Kirstine Elsig Dalgaard måtte spejde forgæves efter reglerne, som giver hende flytteret. Aarhus Kommune erkender, at det er en fejl, at flytteretten ikke blev beskrevet i et brev til hende.

Aarhus Kommune erkender fejl i STU-elevs flyttesag

Efter en lang kamp begynder Kirstine Elsig Dalgaard fra Aarhus på en STU i København til januar. Ved at trække sagen i langdrag har kommunen stjålet flere år af hendes liv, mener moren. Der er sket en fejl, erkender myndighedschefen. Men den har højst forsinket uddannelsesstarten med et halvt år.

Publiceret

samtykke

Lene Elsig Dalgaard har givet samtykketil, at myndighedschef Tina Fendinge må udtale sig om datterenKirstine Elsig Dalgaards boligsag.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lige siden 22-årige Kirstine Elsig Dalgaard med Downs syndrom afsluttede tre års ophold på Karise Efterskole på Østsjælland i 2012, har hun søgt om at komme på Kariseuddannelse, som er skolens STU-tilbud. Det har Aarhus Kommune sagt nej til og har i stedet tilbudt hende at tage STU på Lyngåskolen i Aarhus. Både Klagenævnet for Specialundervisning og Ombudsmanden har givet kommunen medhold i, det tilbud opfylder hendes behov.

Efter års kamp får århusianer opfyldt sin drøm om at tage STU i København

Ikke desto mindre begynder Kirstine Elsig Dalgaard på STU på Glad Fagskole i København til januar. Det kan lade sig gøre, fordi hun har benyttet sig af en flytteret, hun har efter serviceloven. Men hendes mor, Lene Elsig Dalgaard, skulle søge om aktindsigt i sin datters boligsag, før hun fik øje på, at hun har ret til at flytte til en anden kommune.

UU vejleder alene om uddannelse

Med en bedre vejledning kunne Aarhus Kommune have opfyldt Kirstine Elsig Dalgaards ønske om at flytte til Sjælland for længe siden, mener hendes mor. Men det er ikke UU's opgave at vejlede om botilbud og flytteret, sagde afdelingsleder i UU Aarhus-Samsø Marie Thodberg lige før efterårsferien.

"Vi vejleder alene om uddannelse, mens botilbud hører under en anden lovgivning, som ligger i socialforvaltningen", sagde hun til folkeskolen.dk.

Socialforvatningen har begået en fejl i boligsagen

I socialforvaltningen er myndighedschef Tina Fendinge tilbage fra efterårsferie, og hun erkender, at det er en fejl, at socialforvaltningen ikke har gjort det tydeligt for Kirstine Elsig Dalgaard, at hun er omfattet af servicelovens paragraf 108, som handler om længerevarende botilbud til mennesker med handicap.

19-åig pige med Downs syndrom fik alene indstillet sin drømme-STU

Det står i modsætning til paragraf 107, som giver adgang til et midlertidigt ophold i boformer til personer med nedsat funktionsevne. Men her er der ingen ret til at flytte til en anden kommune.

"I 2012 søgte familien om plads på jobkollegiet i Brabrand uden for Aarhus. Det er et tilbud efter paragraf 107. Kirstine var for dårlig til jobkollegiet og boede der kun kort. Det gjorde, at vi fandt frem til, at hun er omfattet af paragraf 108", fortæller Tina Fendinge.

Flytteret blev ikke beskrevet i brev

Derefter søgte Lene Elsig Dalgaard om at få sin datter på botilbuddet Forkanten i Haslev i nærheden af Karise. Forkanten er et tilbud efter paragraf 107, som ikke giver flytteret. Derfor gav kommunen afslag i december 2013.

På det tidspunkt var Kirstine Elsig Dalgaard som sagt godkendt til et botilbud efter paragraf 108. Alligevel fik hun ikke at vide, at hun kunne flytte til Sjælland, hvis hun fandt en egnet bolig efter denne paragraf. Det måtte hendes mor søge om aktindsigt for at få klarlagt.

