Konfirmanderne i Struer og Ikast-Brande kommunerne får alligevel ikke nedsat timetallet, så de kan gå til konfirmationsforberedelse.

Undervisningsministeriet stopper jysk konfirmationsordning

To kommuner havde sænket undervisningstiden så eleverne kunne få konfirmationsforberedelse, med henvisning til at eleverne har 'helt særlige behov', men den fortolkning gik ikke. "Det er rart at ministeriet går ind og holder fast i det, der er intentionerne i folkeskoleloven", siger Torben Voss, der er formand for Vestjysk Lærerforening.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Struer og Ikast-Brande Kommuner havde forsøgt nedsætte undervisningstiden fra 35 til 33 så 7.-klasse-eleverne kunne modtage konfirmationsundervisning i skoletiden. De nedsatte timetallet med henvisning til, at eleverne havde 'helt særlige behov'.

Det blev dengang kritiseret af Torben Voss, der er kredsformand i Vestjysk Lærerforening. Han påpegede, at der ganske rigtigt står i aftaleteksten, der danner grundlag for folkeskolereformen, at der kan gives dispensation til at nedsætte timetallet, når der er 'helt særlige behov'.

"I min optik, så er den dispensationsmulighed tænkt i forhold til specialelever. Jeg tror ikke, at det har været konfirmationsforberedelse, der har været intentionen", sagde Torben Voss til folkeskolen.dk.

Lokal løsning: Konfirmation skærer to timer af skoledagen

Ikke hjemmel til generel nedsættelse Det har siden vist sig, at kommunerne havde gjort regning uden vært. For Undervisningsministeriet har underkendt ordningen. I et brev til kommunerne står der:

"Den konkrete beslutning om nedsættelse af undervisnings-timetal kan desuden kun træffes, hvis den pågældende klasse har særlige behov for yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering ved hjælp af yderligere personale i klassen. Som det fremgår ovenfor, giver paragraf 16b, stk. 1, ikke hjemmel til generelt at nedsætte timetallet på samtlige folkeskoler i kommunen, idet der skal foretages en konkret vurdering i forhold til hver enkelt klasse", skriver ministeriet - der herefter beder kommunerne bekræfte, at "kommunens praksis er i overensstemmelse med ovenstående udlægning af folkeskolelovens regler".

Den gik altså ikke. Torben Voss er tilfreds med afgørelsen:

"Det er rart at ministeriet går ind og holder fast i det, der er intentionerne i folkeskoleloven", siger han.

Powered by Labrador CMS