"Vi er i en implementeringsperiode samtidig med, at 40 kommuner laver besparelser på skoleområdet. Det hænger ikke sammen", siger formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen.

Skole og Forældre: Skolereformen er underfinansieret

Kommunerne underfinansierer folkeskolen. Det slår igennem på dårlig eller manglende implementering af folkeskolereformen og fører nu til, at flere forældre end før er utilfredse med reformen. Sådan lyder konklusionen i et notat fra Skole og Forældre.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den store forhåndsopbakning, som forældrene har vist folkeskolereformen, er i gang med at blive udhulet på grund af manglende eller dårlig implementering. Skole og Forældre opfordrer derfor Folketinget og kommunerne til at finansiere folkeskolen tilstrækkeligt til at implementere folkeskolereformen i en god kvalitet", står der i konklusionen i et tre sider langt notat som Skole og Forældre har udarbejdet. Notatet er skrevet til et møde i det Partnerskab om folkeskolen, som Christine Antorini har oprettet i forbindelse med den nye folkeskolelov. Mødet skal afholdes den 19. februar.

Notatet bygger på en undersøgelse som Skole og Forældre har foretaget blandt forældre til børn i folkeskolen, og det viser, at forældrenes utilfredshed er steget siden Skole og Forældre foretog en lignende undersøgelse i september sidste år.

Reform: Forældreopbakning er faldende

Formand for Skole og Samfund Mette With Hagensen mener, at kommunerne skal stille de nødvendige resurser til rådighed for, at skolerne kan udfolde loven. 

"Vi er i en implementeringsperiode samtidig med, at 40 kommuner laver besparelser på skoleområdet. Det hænger ikke sammen. De bliver nødt til at sætte flere resurser ind på skolen i en introduktionsperiode, og så kan det godt være man på sigt kan opnå besparelser. Men man kan ikke implementere og spare på samme tid", siger Mette With Hagensen.

Kommunerne vil spare 450 millioner på skolen i år

Find ud af, hvad der virker

I undersøgelsen peger forældrene på, at lektiecafe og bevægelse ikke har tilstrækkelig god kvalitet. Her mener Mette With Hagensen, at også Undervisningsministeriet kan bidrage til at skabe bedre kvalitet i skolen.

"Vi ved, at lærerne ved meget lidt om, hvordan man laver bevægelse, der understøtter pædagogikken. Her må læringskonsulenterne fra ministeriet på banen, og der skal være fokus på efteruddannelse. Det samme gælder måske også den understøttende undervisning. Vi skal have klædt hinanden på til, hvad der virker for at løfte kvaliteten af undervisningen", siger Mette With Hagensen.

Stort forskningsprojekt: Usikker læringseffekt ved bevægelse

Bedre kommunikation

Men også skolerne kan gøre en forskel ved at blive bedre til at kommunikere med forældrene om de udfordringer, som skolereformen bringer.

"Skolelederen og os i skolebestyrelserne skal melde ud til forældrene. De skal melde ud; 'Vi arbejder på sagen. Det her har vi styr på. Det her har vi ikke styr på'. Hvis de ikke kommunikerer, så bliver vi forældre utrygge".

DLF: Nu må politikerne lytte

DLF: Besparelser går ud over kvaliteten

Formand for Skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF Bjørn Hansen håber, at politikerne lytter, når forældrene opfordrer til, at kommunerne finder penge, så skolereformen kan implementeres på en god måde.

"Vi er helt enige. Det er godt, at forældrene siger det højt. Nu må politikerne lytte, når forældrene og vi siger, at reformen er underfinansieret". 

Læs mere

Find notatet fra Skole og Forældre her