Borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler har modtaget et brev fra kommunens lærere, hvor de understreger, at der er utilstrækkelige resurser til lærerarbejdet.

Høje-Taastrup-lærere: Der skal flere penge til skoleområdet

Færre lærere og flere opgaver har fået lærerne i Høje-Taastrup til at skrive til samtlige politikere i byrådet for at gøre opmærksom på, at der skal flere penge til, hvis skolernes kvalitet skal sikres fremover.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Høje-Taastrup Kommune har som langt de fleste kommuner i landet ladet lærernes arbejdstid betale for den nye folkeskolereform. For at sige det lidt firkantet, er ambitionerne hævet betragteligt, selv om de afsatte midler er formindsket", står der blandt andet i den udtalelse, som generalforsamlingen i den lokale lærerkreds, kreds 16, står som afsender på. Desuden står der:

"Her snart 7 måneder inde i skoleåret står det, vi frygtede, desværre helt klart. De nye og smarte metoder, der skulle lette lærergerningen og gøre den mere dynamisk og tilpasset den enkelte elev på den halve tid, er udeblevet. Skolen og lærerne er ekstremt udfordret af meget høje undervisningstimetal og opgavetrængsel. Som leder er det svært at prioritere".

Færre lærere - flere undervisningstimer 

Formand for kreds 16 Vibeke Lynge forklarer, at baggrunden for den fælles udtalelse er, at der i Høje-Taastrup som i mange andre kommuner, er utilstrækkelig økonomi til at drive folkeskolerne for.

"Vi har 25 til 30 fuldtidsstillinger færre i forhold til sidste skoleår. Det er et stort fald, når undervisningstiden samtidig er blevet udvidet, og vi har et uændret børnetal".

I Høje-Taastrup er der afsat ekstra resurser til blandt andet vikardækning, men da de er givet som et engangsbeløb, mener Vibeke Lynge ikke, at det fremover vil hjælpe på problemerne. Hun håber, at politikerne er klar til at lytte til lærerne.

"Jeg har fået positive tilbagemeldinger fra de forskellige partier", siger Vibeke Lynge.

Høje-Taastrup skoler mangler 95 milloner

 

Ziegler: Vi lytter til lærerne

I udtalelsen understreger lærerne også den nye overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation som netop er indgået. Her står blandt andet, at kommunalbestyrelserne også økonomisk skal tages højde for, at det er muligt for ledelserne at leve op til de lovgivningsmæssige krav, der er på området.

Det var netop Høje-Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler som for KL underskrev overenskomstforliget. Han erkender over for Lokalavisen Taastrup, at  der er opstået udfordringer i forbindelse med indførslen af folkeskolereformen, men han mener, at politikerne i Høje-Taastrup gør, hvad de kan for at imødekomme dem.

Lærerforliget: Et ekstra løntrin og fokus på forberedelsen

"Jeg synes, vi har vist viljen til at bruge de ressourcer på folkeskolen, som er nødvendige, senest hvor vi har besluttet at afsætte ekstra millioner til området. Men det er fint nok, at lærerne kommer med input, og de vil selvfølgelig indgå i den videre proces med at skabe den bedste folkeskole", siger Michael Ziegler til Lokalavisen Taastrup.