Undervisningen i Sissel Bruuns 1.d bliver ofte nærmest fysisk, og eleverne er i den grad på, mens de leger med hinanden og med sproget

Engelsk-lærere fremstiller egne materialer i kassevis

Made in Roskilde: På Trekronerskolen har seks engelsklærere fået både tid og penge til at fremstille læremidler til tidlig sprogstart i engelsk. Lærernes opskrift til skolelederen lød: Et kursus i tidlig sprogstart, møde med en fagkonsulent, tre hele dage og 10.000 kr. til indkøb. Det sagde skolelederen go til, og nu står 10 nye kasser med lærernes egne materialer parat i skolens ”sproghjørne”.

Publiceret
Vi startede med at besvare spørgsmål som ”Hvad vil vi med 1.-klasserne, hvad vil vi med 2.-klasserne, hvad er indholdet, hvad er det for temaer – og ikke mindst: Hvordan skal vi gøre det?, fortæller lærer på Trekronerskolen, Kirstine Jordan, der her ses i et sproghjørne på skolen ved reolerne med de 10 kasser materialer, lærerne har fremstillet.

emnekasser

  • Colours
  • Numbers
  • Verbs
  • Prepositions
  • Family & Presentation
  • Body
  • Clothes
  • Food
  • Animals
  • House

Links som trekroner-lærernebruger

tidligsprogstart.dk 

Undervisningsministeriets hjemmeside med link til materialermm.

toolsforeducators.com 

Side til produktion af: bingoplader, spilleplader, dominospil,crosswords, word searches, diverse læse & skrive opgave siderog meget, meget mere.

teachchildrenesl.com 

Diverse færdiglavede flashcards, games, songs mm.

learnenglishkids.britishcouncil.org/en/

Diversespil, sange, arb.ark. mm til emnerne

Hent nogle af Trekronerskolens egne dokumenter via linkenetil højre

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inden lærerne på Trekronerskolen skulle i gang med reformens tidlige sprogstart i engelsk i august, udviklede de seks lærere ideen om at lave egne materialer og samtidig opnå faglig fordybelse. At få stillet lysten til at sprog-nørde, mens de arbejdede med materialerne.

Det blev til hele 10 kasser materialer, som lærerne bruger løs af i deres engelskundervisning i indskolingen.

"Vi valgte at lave vores egne materialer ud fra en vurdering af, hvad der var muligt at købe hjem, og så hvad vi synes, vi havde behov for i undervisningen, siger lærer Sissel Bruun, der har undervist syv år i engelsk. Denne morgen skal hun undervise en 1. klasse ud fra kasserne  "Colours" og "Numbers".

Sissel Bruun fortæller, at lærerne på Trekronerskolen ikke arbejder meget med bogsystemer til engelsk i 1.-2. klasse. Blandt deres egne materialer er for eksempel tegninger eller billeder af dyr, lærerne selv har klippet ud og lamineret.

Lærerne mødtes i starten af skoleåret - de tre dage i august, da reformen var trådt i kraft. Lærerne fik simpelthen lov til at arbejde med fremstilling af materialer. De fik fri fra den normale undervisning og i stedet kursustimer til at lave sprogkasserne.

"Jeg synes, det var rigtig godt at sidde med de andre lærere og lave materialerne. Det var fedt, at der kunne afsættes tid til det. I vores gruppe kunne vi så diskutere, hvad vi synes, der var behov for og hvad vi synes, der virker. Vi trak på hinandens erfaringer, men det gør vi nu altid, siger Sissel Bruun.

Vi har fået lov til at følge hendes undervisning i 1. klasse.

The Big Fat Hen

Denne morgen er eleverne i 1. d snakkesalige og livlige, men Sissel Bruun kan skabe ro ved blot at klappe lidt hænderne eller hun tysser på en særlig "engelsk" måde efter rytmen i sangen "1-2-3-4 let's go". Er eleverne særligt støjende klapper hun to gange. Det virker.

En af øvelserne erwalk and talk, hvor eleverne først lærer tal-remsen "One, Two, Buckle my shoe", dernæst går de en tur udenfor på skolen, mens de to og to øver remsen og forklarer hinanden remsens betydning på dansk.  

De laminerede tal fra kassen er hængt op sammen med flere tegninger, heriblandt en stor fed høne. Eleverne tæller op til 10 på engelsk, og tallet 10 er det store hit, for her lyder remsen således:

"Nine, Ten - The Big Fat Hen". Eleverne kan remsen og er ivrige, og helt henrykte bliver de, da Sissel Bruun puster sig op og vralter rundt i lokalet.

"Hvad betyder "The Big Fat Hen"? spørger hun eleverne.

"En stor kylling", siger en af pigerne.

