Debat

Man skal tage kampen, når den er nødvendig at tage

En kredsformand anbefaler et nej!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære medlemmer

Jeg er kredsformand i Ballerup, hvor vi har en lokaleaftale. Tilmed en ganske fornuftig én af slagsen. Jeg anbefaler ubetinget et nej til overenskomstforliget.

Jeg har tillid til, at vores forhandlere har gjort, hvad der umiddelbart står i deres magt, men det er ikke ensbetydende med, at resultatet er godt nok.  

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Egentlig kunne jeg have ønsket mig, at medlemmerne var blevet bedt om at tage stilling uden en klar anbefaling fra Hovedstyrelsen og formandskabet. Situationen er uden sidestykke, og den fordrer en utraditionel tilgang; en ærlig og nøgtern oplistning af fordele og ulemper ved henholdsvis et ja og et nej kunne have ført til medlemmernes uforbeholdne stillingtagen til resultatet.

Når der altså nu er meldt så klart ud, ser jeg mig nødsaget til at gøre det samme. Jeg har i virkeligheden ikke været i tvivl på noget tidspunkt, selvom jeg bestemt ikke bryder mig om den sandsynlige konsekvens af et nej: konflikt. For mig at se er en stillingtagen ikke helt så kompliceret, som mange gerne vil gøre det. Man må stille sig selv det spørgsmål, om der er opnået et tilfredsstillende resultat i forhold til vores krav? Svaret på det spørgsmål er for mig at se ligetil, og så er der kun ét at gøre, og det er at stemme forliget ned! Alt andet er udtryk for et teknisk og taktisk rationale, som er både KL og regeringen værdigt. Jeg kunne fristes til at kalde det en bekendelse til ”nødvendighedens politik” – vi har ikke noget andet valg. Og den slags bliver jeg aldrig tilhænger af! Jeg er politisk valgt i Danmarks Lærerforening, og jeg mener, at jeg har et stort ansvar for at stå fast på de principielle holdninger og værdier, som har grundlagt vores faglige fællesskab. Jeg agter derfor at gøre det, jeg siger, og sige det, jeg gør.

Der er mange grunde til, at jeg stemmer nej, men de vigtigste er følgende:

Der er noget større på spil end vores arbejdsvilkår. Det handler om retten til medbestemmelse på arbejdets indhold og tilrettelæggelse – lig med kampen for demokrati og mod ledelsesstatens umyndiggørelse. Det er ikke alene en kamp for vores arbejdsvilkår, sådan som det ellers ofte fremstilles i pressen, men for et samfund, som hylder nogle helt andre værdier, end dem Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen står på.

En fagforening skal varetage alle medlemmers interesser og arbejde for at forbedre alle medlemmers vilkår. Ved et ja affinder vi os med, at lærernes arbejdstid skal planlægges med udgangspunkt i Lov 409, uanset at vi teknokratisk har forsøgt at skrive os ud af den sandhed. Loven udløber med udgangen af marts og erstattes af en overenskomst, hvis vi ikke varsler en frigørende konflikt. Det er faktuelt. Det betyder samtidig, at vi affinder os med knægtelsen af den danske model, både ved OK13 og OK15, og de deraf afledte utålelige vilkår for lærerne. Og endelig affinder vi os med markedskræfternes hærgen, som medfører urimeligt forskellige vilkår i kommunerne for det samme lærerarbejde. Vilkårene vil mere end nogensinde før komme til at afhænge af lokale rammebetingelser og styrken hos den enkelte kreds, den enkelte TR, det enkelte medlem. Jeg agiterer for, at Danmarks Lærerforenings indflydelse og aftaleret fortsat skal være landsdækkende; at vi dyrker fællesskabet og solidariteten og modsætter os øget individualisering. Vi er en fagforening - hverken et fagforbund eller én af de gule.

Aftalt forberedelsestid er vores kronjuvel. Der er intet over, intet ved siden af. Vi ved, at en fornuftig sammenhæng mellem undervisning og forberedelse er afgørende for et godt lærerliv. Med dette resultat har den enkelte lærer fortsat ikke skyggen af sikring. En aftale skal selvfølgelig anerkende ledelsesretten, den skal tage udgangspunkt i værdier om samarbejde, tillid og dialog, og den skal indeholde rum for lokal udmøntning og forankring – men det er langt fra nok. Den må basere sig på en vis individuel sikring af forberedelsestiden. Også i erkendelse af, at ledelsen i folkeskolen aldrig vil blive tildelt tilstrækkelige ressourcer til at kunne være så tæt på den enkelte lærers virke, som det er påkrævet for løbende at indgå i komplekse faglige drøftelser af metoder, prioriteringer og valg. Derfor har vi haft arbejdstidsbestemmelser før, og derfor skal vi selvfølgelig have dem igen. I en eller anden form.

Når KL ikke ønsker nationale ressourcebindinger af nogen art, signalerer de med al ønskelig tydelighed, at de ikke har den samme holdning til, hvor stor en del af lærernes arbejdstid, der skal bindes op på forberedelse. Ellers var der jo intet i vejen for at lade sig binde af en aftale på det punkt. Det handler altså mindre om at have tillid eller mistillid til KL og ledernes ageren og langt mere om, at vi har at gøre med en interessekonflikt – sandsynligvis også en forskel på, hvordan vi ser og ønsker lærerrollen. Som fagforening skal vi selvfølgelig kæmpe medlemmernes sag. Længere er den sådan set ikke.       

Vi har langt fra gjort alt, hvad der står i vores magt. Ingen kender konsekvensen af et nej, og alle dem, som siger noget andet, taler usandt. Det er evident, at situationen på flere parametre er markant anderledes end i 2013, selvom der bliver gjort meget for at sætte lighedstegn. Om det ændrer på udfaldet af en eventuel konflikt, kan man kun gisne om. Under alle omstændigheder er jeg af den overbevisning, at lærernes arbejdssituation næppe kan blive værre af et nej. Arbejdsgiveren har allerede fået det hele. Hvad skulle vi tabe ved en Lov 410? Hvad af værdi har vi fået med dette resultat, som vi skal være bange for at miste? Pengene? Inden for rammen er det på flere måder en udmærket fordeling, men rammen er jo givet på forhånd. Bilaget om arbejdstid? Hvis vi tager til takke med den hensigtserklæring, vil det for mig bekræfte, at vi havde lagt os fladt ned på forhånd. Medlemsopbakningen? I så fald er Danmarks Lærerforening ikke vedtægterne værd.

Jeg lever ultimativt betragtet hellere med endnu et lovindgreb efter en langstrakt strejke eller lockout end med en accept af et resultat, der fundamentalt undertrykker vores syn på den danske model og yderligere vil bidrage til at underminere folkeskolen som dette lands fælles uddanneles-, kultur- og dannelsesinstitution. Men jeg er nu slet ikke sikker på, at det kommer så vidt denne gang.  

I respekt for og tillid til vores forhandlere anbefaler jeg altså et nej. Ikke fordi jeg ønsker en ødelæggende konflikt for folkeskolen, men fordi jeg ønsker at sende det klare signal, at KL skal komme med langt større indrømmelser for at få min tilslutning til et resultat.

Vi kan ikke byde os selv at vente indtil 2018! Vi ønsker aftalte forhold, og derfor må vi benytte denne overenskomstforhandling til at markere, at vi vil en anden vej. Man skal tage kampen, når den er nødvendig at tage!

Med fagpolitisk hilsen

Morten Refskov

Powered by Labrador CMS