Louise Schack Elholm og Venstre er optagede af, at de nye rammer bliver brugt.

Venstre: Holddelingsreglerne skal bruges

Det største oppositionsparti har ingen forslag i støbeskeen, der skulle ændre reglen om, at holddeling skal være pædagogisk funderet. Dermed skal kønsopdelte forløb altså fortsat være pædagogisk funderede.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Underviserne skal kunne tilrettelægge undervisningen, så der tages højde for både de superaktive drenge og de stille piger, hvis man skal blive lidt i stereotyperne", siger Karen Ellemann, der er socialordfører for Venstre til kommunen.dk.

Karen Ellemann anfører i øvrigt i artiklen, at rammerne kan være problematiske for "progressive skoleledere":

"I øjeblikket kan man ikke lave fag, der er kønsopdelt over et helt skoleår, men man kan lave forsøg med opdelt undervisning i tre til fem måneder og så vurdere effekten af det", siger Ellemann ifølge Kommunen.dk - et udsagn, der har bredt sig til en række andre medier.

Holddelingsreglerne blev med folkeskolereformen liberaliserede, så pædagogisk funderede opdelinger i langt højere grad er muligt.

Ingen grænser for pædagogisk holddeling

Venstres Folkeskoleordfører, Louise Schack Elholm, fortæller, at partiet ikke er ved at komme på banen med et kønspolitisk udspil.

"For os er det ikke et kønsspecifikt emne, men vi synes, det er positiv, at man kan lave holddeling alt efter de hensyn, man måtte have. Vi ser ingen problemer i at dele op på køn. Vi er positive overfor holddeling, og vi vil gerne se, om de øgede muligheder kan blive udnyttet" siger hun. De mere lempelige holddelingsregler er et markant Venstre-aftryk på folkeskolereformen, og partiet er ikke på vej med en yderligere lempelse så køn i sig selv bliver et argument for holddeling - der skal stadig argumenteres pædagogisk ude på skolerne.

Har I planer om at fjerne formuleringen om, at der skal argumenteres pædagogisk for holddeling?

"Vi har ikke nogen aktuelle planer om at få den regel fjernet", siger Louise Schack Elholm.

Powered by Labrador CMS