"Sagsbehandleren har ikke skrevet tydeligt i afslaget til Forkanten i Haslev, at Kirstine har flytteret efter paragraf 108. Det står i journalen, men det er en fejl fra vores side, at det ikke også fremgår af brevet med afslag. Moren har selv spurgt efter flytteret til Forkanten, så hun må have kendt til begrebet, men det er selvfølgelig stadig vores pligt at oplyse om det", siger Tina Fendinge.

Kommune tilsidesætter Ombudsmandens kritik

Myndighedschefen lover at rette op

I stedet fik Kirstine Elsig Dalgaard tilbudt en plads i Lisbjerghus nord for Aarhus, men den beslutning annullerede Ankestyrelsen i september, fordi kommunen ikke havde begrundet, hvorfor bofællesskabet er egnet til at tilgodese hendes behov. Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at det er kommunens opgave at vejlede Kirstine Elsig Dalgaard om reglerne for frit valg i paragraf 108.

"Vi må rette op på, hvad der står om flytteret i vores breve", lover Tina Fendinge.

Højst tale om en forsinket studiestart på et halvt år

Aarhus Kommune har med sin fejlagtige sagsbehandling stjålet flere år af Kirstine Elsig Dalgaards liv, mener hendes mor. Det afviser Tina Fendinge.

"Hvis vi havde gjort Kirstine opmærksom på, at hun er omfattet af paragraf 108 i december 2013, kunne hun måske være begyndt på fagskolen i København i august i år. Det tager tid at finde en bolig i en anden kommune, for indholdet skal svare til det tilbud, vi selv vil give, og det må ikke være væsentligt dyrere. Så der er højst tale om en forsinkelse på et halvt år", siger hun.

Sagen kunne have været håndteret anderledes

Det har været en lang vej for Kirstine Elsig Dalgaard af få sit ønske om at tage STU på Sjælland opfyldt, medgiver myndighedschefen.

"Sagen kunne have været håndteret anderledes, men vi vidste ikke, at det var Kirstines mening at flytte til Sjælland permanent. Alle havde den vinkel, at det var præcis Kariseuddannelsen og et paragraf 107-tilbud i Haslev, hun efterspurgte. Jeg har ikke tidligere oplevet, at en borger ønsker et specifikt sted, som ligger så langt fra Aarhus, men denne sag har gjort os klogere, så en anden gang vil vi gå ind noget før og vurdere, om borgeren er omfattet af paragraf 108".

Svært at vurdere hvad en 18-årig kan klare på sigt

Udfordringen er, at unge med funktionsnedsættelser tit udvikler sig forsinket i forhold til normalt begavede unge.

"Derfor kan det være svært at vurdere, om en 18-årig på sigt kan klare sig i egen bolig", siger Tina Fendinge og peger samtidig på et andet aspekt ved, at en ung benytter sin ret til at flytte til en anden kommune.

"Så overgår hun til UU i den kommune, hun flytter til. Hun kan derfor ikke være sikker på, at modtagekommunen vil bevilge den ønskede STU. Den risiko skal vi informere om, for vi kan ikke give en STU med i hånden".

Ikke grundlag for konspirationsteorier

Lene Elsig Dalgaard mener, at UU Aarhus-Samsø bad socialforvaltningen om at lade være med at behandle datterens ansøgning om en bolig i Haslev, fordi UU ville give afslag på hendes ansøgning om Kariseuddannelsen. Den slags konspirationsteorier er der ikke grundlag for, understreger Tina Fendinge.

"Hvis Kirstine skulle have taget STU i Karise, ville hun få brug for et sted at bo. Men det giver ikke mening, at vi bevilger en bolig, når UU siger nej til STU-delen. Når vi har arbejdet tæt sammen i denne sag, har det ikke været for at blive enige om at give afslag, men for at løfte opgaven, så den bliver løst som en helhed. Sagen med Kirstine bliver ikke speget af, at hun har et stort ønske om at komme til Sjælland. Den bliver speget, fordi UU i Aarhus ikke skal tilbyde hende STU et andet sted i landet. Det har UU fået medhold i af både Klagenævnet for Specialundervisning og Ombudsmanden", understreger Tina Fendinge.