Jeg møder ofte forventninger til begrebet "tværfaglighed" i mit arbejde. Nu skal vi arbejde tværfagligt med en eller anden bestemt problematik, hvilket ikke nødvendigvis forklares eller uddybes, men svæver i en pædagogisk sfære, der lader til at bestå af lige dele forventningshorisont, forebyggelsesarbejde og en beredskabsvillighed til at være klar på noget mere, end hvad man nødvendigvis mener man er uddannet eller ansat til... Tværfagligheden består ikke kun af samarbejdet mellem lærere og pædagoger, selvom det er en typisk eksempel fra folkeskolen. Men hvorfor er tværfaglighed, hvor fagene i forvejen består af krydsfelter og overlapninger fra mange videnskaber, overhovedet noget vi lægger vægt på? Burde det ikke være en selvfølge, i og med der er så mange overlap - videnskabeligt, såvel som institutionelt? 

Tværfagligheden som begreb har uvægerligt skiftet karakter over både tid og rum, idet de fagopgaver som fx en skolepsykolog, pædagog, SSP’er eller en skolelærer har, ser markant anderledes ud i dag end de gjorde for fx 20 år siden. Dette påvirker og påvirkes af hele fagets grundlag, videnskabelige diskurser, uddannelsesformer (der igen påvirkes af forskning og politiske vinde), arbejdsforhold og så videre. Medvidere er der så mange krydsfelter og overlap imellem de forskellige uddannelsesformer – psykologi på pædagogseminarierne, pædagogik på lærerseminarierne, med mere – at de færreste fagområder må kunne siges at være fagligt enkeltstående uden påvirkning udefra. I Kirsti og Per Luvås Tværfagligt Samarbejde – Perspektiv og Strategi (Klim, 2006) beskrives dette meget præcist: ”- hvad er det, der kendetegner et fag? Et fag kan ikke bare basere din eksistens på genstandsområde/virkefelt eller efter, hvilke metoder det benytter. Det er kombinationen mellem virkefelt, metoder, sandhedskriterier, begreber og teknologi, der danner grundlaget for kundskabsbasen inden for faget, og som dermed også kan siges at definere faget. ”. For denne kombination er nødt til at være en foranderlig proces, for at sikre fagets samtidighed og anvendelsesmuligheder.

Alt dette er der sådan set kke noget som helst nyt i. 

Men indenfor relationspædagogikken bliver inklusionsbegrebet dog endnu mere diffust. For eksempel vil et nærmere kig ned i de pædagogiske netværk omkring socialt marginaliserede unge i København, vise et ualmindeligt bredt understøttende netværk af ansvarspersoner og betroede – mentorordninger, frivillige i diverse væresteder, støtte/kontaktpersoner, klubpædagoger, sagsbehandlere, terapeuter, vejledere, læremestre fra arbejdspraktikker, lokalpoliti, SSP-konsulenter, gadeplansmedarbejdere osv osv – men hovedopgaven, nemlig den positive udvikling gennem relationen, vil være den samme. Relationen, kemien, kan sikkert sagtens være bedre imellem en ung og pedelmedhjælperen på skolen, end med den ansatte der rent faktisk får løn for at arbejde på den unges tarv igennem netop relationen, hvilket fører til en yderligere udviskning af faggruppernes individuelle grænser. Desuden vil de fleste mennesker formentligt skifte branche og profession mindst et par gange i løbet af deres arbejdsliv, hvilket igen vil medvirke til farvningen af det enkelte menneskes personlige og faglige narrativ. Man efterlades ofte med et indtryk af, at relationen til den enkelte unge på niveauet ”menneske-til-menneske” i virkeligheden er væsentligt mere fordrende for et individs positive sociale udvikling, end et potentielt grovmasket net af socialpædagogiske foranstaltninger, der, måske eller måske ikke, er blevet tildelt tilstrækkeligt med timer og overskud til overhovedet at tage sig af den enkeltes reelle problematikker. Begrebet ”tværfaglighed” skal derfor i denne sammenhæng forstås som en flerdimensionel bevægelsesproces, da inklusionsarbejdet netop ikke kan betragtes fuldstændigt og udelukkende som en hierarkisk opbygget arbejdsstruktur. Tværfaglighed må betragtes som en forventet indsats i alle stadier af inklusionsarbejdet. Men hvorfor, om overhovedet, er tværfagligheden vigtig i inklusionsarbejdet?

For er det i virkeligheden ret meget mere end et positivt ladet buzzword i denne tids virksomhedsprofilering og jobhunting? ”Brænder du for at indgå i et hektisk men spændende, tværfagligt og udfordrende samarbejde? Så har vi jobbet til dig. ”. Ligger der mere i ordet end en forventet indstilling til at indgå i et samarbejde med andre faggrupper? Da jeg arbejdede på et bosted for udviklingshæmmede var mine nærmeste kolleger henholdsvis pædagog, SOSU’er, sygeplejeske, computerspilsudvikler og cand.mag. i historie. Ikke desto mindre var kerneydelsen i arbejdet den samme for alle. Susan Telter præciserer et væsentligt succeskriterium for inklusionsarbejdet med, at der er nødt til at være et inklusionsberedskab på alle niveauer i organisationen. I Organisationen må der derfor findes en gensidigt forpligtende vilje til at arbejde sammen på kryds og tværs af ikke bare faggrupper, men også på tværs af personlige skel og relationer, for at inklusionsarbejdet kan foregå under de mest optimale forhold. Måske er kunsten i inklusionen at flytte balancen fra menneske-til-menneske over til netværk-til-individ? Her taler jeg ikke om at afskaffe den kvalitative individuelle relation, hvilket stadig må være en absolut essentiel del af ethvert pædagogisk arbejde, men om at flytte ansvaret for inklusionens succes. Ansvaret må hvile på alles skuldre af den grund, at hvis den unge skal inkluderes, kan problemerne ikke dissekeres, narrativerne ikke udfoldes, psyken ikke udredes, de sociale dynamikker ikke kortlægges og der kan ikke etableres tilstrækkelig meningsgivende baser i tilværelsen udelukkende i kraft af én faggruppes arbejdsindsats.