Når der bliver undervist i førstehjælp på Bryrup Skole får hver elev en dukke, de kan øve sig på.

Eksperter: Skemalægning skal sikre undervisning i førstehjælp

Mange folkeskoleelever modtager ikke undervisning i førstehjælp, selvom de har krav på det. Løsningen er at gøre førstehjælp til en del af et skemalagt fag, mener eksperter og TrygFonden

Publiceret

Folkeskoleelever får ikkeundervisning i førstehjælp

Eleverne i folkeskolen bliver ikke undervist i førstehjælp. Enundervisning, de ellers har krav på. Det er nemlig lovpligtigt, atalle elever skal have modtaget førstehjælpsundervisning, når de erfærdige med 9. klasse. 

"Der er mange elever, der ikke bliver undervist i livreddendeførstehjælp. Det skyldes ikke modstand mod lovgivningen, menplanlægningsudfordringer og manglende kompetencer i førstehjælp,"siger Line Zinckernagel, der sammen med en projektgruppe har laveten undersøgelse om emnet.

 Undersøgelsen "Førstehjælpsundervisning i folkeskolen" ergennemført for Statens Institut for Folkesundhed og GentofteHospital. Den fastslår, at 63 procent af eleverne i 9. klasse ikkehar gennemført undervisningen ifølge de 663 adspurgtefolkeskolelærere.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis Peter fra 8. klasse kommer til skade i skolegården, vil hans klassekammerater ikke vide, hvad de skal gøre. Men det bør de. De fleste elever, der går ud af 9. klasse, kan nemlig ikke yde førstehjælp. Og det er selvom, det er lovpligtigt, at eleverne får undervisning i førstehjælp.

"Mange steder bliver der ikke undervist i førstehjælp. Undervisningen bør være en del af et skemalagt fag, så vi sikrer, at den bliver gennemført," siger Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden.

Førstehjælp er vigtigt

Undervisningen i førstehjælp er en del af det obligatoriske emne færdselslære, som skal gennemføres i løbet af skoletiden. Det er op til skolerne at bestemme, hvordan de organiserer undervisningen, og mange skoler får det altså ikke gjort, til trods for at kendskab til førstehjælp kan gøre en væsentlig forskel for en persons overlevelse.

"Hvis en person får livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem, er chancen for at overleve meget større," fortæller Teis Krag, som er paramediciner og førstehjælpsinstruktør hos Falck.

Forsker og læge på kardiologisk afdeling på Gentofte Hospital Mads Wissenberg bakker ham op, men peger også på en anden vigtig grund.

"Vi ved fra flere forskellige studier, at villigheden til at træde til og yde førstehjælp ved et hjertestop er større, hvis man er uddannet og trænet i at kunne give det," fortæller han og lægger vægt på, at det er vigtigt at have fokus på at lære eleverne førstehjælp.

Natur/teknologi redder førstehjælpsundervisningen i Bryrup

Norge er bedre end Danmark

I Norge har førstehjælp været obligatorisk i folkeskolen siden 1950'erne, og en undersøgelse fra Stavanger-området viser, at nordmændene meget oftere end danskerne yder førstehjælp. De har integreret undervisningen i idræt, og det er en god idé ifølge læge og forsker Mads Wissenberg.

"Ved at skemalægge undervisningen i livreddende førstehjælp som et obligatorisk element vil man kunne sikre en systematisk og regelmæssig uddannelse og træning i det," siger han.

Men Danmarks Lærerforening er ikke entydigt for den organisering, fordi de også ser problemer ved den løsning.

"Måske vil det hjælpe at skemalægge undervisningen, men så kommer der mere pensum i fagene, og lærerne har i forvejen meget at se til," siger Bjørn Hansen, der er formand for Skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening.

