Halvmånen står lavt. Om lidt forsvinder den bag Mantel-tårnet, hvor Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt sad fængslet for 353 år siden. En nat, måske under en lige så klar stjernehimmel som nu, klatrede de ved hjælp af sammenbundne lagner ned ad muren. Vi kan se det for os og lugte det. Eline har malende beskrevet, hvordan pis og lort fra tårnets beboere løb ned af murene. Det er knap så dramatiske begivenheder, som udspiller sig denne septembernat i året 2014. To lærere har bare samlet frivillige elever til en overnatning under åben himmel.

Vi lægger liggeunderlagene, så de danner en stjerne, og kravler i soveposerne. Vores hoveder vender indad, så alle kan høre, hvad der bliver fortalt. Vores næser vender opad, så alle kan se de hundredevis af stjerner, som om lidt bliver synlige. I starten er eleverne lige så støjende og fjollede som i en mandagstime på skolen, men det tager ikke så lang tid, før roen sænker sig. Gudernes konge Zeus påkalder sig respekt i en ottendeklasse. Det er hans guddommelige lyst til skønne menneskekvinder, som vi skal takke for mange af stjernebillederne: Tyren, Svanen, Store Bjørn og Lille Bjørn og navnet på alle stjernerne i vores galakse - Mælkevejen - skabt af den mælk, som sprang ud på himlen, da Hera vågnede og rasende trak sit bryst ud af munden på en meget tørstig menneskeunge, der hed Herkules.

Stjernerne fortæller ikke kun saftige historier. Eleverne gribes også af afstandene i tid og rum, som er så store, at det, vi ser, er fortid. Månens lys er sendt af sted for bare 1 sekund siden. Lyset fra Vega i Lyren er 25 år gammelt. Lysstrålerne fra Deneb i Svanen, rammer os først nu efter 2000 års rejse med en fart af 300 000 km i sekundet.

Og så er der granitten vi ligger på, har kravlet op ad og boret og hugget i. Den består af magma fra jordens indre, som er størknet langsomt for ca. 1500 mio. år siden.

Abraham Maslow lod en række mennesker beskrive de vidunderligste oplevelser i deres liv. Et af de karakteristiske træk ved de oplevelser han fik beskrevet, var at de på samme tid var jeg-overskridende og jeg-integrerende. Det betyder, at vi på en gang oplever noget stort og værdifuldt som eksisterende uafhængigt af vores jeg (føler os meget små) og samtidig mærker en meget tæt samhørighed og delagtighed (føler os meget store). I forsøgspersonernes oplevelsesbeskrivelser forekommer ord som: ærefrygt, undren, ydmyghed, ærbødighed, henrykkelse, hengivelse ...

Endelig er det her under stjernerne nærliggende at tænke over og snakke om livet på Jorden. Vores fantastiske held - vigtigheden af at passe på vores enestående planet.

Ovenstående har været offentliggjort på min blog på www.skoven-i-skolen.dk Når jeg gengiver det som et indlæg her, er det fordi, det supplerer det fine indlæg af Christian Nikolajsen: Jeg har syndet.

Hvis du vil læse min anden og tredje kærlighedserklæring, må du besøge min blog

http://www.skoven-i-skolen.dk/blogs/anden-k%25C3%25A6ring-til-lejrskolen