Den 29. og 30. januar holder KL børne-topmøde i Aalborg.

Ziegler: Klart nej til arbejdstidsaftaler

Der var helt stille, mens KL's chefforhandler, den konservative borgmester Michael Ziegler, fortalte 1800 kommunale topfolk om overenskomstforhandlingerne. Anders Bondo kalder det "grænseoverskridende" at forhandle fra en talerstol

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvis jeg skal give et indtryk af, hvordan det går med forhandlingerne om overenskomsten, vil jeg sige, at vi generelt har mødt organisationer, som er indstillet på et fredeligt forhandlingsforløb. Men det er jo vigtigt at huske det gamle mundheld: Ingen regel uden undtagelse". Sådan indledte KL's cheforhandler, Michael Ziegler, et kort oplæg om overenskomstforhandlingerne ved KL's Børn og Unge Topmøde i Aalborg i dag. Her samles omkring 1800 kommunale embedsmænd og politikere i to dage, mens de netværker og lytter til oplæg.

Dele af den fyldte sal gnæggede indforstået. Mange mente nok at vide, hvor undtagelsen lå.

Michael Ziegler fortalte salen, at han var enig med Anders Bondo i, at en konflikt ikke ville være god for folkeskolen. Og han understregede, at han gerne ville kvittere for, at der arbejdes ihærdigt rundt omkring for at realisere reformen. "En stor tak", sagde han.

Antorini og Allerslev: Folkeskolereformen går overraskende godt

Reform godt på vej

Men selv om han indrømmede, at "alt ikke har kørt snorlige lige fra starten" mener han, at reformen var godt på vej. Og han sagde blankt nej til at forhandle om en ny arbejdstidsaftale. Det vil lægge bånd på lederne og ikke støtte muligheden for at tilrettelægge skoledagen fleksibelt, sagde han.

 Der var helt stille i salen under chefforhandlerens indlæg.

Anders Bondo sagde bagefter til Folkeskolen, at det er grænseoverskridende af Michael Ziegler at forhandle i det offentlige rum.

 "Det er helt uden for alle forhandlingsregler, at han på den måde forhandler fra en talerstol. Begge parter har forskellige krav og dem udveksler vi ved forhandlingsbordet. Så hvis Ziegler mener det alvorligt, at han gerne vil undgå en konflikt, er det ikke denne måde, han skal gøre det på", sagde en vred Anders Bondo Christensen.

"Jeg har ikke offentliggjort, hvad der bliver talt om ved forhandlingerne. Men hvis det er sådan, det skal foregå, vil jeg da overveje det", sagde Anders Bondo, som efterlyste at KL tager problemerne alvorligt.

 "Folkeskolen står over for helt kolossale udfordringer, som det ikke nytter noget at lukke øjnene for. Alle kan se, at der er et uacceptabelt sygefravær og folk søger væk - der er alt for få, som vil ind på læreruddannelsen", sagde Anders Bondo, som efterlyser at KL tager ansvar for at få løst problemerne.

 

Folkeskolerefor og lov om arbejdstid skræmmer lærere væk fra Folkeskolen