Debat

Den er gal med karaktergivningen i danskfaget på læreruddannelsen

Dansklærerforeningen bakker helhjertet op om de seneste forslag til en ændring af danskeksamen ved læreruddannelsen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den kendte praksis bør genindføres, hvor der gives særskilte karakterer for dét den studerende er blevet prøvet i. Og det haster med at indføre den, for læreruddannelsen skal have tilstrækkeligt tid til at forberede kompetencemålsprøven til sommer, når det første kuld studerende i den nye læreruddannelse skal prøves. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen hævder at hvis en studerende ikke klarer sig fagligt acceptabelt til fx den skriftlige prøve, så bør den studerende ikke blive dansklærer. Det er der nok ingen der er uenige i, men det er netop problemet med den nuværende prøveform, hvilket bekræftes af den seneste censorrapport: selv om den studerende ikke har tilstrækkelige skriftsproglige eller mundtlige færdigheder, kan den studerende alligevel bestå prøven fordi prøven vurderes med en samlet karakter. Meningen med prøven er at den studerende skal vise sine danskfaglige kompetencer ved reelt at manifestere dem gennem både en skriftlig og en mundtlig prøve. Hertil skal der naturligvis gives to karakterer, da de studerende prøves i forskellige ting på forskellige måder. Men som det er nu, prøves og vurderes fremtidens dansklærere til folkeskolen med én samlet karakter, og det giver ikke en præcis beskrivelse af de kommende dansklæreres skriftsproglige, faglige og mundtlige færdigheder, og heller ikke deres undervisningsmæssige kompetencer. Det er mildt sagt uheldigt at prøveformen faktisk kommer til at give et misvisende billede af den nybagte dansklærers kompetenceniveau.

Den form for utydelighed hænger dårligt sammen med intentionen om den nye læreruddannelse (LU13). For et år siden sagde den tidligere uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard udtrykkeligt, endda med et samlet folketing bag sig, at et højere fagligt niveau blandt andet består i at den studerende ikke skal vurderes på hvad den studerende er blevet undervist i gennem uddannelsen, men skal vurderes på hvad denne kan. Det har eksamensinstitutionen nogenlunde gode muligheder for at skaffe sig viden om med de nuværende prøveformer, men har ringe muligheder for at kommunikere den med denne ene, samlede karakter. For de to forskellige prøveformer, den mundtlige og den skriftlige, skal der selvfølgelig gives to karakterer. Det er elementær evalueringspraksis.

Der har også vist sig problemer i vurderingen af bachelorprojektet, opgaven som den studerende afslutter sin uddannelse med og hvor læreruddannelsens højeste faglige niveau giver sig til kende. I bachelorprojektet skal den studerende med udgangspunkt i ét undervisningsfag, fx dansk, vise hele sin lærerprofessionelle kompetence gennem pædagogiske, faglige og empirisk forankrede metoder og teorier. For at kunne prøves og vurderes på disse, kræves der naturligvis fagligt kompetente eksaminatorer og censorer. Den seneste censorrapport viser desværre at man ved nogle professionshøjskoler indskrænker antallet af eksaminatorer ved bachelorprøven, idet der har været afholdt bachelorprøver hvor enten en pædagogisk kompetent eller en undervisningsfags-faglig (fx en danskunderviser) var sparet væk. Den form for afvikling af bachelorprøven er helt i strid med bekendtgørelsen, der tydeligt siger at den studerende har krav på en fagligt og videnskabeligt forankret vurdering af sit bachelorprojekt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Der er tale om alvorlige udhulinger af de faglige intentioner man har med den nye læreruddannelse. Det er derfor på høje tid at der bliver kastet et kritisk blik på dele af den måde professionshøjskolerne forvalter den nye læreruddannelse på.

Torben Mundbjerg, lektor, Professionshøjskolen UCC

Formand for Dansklærerforeningens sektion for læreruddannelse