Lars Løkke Rasmussen hjælper Mathias fra 2.b på Højagerskolen i Ballerup med regnestykket 19 minus 10 på matematikredskabet Khan Academy.

Løkkes matematik-platform er åbnet

Den digitale læringsplatform Khan Academy's matematikdel er blevet oversat til dansk, og i de kommende uger vil alle skoler modtage materiale om den gratis undervisningsplatform, der skal være med til gøre matematiktimerne sjovere. Den danske udgave af Khan Academy er udviklet af LøkkeFonden, it-virksomheden KMD og en gruppe matematiklærere, der håber at løfte matematikundervisningen i folkeskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvor mange mus er der?" spørger Lars Løkke Rasmussen, mens han sidder på hug ved siden af en pige fra 2.b på Højagerskolen i Ballerup. Pigen har matematik og når hun øver sig i at tælle mus, foregår det på platformen Khan Academy på en iPad.

Khan Academy (se link til højre) består af øvelser, korte hjælpevideoer og spil. Eleverne får matematikopgaver, der er tilpasset deres klassetrin, og går de i stå med en øvelse, kan de blive guidet igennem stoffet i eget tempo via en video. I de forskellige opgaver og emner kan eleverne vinde point og avatarer. Læreren kan følge med i, hvordan de enkelte elever klarer sig i fx brøker, geometriske figurer og ligninger og kan dermed målrette undervisningen til de områder, der volder problemer. Via systemet kan læreren også tildele bestemte opgaver til eleverne alt efter de konkrete behov. 

Matematikundervisningen bliver lettere at differentiere

Kenny Hyldahl Sachse er en af de lærere, der har været med til at oversætte Khan Academy-indholdet. Han har tidligere haft gode erfaringer med den engelske version af hjælpemidlet, men han savnede en udgave med dansk tale, så han gik i gang med at oversætte videoerne. LøkkeFonden og KMD tog projektet op, og nu er over 1200 af videoerne blevet oversat.

"Khan Academy er et fantastisk system. Lærerne har mulighed for at se lige præcis, hvor det er den enkelte elev har problemer, og derved lettere differentiere den daglige matematikundervisning. Forældre kan også logge ind at se, hvordan det går, så den faglige kommunikation mellem lærere og forældre kan på den måde blive styrket. Desuden er der en vanvittig motivationsfaktor i spileffekterne. Børnene synes, det er sjovt", siger Kenny Hyldahl Sachse.

Odense-skole har succes med engelsksprogede matematik-videoer

I 2.b bliver Khan Academy brugt som supplering og afveksling i matematiktimerne cirka hver anden uge. Alexander, der er blevet ni år i dag, kan godt lide platformen.

"Jeg synes, det er godt, at man kan lave forskellige opgaver i programmet, og jeg har allerede vundet en masse avatarer. Matematik i bøgerne er svært, men her er det lettere," siger han og trykker videre på sin iPad, hvor han lægger får sammen; "Der er 19. Nej øv, det var en tand for meget. Svaret var 17."

Stifter af LøkkeFonden, Lars Løkke Rasmussen, håber, Kahn Academy kan være med til at løfte de svage elevers faglige niveau i matematik.

"Det er et fantastisk redskab til at catche op på matematikken, og jeg vil anbefale lærerne at bruge det til at supplere undervisningen," siger han.

Powered by Labrador CMS