Skoleledere skal prioritere førstehjælp

Folkeskolen er et kommunalt ansvar. Derfor er det skolerne og kommunerne, der bestemmer, hvordan de timeløse fag skal organiseres. Ifølge Danmarks Lærerforening er det derfor vigtigt, at skolelederne gør en større indsats for at få gennemført undervisningen.

"Skolelederne skal sætte fokus på, at der skal være tid til at gennemføre undervisningen. Som med de andre af de timeløse fag er man nødt til at placere og prioritere det i en årsplan," fortæller Bjørn Hansen.

Skolelederne er enige med Danmarks Lærerforening i, at der skal være et større fokus på førstehjælpsundervisningen, for at den bliver gennemført.

"Ansvaret ligger hos skolelederne. Hvis loven ikke overholdes, må de sikre, at den bliver det. Det er åbenlyst, at skoleledelsen må give undervisningen tilstrækkelig fokus," siger næstformand i Skolelederforeningen, Jørgen Mandrup.

Fokus med nye Fælles Mål

KL er klar over, at ansvaret er kommunernes. Men de er sikre på, at de nye Fælles Mål vil hjælpe.

"Kommunerne skal leve op til kravene. Det får de bedre mulighed for med de forenklede fælles mål, fordi de er mere specifikke. Med dem bliver kravene tydeligere for skolerne," siger konsulent for Børn og Uddannelse i Kommunernes Landsforening Søren Melcher.

TrygFonden er glad for alle tiltag, der kan skabe fokus på at førstehjælpsundervisningen bliver gennemført. Men ifølge projektchef Grethe Thomas er der et »fuldstændigt entydigt svar på, hvad løsningen er«.

"Omdrejningspunktet er, om det er et timeløst eller skemalagt fag. Ved at integrere førstehjælp i et skemalagt fag sikrer man, at undervisningen bliver gennemført," siger Grethe Thomas, der har været med til at foreslå Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg at gøre det på den måde.

Skolerne skal selv bestemme

KL holder fast i, at førstehjælpsundervisningen er organiseret på den bedst mulige måde, fordi skolerne selv skal bestemme.

"Det er vigtigt, at de enkelte skoler kan organisere sig, så de bedst muligt kan udnytte deres ressourcer. Vi har tillid til, at skolerne også kan strukturere deres undervisning, så de lever op til de kravene," siger Søren Melcher.

På de skoler, hvor undervisningen bliver gennemført, er det oftest sket i temadage eller et skemalagt fag. Det er især idræt eller biologi, som skolerne integrerer undervisningen i. Det viser undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed og Gentofte Hospital. 

Uenighed om løsning

Selvom skoler har succes med at lægge førstehjælpsundervisningen i idræt, vil Undervisningsministeriet ikke overveje at føre førstehjælp ind i et skemalagt fag. Det skal være kommunerne og skolerne, der sørger for, at undervisningen bliver gennemført.

 "Vi har styrket fokus på førstehjælp med de nye forenklede fælles mål. Det er kommunerne og skolernes opgave at sikre, at der bliver undervist," siger chefkonsulent i Undervisningsministeriet Helene Hoff.

TrygFonden peger stadig på, at den bedste løsning er at lægge førstehjælpsundervisningen i et skemalagt fag. På den måde sikrer man gentagelser i undervisningen, som er vigtige, når man skal lære førstehjælp.

"Det er vigtigt, at man får repeteret førstehjælpsundervisningen. Så afprøver man færdigheder og føler sig mere skarp. Det gør, at man reagerer, hvis der er brug for det," siger paramediciner og førstehjælpsinstruktør Teis Krag.

Desuden sparer man ifølge TrygFonden både Undervisningsministeriet, kommunerne og skolerne for en masse arbejde.

 "Lige nu bruges rigtig meget energi på tilsyn, fokus og prioriteringer for at få undervisningen gennemført. Det kan man slippe for, hvis det bliver en del af et skemalagt fag, for så er det en del af pensum i faget," siger Grethe Thomas.

Powered by Labrador CMS