Ny formand for Sproglærerforeningen

I lørdags blev Rita Mogensen valgt som ny formand for Sproglærerforeningen. Den pensionerede engelsk-, fransk- og tysk- og latinlærer er glad for den nye titel og ser frem til at være med til at påvirke udviklingen af fremmesprog i grundskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ikke meget pensionistliv over Rita Mogensens tilværelse. Hun er beskikket censor, foredragsholder, udvikler Fælles Mål for 10. klasse, og nu kan hun også skrive formand for Sproglærerforeningen på sit godt fyldte CV.

Det var blandt andet Rita Mogensens seks års erfaring som engelsk-konsulent i Undervisningsministeriet og tidligere engagement i foreningen, der fik hovedstyrelsen til at pege på hende til formandsposten forud for generalforsamlingen i weekenden.

"Jeg brænder virkelig for fremmedsprog, og det er det, jeg har beskæftiget mig med i hele mit lærerliv. Med formandskabet har jeg nu en mulighed for at gøre en indsats for foreningen", siger Rita Mogensen.

Sejren var for Rita Mogensen heller ikke uventet, da der ikke var andre kandidater til embedet. Den tidligere formand, Ingrid Stuart, døde i august efter kort tids sygdom. Hun var også pensioneret, og Rita Mogensen mener, at det er svært for lærere i fuldtidsansættelse at finde tid til foreningsarbejde.

Ingrid Stuart er død 

"Det er nok blevet endnu sværere med arbejdstidsloven, når mange lærere har fuld tilstedeværelse og flere undervisningstimer. Man bliver ikke frikøbt til jobbet, men modtager et honorar i stedet", siger Rita Mogensen om arbejdet i Sproglærerforeningens hovedstyrelse, hvor gennemsnitsalderen nok er højere end på de fleste lærerværelser.

Håber på hjemmebanefordel Der var ingen, der stillede op til næstformandsposten, heller ikke Leon Aktor, der har haft jobbet siden september efter Ingrid Stuarts død, hvor næstformand Pia Tosti blev konstitueret. Leon Aktor tilbød dog på generalforsamlingen i lørdags at blive ved roret som næstformand det næste år.

Normalt er der valg i lige år. Og når man spørger den nys valgte formand, om hun også stiller op til formandsposten næste år, lyder svaret prompte:

"Det vil nok være ret meget arbejde at tage hul på for kun at være der et år".

For Rita Mogensen har visioner for Sproglærerforeningen, og hun håber, at hendes mange år som undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet vil give hende en hjemmebanefordel, når hun skal igennem med sine visioner. "Jeg kender jo arbejdsgangene og lovteksterne", som hun siger.

Nogle af de mærkesager, Rita Mogensen og Sproglærerforeningen vil arbejde mod, er at sprogundervisningen varetages af uddannede lærere, sikre kontinuitet og samarbejde mellem sproglærere på grundskoler og ungdomsuddannelser og at ligestille alle danske elever i at have et valg mellem tysk og fransk i grundskolen, da det ikke er alle kommuner, der tilbyder fransk.

Fransk fylder ikke meget på landkortet 

Og så har Rita Mogensen tænkt sig at arbejde på at få flere medlemmer i foreningen - men hvordan hun vil få det, vil hun ikke afsløre endnu.

"Jeg har nogle ideer på nuværende, men jeg har ikke nået at vende dem med hovedstyrelsen endnu", siger Rita Mogensen.