Anmeldelse

Fra natur til teknik - konstruktion

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et nyt skud på stammen i serien "Fra natur til teknik" har set dagens lys. Fra 1.-6. klasse arbejdes der med de fire temaer kommunikation, konstruktion, kredsløb og bevægelse, således at der bygges oven på de forudgående bøger. Denne lidt utraditionelle opbygning vil sandsynligvis gøre det nemmere for læreren at bevare overblikket og sikre progressionen gennem hele forløbet.

Fakta:

Titel: Fra natur til teknik - konstruktion

Forfatter: Iben Dalgaard, Jytte Lyne Rahbek, Per Buskov

Type: Bog

Forlag: Alinea

Materialet består af en elevbog og en fyldig lærervejledning med kopisider. Temaet behandles ved hjælp af seks emner, som alle på en eller anden måde har noget med konstruktion at gøre. Elevbogen til 5.-6. klasse er flot, men lidt uoverskuelig. Der er både en ret komprimeret og lidt svær brødtekst, faktabokse, tegninger og fotos og en frise nederst på siden, hvor de vigtigste faglige begreber fremhæves. Derudover er der forskellige ikoner, som viser, at eleven nu skal undersøge noget eller lave et forsøg. Ikonerne er forklaret i lærervejledningen, men burde også have været forklaret i elevbogen. Og hvorfor har man ikke brugt nogle flere fotos i stedet for tegninger?

Lærervejledningen er grundig og forbereder læreren godt til de forskellige emner. Der er masser af baggrundsviden, forslag til det videre arbejde og til evalueringsformer - alt sammen sat i relation til de faglige mål. De 40 kopiark er udmærkede, om end nogle af dem er lige lovlig kogebogsagtige.

Sidste del af serien skulle udkomme i 2009 - foreløbig er der i hvert fald materiale til masser af timers spændende natur/teknik-undervisning.