Debattører i panelet. Fra venstre mod højre: Miranda Dagsson, fmd. Danske Skoleelever; Mathilde Vinther, fmd. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning; Rasmus Dahl, konsulent ved DI; Andreas Hastrup, MF for Liberal Alliance; Simon Lindkær, uddannelsesordfører for Venstre Ungdom og Astrid Carøe, SF Ungdom i Sorø.

Danske Skoleelever: De faglige talenter keder sig

De dygtige elever keder sig i klasseværelset viser en ny undersøgelse. Er det fordi skolen ikke stiller høje nok krav til dem? Det blev diskuteret i går ved en paneldebat på ScienceTalenters årlige konference om talent i skole og uddannelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Panelet bestod både af repræsentanter fra erhvervslivet, ungdomspolitikere samt formændene for Danske Skoleelever og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og det var i høj grad et konsensuspanel, hvor alle var enige om, at tilbuddene til de fagligt stærke elever skal styrkes. Baggrunden for debatten var formiddagens oplæg var blandt andet en undersøgelse fra Danske Skoleelever og Dansk Industri, som blandt andet viser, at talentfulde unge keder sig i skolen. Og fordi det ikke er sejt at være klog, yder de heller ikke deres bedste.

Den kultur skal ændres, mener Miranda Dagsson, der er formand for Danske Skoleelever. Børn og unge skal ikke mobbes, fordi de bliver hurtigt færdige og rækker hånden op i timerne.

"Der sidder nogle elever derude, som ikke udnytter deres fulde potentiale og bliver i stedet umotiverede. Alle skal have muligheden for at blive udfordret og have en spændende skolegang - også de, der bliver hurtigt færdige med deres opgaver og klarer sig godt. På den måde skal skolen være bedre til at favne bredere generelt", siger Miranda Dagsson.

Der skal en kulturændring til Under debatten røg en finger i vejret fra Gitte Nielsen, der er lærer på Holbergskolen i Dianalund. Hun synes, at det med reform og Lov 409 i ryggen er svært at finde tid til at udfordre talenterne i hendes klasser.

"Jeg synes, det er vigtigt at pleje vores faglige talenter på skolerne, men i år bliver jeg ramt at nogle ramme- og resursemæssige ting, der begrænser mig. Jeg har kun lige tid til at spotte de dygtige elever, men at gribe fat i dem og fordybe sig i den enkelte elev. Jeg synes, det er vigtigt at tale om, hvordan vi kan støtte de, der er særligt dygtige. Men lige nu i forbindelse med reformen og de nye arbejdstider er det også vigtigt at tale om, hvilke resursemæssige udfordringer, vi har", siger Gitte Nielsen.

Talentchef for ScienceTalenter på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø, Hanne Hautop, ved godt, at situationen på folkeskolerne er presset lige nu, men mener samtidigt, at det er vigtigt at italesætte det, så der kan blive skabt den kulturændring, som Miranda Dagsson og Danske Skoleelever efterlyser.

"Jeg synes, det er et rigtigt godt tidspunkt at tale om talentudvikling, for vi er midt i en tid, hvor der i forvejen sker mange ændringer i skolen. Det giver mulighed for at komme ind med denne her kulturændring og få sat fokus på talenterne. Rent politisk er det nu, vi kan skabe de ændringer - det er vigtigt, at det bliver anerkendt, at talentudvikling også er en del af den understøttende undervisning. Men det kan godt være, at der går et par år, inden det kan udføres i praksis på alle landets skoler", siger Hanne Hautop.

Læs mere

Undersøgelse: De dygtigste elever holdes nede iskolen. 

Powered by Labrador CMS