Blog
9   575

Huskebogen

Abonner på nyt om Dagbog: Pernille Kepler i dit personlige nyhedsbrev.


For nogle år siden begyndte jeg og mine børn at skrive i huskebogen. Det er en lille bog med blanke sider, som jeg fik i julegave af en af mine døtre. Jeg besluttede i slutningen af 2008, at den skulle bruges til at skrive i hvert nytår, så vi hver især fik skrevet det ned, som havde betydet allermest for os i løbet af året - både godt og skidt. Da jeg skulle skrive i huskebogen i år, bladrede jeg tilbage og læste de foregående år. Uden at jeg havde været bevidst om det, havde alle årene et lille afsnit om mit arbejde. Det var ikke opløftende.

Jeg vælger at dele det med jer, fordi de forskellige år viser, at folkeskolen og dermed undervisningen har lidt i mange år, og at rulle lov 409 tilbage slet ikke vil være nok. Jeg ved, at dette ikke er oplevelsen for en enkelt lærer, men at rigtig mange lærere og elever har tænkt og følt det samme, ikke bare siden 2008, men i mange flere år end det.

31.12. 2008:  "I år har været et hårdt år som tillidsrepræsentant med overenskomstforhandlinger og en chef, der ikke forstår at være konstruktiv og indgå i dynamiske drøftelser.Til gengæld har jeg oplevet stor opbakning fra mine dejlige kollegaer, og eleverne er på hver deres måde berigende. Selv gamle elever giver på Facebook udtryk for, at de savner mig og andre af deres tidligere lærere".

Artiklen fortsætter under banneret

01.01. 2010:  "Jeg har skiftet job og arbejder nu som lærer i Hedehusene. Det er befriende med en tillidsfuld chef, men vi lider stadig under skattestop og Bertel Bims: Der er lang afstand mellem forventninger til såvel lærere som elever og de tildelte resurser.Jeg ønsker mig et arbejde, hvor jeg det meste af tiden har en følelse af, at jeg har gjort minimum det, der forventes af mig".

01.01. 2011:  "Jeg arbejder stadig på Hedehusene Skole, hvor vi er hårdt ramt af store nedskæringer på et i forvejen alt for ringe budget. Skolen har været lukningstruet, men strategien er - uofficielt - at få skolen til at lukke sig selv. Ud af en lærerstab på kun 30 er der 2 langtidssygemeldte pga. stress. To lærere, der ikke kan affinde sig med, at det er umuligt at løse undervisningsopgaven tilfredsstillende. Næste år skal vi skæres ned med en lærerstilling yderligere til de samme opgaver. På 7 år er der skåret 8 lærerstillinger væk - Hvad tænker de politikere dog på? Jeg har dog - mirakuløst - fået tildelt linjefag i matematik, så jeg går på seminariet tirsdag og torsdag med løn. Undervisningen er dog på så højt niveau og meget få timer reel matematik, at jeg er i tvivl, om jeg består!"

01.01. 2012:  "2011 var et år med flere nedskæringer på arbejdet - to er blevet fyret - og vi har 2 andre langtidssygemeldte - det ser ud til, at det er en permanent tilstand. Det er lykkedes mig at få tildelt lidt flere penge til biologi, så vi nu har akvarie (forældredonation), stereolupper og lidt andet nyt udstyr."

15.01. 2013:  "På arbejdet har jeg en skøn 8.-klasse, som jeg nu er klasselærer for. Som ny matematiklærer er jeg ikke verdens bedste, men de bærer over med mine fejl ;-).Der er stadig problemer med forholdet mellem krav og resurser i Høje-Tåstrup, og håbløsheden breder sig - ikke mindst fordi borgmesteren via KL har meldt ud, at lærernes forberedelsestid skal ned. Der er optræk til hård konfrontation i forårets forhandlinger"

01.01. 2014:  "Endnu et år er gået - og sikke et år! Som forudset blev forårets overenskomstforhandlinger hårde - men korte: Inden vi så os om, var vi lockoutet! Et helt usædvanligt skridt fra arbejdsgivernes side uden forudgående strejke. Hele processen stinker af aftalt spil mellem KL og regeringen, der da også efter 4 uger leverede et lovindgreb. Alle de frustrationer og den vrede, der opstod, medførte, at en stor flok lærere og en del andre, der er utilfredse med regeringens metoder stiftede et nyt parti."

08.01. 2015:  "Arbejdet er trægt. Glæden er kvast efter lockouten og diverse politikeres behandling af lærerstanden. Vi er mange, der er bekymrede for de politiske toner, hvor forskellige erhvervsgrupper og samfundsgrupper på skift bliver udstillet som dovne, umoderne og overprivilligerede."

Hvis skolen ikke skal visne totalt, og god undervisning ikke fremover skal være noget, som kun de resursestærke familier har råd til, så må politikere over en bred karm blive sig deres ansvar bevidst: Skolen er ikke en politisk kampplads, den skal ikke gøres til genstand for valgflæsk. Den er sammen med de andre offentlige funktioner fundamentet for et sundt samfund.

Jeg skal gøre opmærksom på, at uddragene er citeret 99 %, som de står i vores huskebog. Det er private notater, skrevet af en privatperson. Det er således private "synsninger" og ikke videnskabelige eller nødvendigvis faktuelle sandheder. Fx er det en helt personlig "synsning", at politikernes udsultning af Hedehusene Skole kunne ligne et forsøg på at få skolen til at lukke sig selv.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