” belæg for denne totale opjustering af skolelederens beslutningskompetence?  I folkeskolelovens §45  står blot, at ”Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed overfor skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen”. Resten drejer sig om at lede og fordele arbejdet, beslutte vedr. elever, udarbejde forslag til læseplaner osv. Absolut ingen, som læser ordene ”pædagogisk ledelse af skolen…ansvarlig overfor…kommunalbestyrelsen",  vil være i stand til at udlægge teksten derhen at, ”ledelse” her ikkeblot dækker ledelse af skolen, men også ansvaret for hele nationens faglige niveau. Jeg spurgte derfor ministeren, om der fandtes et direktiv, hvori denne tildeling af absolut status udtrykkeligt var blevet formuleret. Svaret var, uden forklaring, at det ”følger” af folkeskolelovens §45, ”at skolelederen har den endelige beslutningskompetence i sager, der bl.a. vedrører folkeskolens afsluttende prøver”. – Eller sagt på en anden måde: ministeriet tvinger en søgt, men ønsket udlægning af teksten ned over teksten og legitimerer det bagefter ved at kalde det en ”følge” af loven.

Ankemuligheder? Ja, kommunalbestyrelsen kan behandle klager over skolelederens optræden og beslutninger, hvis de er i strid med loven og bestyrelsens fastlagte rammer, oplyste ministeren; som om dette ikke er en klagevej, som helt tydeligt ikke er beregnet på at håndtere klager over prøveoplægs faglige niveau. – Mere relevant oplyste ministeren: ”en skoleleder skal videresende en indberetning fra en censor til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, hvis der er tale om en beskikket censor.”  Men hun skulle ikke nyde noget af at kommentere den information, jeg netop har givet hende, før hun skrev disse ord: at de prøveoplæg, hvorom dette drejer sig, blev godkendt af en beskikket censor året før!

Af disse svar kan man naturligvis udelukkende slutte, at dette undervisningsministerium prioriterer den enkelte skoleleders beslutningsautonomi højere end det nationale faglige niveau i mundtlig matematik! Kommer det ikke en smule bag på jer?

Det faglige niveau ude af kontrol.

Hvordan forsvarede ministeriet konsulentens 2 direktiver? Hele forløbet udstiller et effektivt, lukket ministerielt kredsløb, som starter med, at prøveoplæg ikke ”må” besigtiges og vurderes, og fortsætter med besvarelser domineret af ikke-svar, ordmagi, manglende logik, tvangsudlægning af tekst og tvangstilpasning af oplysninger til cirkulæreskabeloner; et kredsløb, der skal sørge for, at ingen sager forekommer, så ministeren kan konkludere i løbet af korrespondancen: ”Det er min klare opfattelse, at skolelederen, som har den pædagogiske og administrative ledelse af skolen, er sig denne opgave meget bevidst” - og sørge for, at denne sag kun må betragtes som en enkeltsag, der som undtagelse ikke tæller.

Problemet er bare, at denne sag er så overgrov, at dens behandling kaster et fuldstændig klart lys over denne ”jura”, som man ikke kan læse sig frem til, og som matematiklærerne ikke indføres i, når ministeriet afholder kurser om prøveoplæg. Et hovedmål med denne tekst er selvfølgelig, at denne jura bliver halet frem fra tusmørket, så alle kan få kendskab til den og tage stilling til den!

Ministeren kan slet ikke have en klar opfattelse af kvaliteten af skoleledernes godkendelse af mundtlige prøveoplæg i matematik på nationalt plan, fordi ministeriet selv gør alt for at hindre, at ”uønsket” viden når frem til at blive fælles viden. Mit budskab er ikke, at mange uacceptable oplæg hærger prøverne, for det er der ingen, der ved noget om; men måske?  Mit budskab er snarere, at prøvernes niveau er ude af kontrol og bevidst holdes ude af kontrol af hensyn til skoleledernes absolutte beslutningsautonomi, og at det er foruroligende at opleve ministeriet være totalt villig til at deltage i selv den mest skamløse udvanding af det faglige niveau for at imødekomme dette hensyn.

Min egen opfattelse af tingenes tilstand kan selvfølgelig kun basere sig på egne erfaringer. Jeg kommer fra et lærerkollegium, hvor vi efter bedste evne forsøger at leve op til prøvevejledningens krav om ”matematisk problem”, og 2013 var det tilfældigvist 3. år i træk, at jeg som censor fik tilsendt prøveoplæg, der end ikke tilnærmelsesvist forsøgte at præsentere ”matematiske problemer”. Af kolleger hører jeg ligeledes ind imellem om usædvanlige prøveforløb.

Alarm-punkter.

Ministeriet prioriterer den individuelle skoleleders autonomi og beslutningskompetence (public management) på bekostning af prøveoplæggets, karakterens og ankemulighedens uvurderlige evalueringsredskaber. Men det turde være ret elementært, at mål meget ofte ikke nås, hvis de aktiviteter, som skal realisere målene ikke evalueres ordentligt. Og med mål tænker jeg her på konkurrencen med kineserne, den høje score i PISA-undersøgelser og styrkelsen af det naturvidenskabelige og matematikken, som vort samfund og dets folkevalgte mener må lykkes, hvis vi skal gøre os gældende i en hårdt konkurrerende omverden. Der er fokus på folkeskolen. Det er m.a.o. af central og vidtrækkende betydning, at vi som nation forsvarer og fremmer vores mål med effektiv og hæderlig evaluering, men det virker som om, der er et overblik, der ikke er der, ikke?

Kan man fortænke en skoleleder i at opleve sig selv trukket i 2 retninger: at ville sin egen skole det bedste og samtidig skulle tage ansvar for et nationalt fagligt niveau? Kan man fortænke os selv i at tro, at skolelederne med offentliggørelsen af skolernes prøveresultater nok kommer til at føle en særlig tilskyndelse til at prioritere deres eget skoleprojekt? Skal vi til at tage karaktererne med et gran salt og være forsigtige når skoler bliver fremhævet på bekostning af andre? Eller skal vi frygte at den ovennævnte prøve som afslutning på et 20/20 forløb, blot var en forsmag på en almindelig udhulning af 10.klasse-niveauét som vil komme? Eller skal vi til at være usikre omkring retfærdigheden? Som lærer har det ind imellem været smertefuldt for mig, at måtte give ikke-bestået prøvekarakterer til flittige ikke-dygtige elever i min klasse, hvorfor det selvfølgeligt frustrerer mig kolossalt at opleve andre forsøge at manipulere med prøven – og slippe godt fra det!

Hvad nu?

Dette er et forsvar for det faglige niveau og vores professionalisme. En følge af ånden i DLF´s professionsideal turde være, at vi som professionelle ikke slapt eftergivende lader stå til, når vi i vores undervisningsliv støder på fænomener, der byder vores overbevisning og dømmekraft imod, men forsøger at ændre situationen til noget bedre. Jeg har desværre forgæves forsøgt at vække interesse for denne sag hos ”Folkeskolen” og ”Matematik” – matematiklærernes blad. Jeg håber med dette at nå nogle kolleger og få skabt en opinion – og noget handling.

Hvis nogen har brug for verifikation, stiller jeg gerne den fulde korrespondance til disposition.

Søren Lindsteen, matematiklærer, GXU/10. klasse-center - Gladsaxe