Den danske folkeskole er under pres og politikerne ser blot passivt til. Hvis vi vil undgå, at Danmarks skolevæsen deles op i A- og B-hold, er politikerne på Christiansborg nødt til at gøre noget .Men lad mig starte med at sige dette: Jeg har ikke noget imod friskoler og privatskoler. Jeg synes, det er godt med alternativer til det ”normale.” Og jeg har slet ikke noget imod at forældre vælger det, de synes er bedst for deres børn. Jeg er bare oprigtig bekymret for om sammenhængskraften i Danmark kan overleve, hvis folkeskolerne fortsat svækkes. Derfor kommer jeg her med to konkrete modeller til, hvordan vi kan gøre noget for at bremse dén udvikling:

Omlæg tilskuddene til privatskolerne og friskolerne – light

Med de nuværende tilskud til privatskoler og friskoler, som jeg mener er skævt og ”konkurrenceforvridende”, er det næsten nødt til at udvikle sig sådan, at folkeskolerne mister elever. Privatskoler modtager 71 % i tilskud pr. elev uafhængigt af om eleven er fra en stærk eller svag familie, og uanset om eleven kræver ekstra ressourcer for skolen.

Flere kommuner vælger i dag at give tilskud til folkeskoler ud fra socioøkonomiske kriterier, således at skoler tildeles midler ud fra deres elevgrundlag. Det giver rigtig god mening, fordi pengene på den måde bevæger sig det sted hen, hvor der er mest brug for dem – ligesom det øger skolernes incitament til at beholde de elever, der kan være en udfordring. I mine øjne giver de socioøkonomiske tilskud direkte incitament til at vi løfter i flok. Og det er godt. Det betyder imidlertid også, at der faktisk findes folkeskoler i Danmark, der får mindre i tilskud end privatskoler, fordi de pågældende folkeskolers elevgrundlag er ressourcestærkt. Det er i sig selv skævt.

Men det grundlæggende problem er, at privatskolerne selv vælger, hvilke elever de vil optage, og privatskolerne dermed ikke har økonomisk incitament til at optage elever, der kræver ekstra ressourcer. På sigt vil det betyde, at det er folkeskolen, der skal løfte den opgave. Jeg bakker grundlæggende op om inklusion, men jeg tror også på, at det vil udfordre folkeskolen, hvis det i fremtiden kun er folkeskolerne rundt omkring i landet, der skal løfte inklusionsindsatsen – især når mange kommuner ser inklusionen som en mulighed for at spare penge. Derfor bør man indrette privatskolerne- og friskolernes tilskud, så det også tildeles og reguleres efter socioøkonomiske faktorer. Det vil betyde, at incitamentet til at løfte det sociale ansvar styrkes. Omvendt skal kommunerne så også aktivt sørge for at hjælpe privatskolerne og friskolerne med rådgivning og støtte – den samme støtte som folkeskolerne tildeles i dag.

Omlæg tilskuddene til privatskolerne og friskolerne – hard

En helt anden model, som givetvis vil blive kritiseret af klassiske bureaukrater for at være svær at praktisere på grund af styring, er, at man giver privatskolerne og friskolerne præcis samme tilskud som folkeskolen – men at privatskolerne og friskolerne ikke kan vælge og vrage i mellem hvilke børn de optager. For mange ville dette være et brud med den grundlæggende forudsætning for en privatskole – men for mig er det blot en måde til at sikre, alle skoler løfter det sociale ansvar.

Flere tænker sikkert: Hvad er så det specielle i at være privatskole eller friskole? Men det er jo netop, at skolen er fri til at drive skole som den vil. Vi kender det fra de selvejende daginstitutioner. Således burde man også oprette selvejende skoler, der har en bestyrelse, der driver skolen. Skolen får altså 100 % tilskud pr. barn svarende til folkeskolens gennemsnitslige elevpris – men skolen skal tilsvarende optage alle typer elever. Og så skal tilskuddet selvfølgelig fortsat tildeles til alle skoler efter socioøkonomiske kriterier.

Ingen tvivl om, at denne model er en konkurrence til folkeskolen, men en fair konkurrence, for på den måde ville den ”selvejende skole” og folkeskolen have nøjagtigt de samme vilkår. Hvis forældrene så hellere vil have deres børn til at gå på en selvejende skole, så er det jo politikerne, der må spørge sig selv om, hvorvidt vi driver folkeskolen godt nok. Den konkurrence der er mellem privatskoler og folkeskoler i dag er derimod ulige – netop fordi den nuværende tilskudsmodel har en indbygget ulighed. Betyder det så, at privatskolerne, som vi kender dem, helt bør afskaffes ved denne model? Nej, de kan bare kun få tilskud, hvis de optager alle typer elever. Hvis ikke – så må de selv betale. Det klassiske modargument til dette er, at de ressourcesvage ikke vil have råd til at gå på privatskolerne i denne model. Men det er jo i forvejen tilfældet på rigtig mange skoler i dag, at børn af rige forældre klumper sig sammen, og at de ressourcesvage børn dermed ekskluderes.

Og så er jeg heller ikke sikker på, at det er helt rigtigt at det vil gå sådan. Tværtimod tror jeg ikke, at forældre vil betale mange penge for et privat skoletilbud, når man kan få et glimrende folkeskoletilbud gratis. Det er i hvert fald ikke tilfældet i f.eks. Skotland, som jeg netop har besøgt. Her giver man ikke samme slags tilskud til privatskoler som i Danmark – og antallet af privatskoler er da også forsvindende lille i Skotland. De vælger den offentlige skole, fordi den er gratis og god. Og fordi alternativet er alt for dyrt.

Jeg argumenterer i denne model for, at man i et fremtidigt skolevæsen har både folkeskoler, selvejende skoler og privat- og friskoler – men at skolerne, modsat i dag, opererer på lige vilkår.

Hvad så nu?

Når man diskuterer privatskoler i offentligheden er det klassiske modsvar fra politikerne, at metoden til at konkurrere med privatskoler, er, at gøre folkeskolerne så gode, som vi kan. Det synes jeg sådan set er et legitimt modsvar, men det tager ikke højde for den grundlæggende konkurrenceulighed, der er i den nuværende tilskudsmodel. Og jeg tvivler på, at de samme politikere, som kommer med dette type modsvar, nogensinde ellers i den offentlige sektor ville acceptere et konkurrenceforhold, hvor den ene konkurrerende part har en langt bedre forudsætning for at klare sig end den anden. Derfor: Først når en af disse modeller er implementeret, kan man tale om en sund konkurrence imellem skolerne om faglighed og om at tage et socialt ansvar. Modellerne implementerer imidlertid ikke sig selv, og jeg tvivler på om politikerne – der ofte selv har børn på privatskoler – har modet til rent faktisk at ændre på det ulige styrkeforhold i mellem privatskoler og folkeskoler, som vi ser i dag. Man kan dog håbe – for alternativet er en sammenhængskraft, der i stigende grad bliver sat på prøve. Og helt ærligt, hvornår har det offentlige ellers betalt så mange penge til noget uden at stille krav om, hvad vi får igen? Med de skattekroner som vi betaler i tilskud til privatskoler og friskoler, så er det mere end retfærdigt, at vi også beder om, at alle løfter et socialt ansvar. 

Jacob Mark

Folketingskandidat og landsledelsesmedlem for SF. Børneudvalgsformand i Køge Kommune