Mens dette læses, sidder jeg i en bus sammen med nogle kolleger og 9. årgang fra min skole på vej til Bruxelles. Vi tog af sted mandag morgen klokken 5 med forventet ankomst til den belgiske hovedstad klokken 20. Når vi kommer frem, vil der gå mindst fire timer, før alle er i seng, og der er ro på værelserne, så arbejdsdagen ender med at være på mindst 18 timer. Og mere endnu, hvis eleverne ikke formår at fastholde roen natten igennem.

Jeg har været på mange lejrskoler gennem mine år som lærer – Rendsburg, Berlin, Prag, Norge – altid med stor fornøjelse. Det er en god måde for elever og lærere at være fagligt og socialt sammen på. Denne gang var jeg dog helst blevet hjemme.

Folkeskolereformen og lov nr. 409 blev blandt andet solgt som en »normalisering« af lærernes løn- og arbejdsforhold. Lærerne skulle være underlagt de samme betingelser som alle andre lønmodtagere på arbejdsmarkedet, lød det fra regeringen og Kommunernes Landsforening. Min arbejdsgiver – Aalborg Kommune – har derfor slået op i loven og læst, at en lærer på lejrskole maksimalt kan oppebære løn for 14 timer, uanset om han reelt er på arbejde i flere.

En times tid før bussen når Bruxelles, kan jeg derfor kigge på mit ur og konstatere, at fra nu af løber der ikke mere ind på lønkontoen for i dag. Selv om min arbejdstid først slutter mindst fire timer senere. Timer, i hvilke som min arbejdsgiver pålægger mig at arbejde gratis. Påtvunget, ubetalt arbejde kaldtes tidligere hoveri eller slaveri.

Her vil nogen måske indvende, at jeg bare kunne have valgt at blive hjemme. Nej, det kunne jeg ikke. Hvis jeg nægter at udføre en opgave, som jeg får pålagt, er der tale om arbejdsvægring, hvilket er den lige vej til at blive fyret.

Også når opgaven lyder på at være hjemmefra fra mandag morgen til fredag middag? Ja! Med »normaliseringen« af min arbejdstid er der indført meget vide muligheder for, hvordan min arbejdsgiver kan disponere over min arbejdstid – bare det giver mening. Og det gør en lejrskole.

Nu har lærerne aldrig fået time-til-time betaling for den tid, de reelt var på arbejde, når de var på lejrskole. En sådan aftale lykkedes det aldrig for dem at forhandle hjem, dengang arbejdstidsaftaler var et demokratisk anliggende mellem arbejdsgiver og -tager og ikke et lovgivningsanliggende.

Lærernes forventninger var derfor store – på dette punkt i det mindste – da deres arbejdstid skulle »normaliseres«. Det normale er jo, at man får løn for den tid, man er på arbejde. Jeg har aldrig hørt om en håndværker, der gi'r den en skalle i 16 timer og får at vide af mester, at han kun kan få løn for 14. Men så »normaliseret« skulle det heller ikke være. Eller hvad med en læge i døgnvagt?

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har over for formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, kritiseret KL's stejle holdning på lejrskoleområdet for at være »urimelig«. Det afviser Michael Ziegler med henvisning til, at det ikke er et spørgsmål om rimelig eller urimelig, men simpelthen om, hvad loven siger. Denne kynisme taler sit eget sprog.

Nu er det ikke sådan, at loven tvinger kommunerne til at holde lejrskoler for deres elever. De kunne vælge at sige, at selv om loven giver dem mulighed for det, afstod de, af arbejdsgiver-moralske grunde, fra at sende deres ansatte af sted på slavelignende vilkår. Men det gør de ikke. Og hvorfor ikke? Fordi de selv har været med til at lave loven.

Dette fører os tilbage folkeskolereformen, konflikten og regeringsindgrebet, der i sin treenighed vil være en stopklods for udvikling af folkeskolen mange år frem. KL ønsker tillid frem for aftaler, har Michael Ziegler sagt. Men lærerne kan ikke have tillid til en KL, der opfører sig som en anakronistisk, feudalistisk ridefoged og ikke en moderne, demokratisk arbejdsgiver.

Hele konflikten var forberedt indtil mindste detalje. Lockouten var uafvendelig. Hvis DLF havde accepteret diktatet fra KL, ville medlemmerne have stemt det ned. Det vidste både undervisningsminister Christine Antorini og KL's daværende formand Erik Nielsen. Lovindgrebet var derfor også uafvendeligt og indgik også i masterplanen. Sammen forførte de to nationen i et minutiøst iscenesat udemokratisk teaterstykke, der gav sig ud for at være en ægte arbejdsmarkedskonflikt.

Kuppet lykkedes. I kølvandet på denne destruktive svinestreg burde KL sadle om og opføre sig på en konstruktiv måde, der er med til at skabe den tillid, Michael Ziegler efterlyser. Tillid er nemlig ikke noget, man kan lovgive medarbejdere til at udvise. Den er noget, man skal gøre sig fortjent til. Også når man er KL.