"Ja, eller høne", lyder det fra Sissel Bruun.

Hver anden gang ender remsen således: "Nine, Ten - Do it again", men det er ikke nær så sjovt som at sige  og se læreren vralte. Nu skal eleverne ud og gå en tur og sige remsen for hinanden to og to - eleverne myldrer ud af døren, der er i den grad bevægelse i undervisningen.

"Vi arbejder meget bevidst med at bruge fagter og bevægelse, selv om det ikke er 'sved-på-panden-bevægelser'", forklarer Sissel Bruun.

Da eleverne lidt efter er på vej tilbage i klassen, muntre og snakkende på dansk, siger Sissel Bruun:

"Jeg er lidt i tvivl om, hvad de får ud af den øvelse med at gå to og to, men så må vi bare tage den igen en anden dag".  

Generelt har børnene i hendes klasse taget godt imod de materialer, der er fremstillet.  For eksempel er de laminerede kort med små dyr, som lærerne har klippet ud og sat på stænger, som eleverne kan gå rundt med i klasselokalet er et stort hit.

"Jeg veksler mellem de materialer, vi selv har lavet og så for eksempel at vise klip fra YouTube. Det giver god afveksling, at der er noget elevere kan se, og der er musik, så de kan synge med. Og de elsker det jo, det er en god måde at starte og slutte på. Og de spørger efter sange og musik", siger Sissel Bruun.

Go fra skolelederen

Kirstine Jordan fortæller, at skolelederen allerede da reformen blev vedtaget havde nedsat arbejdsgrupper med udgangspunkt i de nye områder i reformen. Det var her arbejdsgruppen for tidlig sprogstart udviklede ideen om selv at lave egne materialer. Lærerne brugte først tre timer på at lave arbejdspapirer om projektet, som skolelederen så sagde ja til. Hun fremviser skolens "sproghjørne" i kælderen, hvor der nu står de 10 kasser med materialer, som lærerne har lavet.

"Vi synes, at vi bedre kan bruge de materialer, vi selv har lavet, frem for noget, andre har fremstillet. Vi synes det var sjovere. Vi kunne plukke af alle de gode ideer, vi fik i arbejdsgruppen. Mange andre må sidde alene med det, vi har siddet seks mennesker sammen, det har været fedt. Så popper ideerne op", siger hun.

Kirstine Jordan siger, at lærerne på Trekronerskolen endnu ikke har set "det fantastiske system" til sprog i de yngste klasser, men hun erkender også at de ikke har ledt efter det.

"Vi har ikke scannet markedet, for vi havde det sådan, at vi hellere selv ville lave materialerne, siger Kirstine Jordan.

Selv om lærerne i visse tilfælde har lavet deres egne kasser, er det en klar fordel at have diskuteret det igennem i gruppen.

"Vi har jo koordineret og aftalt, hvordan det skulle være", siger hun.

"Vi synes, at det var fedt, at vi fik lov. Og på kurset var mange af de andre lærere målløse over, at vi fik tre arbejdsdage til det", fortæller Kirstine Jordan.

Materialerne bygger på lærernes ideer fra deres kurser. Blandt andet har lærerne fremstillet flashcards med tal og dyr.

"Vi blev enige om, det skulle det være sådan, at det hele kunne blive hængende oppe, så der skulle være fire sæt af hver, siger hun og viser et flashcard frem med en tegning af en T-shirt.

Til hvert sæt er der en vejledning og forslag til flere lege. Eller forslag til relevante bøger, læreren kan læse højt.

Nu også engelske skoleuniformer

"Jeg var i England i sommer, og så tænkte jeg: Selvfølgelig skal vi have noget med skoleuniformer", siger Kirstine Jordan, som købte to uniformer med hjem. Ved siden af står en kuffert med andet tøj, som lærerne har fået fra skolens gemmekasse.

I samlingen af materialer indgår også to kuffeter fyldt med tøj. Dem har lærerne fået forskellige steder fra.

"Vi tænkte, at det ville være for kedeligt, hvis eleverne kun skulle spille kort. Med tøjet og nogle tørresnore, har vi mulighed for at lave flere aktiviteter med eleverne," siger Kirstine Jordan.

Lærerne har målrettet kasserne, så de også passer til de elever i 2. klasse, der ikke har haft engelsk i 1. klasse.  Materialerne kan der stadig udvikles på, lærerne har stadig mange ideer.

"Vi har aftalt med vores skoleleder, at vi efter sommerferien får halvanden dag, hvor vi ser kasserne igennem og bygger videre på ideerne og laver nogle af de forløb, vi ikke nåede i første omgang, siger Kirstine Jordan.

Det har Trekronerskolens leder, Jon Lissner også sagt ja til.