Anmeldelse

Allez hop! 8

Allez hop! 8

I "Allez hop! 8" er der lagt vægt på, at eleverne har brug for afveksling og overraskelse i deres læring

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så er holdet bag "Allez hop! 7" klar med den næste højdespringer i rækken. "Allez hop! 7" var en lækkerbisken for lærere såvel som for elever i både form og indhold, og dette gælder fortsat.

Fakta:

Titel: Allez hop! 8

Forfatter: Matt Wiinblad, Eva Österberg, Jette Brinkel Rosenberg

Serie: Allez hop!

Type: Bog med cd

Forlag: Gyldendal

I "Allez hop! 8" er der lagt vægt på, at eleverne har brug for afveksling og overraskelse i deres læring. Der springes således let og elegant fra et emne til et andet, og eleverne får dermed et meget alsidigt billede af Frankrig og franskmændene: Bogen byder på alt fra små spontane dialoger mellem unge om skole, lektier, shopping og til det at lære et nyt sprog som fransk. Der er mere formaliserede jeg-præsentationer og mere eller mindre tekstrige indblik i dyrenes verden. Også fænomenet Star Academy tages under behandling, og der er infosider med hverdags- og naturbilleder fra Frankrig, Canada og regionen Korsika, der som bekendt hører under Frankrig. Også en vigtig historisk personlighed som Napoleon Bonaparte og verdens hårdeste cykelløb Tour de France får deres plads - side om side med en lille dialogtekst om den rette (og ufranske) morgenmad! Denne pudsighed i sammensætning er kun at værdsætte, og hele tiden drages man som lærer (og formodentlig også som elev!) af de smukke og sjove fotos og tegninger.

Mens tekstbogen rummer både lette og lidt svære tekststykker og sangtekster (der er indspillet på cd'en) og grammatiske afsnit, der giver en rolig og sikker indføring i den franske grammatik, har eleverne rig mulighed for at arbejde med de enkelte emner i deres elevbog, der igen må anerkendes for sine meget nuancerede øvelser og indbydende præsentation. Ligesom forgængeren byder "Allez hop! 8"s tekstbog på en veludarbejdet ordliste og sætningslisten les phrases, der oversætter i helheder og gør det at slå op i en ordliste lidt sjovere. Er eleven i tvivl om noget, findes elevfacithæftet, men det må være en smagssag, om en sådan er relevant. Lærervejledningen - en mastodont som den foregående - giver inspiration til at bruge tekstbogen både mundtligt og skriftligt, ligesom den ikke overraskende yder faktuel, faglig bistand til læreren.

"Allez hop! 8" er på mange måder et aldeles gennemtænkt undervisningsmateriale til 8.-klassernes franskundervisning - men det forekommer mig ikke desto mindre, at man kunne have været mere ambitiøs i forhold til det faglige niveau. Der er unægteligt tænkt i undervisningsdifferentiering, men de sværeste tekster rækker næppe til de dygtigste elever på andet år. Her må inddrages supplerende materiale eller tænkes kreativt af læreren, sådan at teksten bruges på andre måder - i form af mundtlig fremlæggelse, selvstændigt udtænkte rollespil og så videre, hvilket naturligvis altid kan lade sig gøre. 

Har man ikke opdaget "Allez hop!"-serien, så har man en oplevelse til gode. Jeg ser frem til flere hop i 9. klasse.

Powered by Labrador CMS