I Nanna Sørensens bachelorprojekt "Eksklusionsprocesser og narrativ elevidentitet" fra læreruddannelsen Blaagaard-KDAS ved professionshøjskolen UCC gives der en række interessante bud. Hun er optaget af den narrative udvikling, der i skolers sproglige kontekster danner baggrund for en selvfortælling om det at være elev; en identitetshistorie med udgangspunkt i skolen som både inkluderende og ekskluderende institution. "Jeg forholder mig derfor til sammenhængen mellem narrativer og den enkelte elevs udvikling, når en form for eksklusion sker. I et socialkonstruktionistisk perspektiv opstår mening og identitet i mødet mellem mennesker og i deres dialog. Samspil og kommunikation er på den måde vigtige faktorer i de ekslusionsprocesser der, trods idealet om en inkluderende skole, alligevel foregår", skriver hun. Med empirisk afsæt i interviews af seks elever fra to forskellige skoler, når Nanna Sørensen frem til, at eksklusionsprocesser i folkeskolen foregår på baggrund af forestillingen om en elev, der lærer og agerer inden for definerede normer og forestillinger om legitim elevidentitet. Der stilles sociale og faglige krav til eleven, som med implicit magt skal dannes til en egentlig elevidentitet, som omhandler evne og vilje til at lære. Samtidig forventes elever villigt at indgå i skolens kultur, sådan som den forestås af lærerne. Eleven forventes også at kunne forvalte sig selv med stigende autonomi både socialt og fagligt. "Når en elev afviger markant fra normforestillinger og ikke møder krav på den forventede måde, starter en eksklusionsproces, som både er socialt og fagligt marginaliserende", lyder det. Eleverne er bevidste om både eksplicitte og implicitte krav i folkeskolen, både når det gælder faglige og sociale normer. De er samtidig også bevidste om, hvordan de ikke passer til disse normer og danner identitetsfortællinger på denne baggrund. Elevernes narrativer handler om ikke at slå til fagligt og have behov for andet og mere, end hvad folkeskolen kan tilbyde. Eleverne sammenligner sig selv med andre og holder deres elevidentitet op mod de krav, som de oplever ikke at opfylde. Narrativer om folkeskolen rummer historie om både faglig og social eksklusion fra lærere og andre elevers side. Herved dannes en unihistoriel elevidentitet, som opleves som grundlæggende negativ. Narrativer om den positive elevidentitet dannes, opleves og fortælles først i den tilpassede kontekst, som specialtilbuddet tilbyder. "I specialtilbuddet opløses en del af rammerne, som i folkeskolen er rigide og definerende for elevidentiteten. Elevernes fortællinger om folkeskolens manglende evne og ressourcer til at hjælpe dem, udvides i specialtilbuddet med narrativer om at blive mødt med både faglige og sociale strategier, som muliggør en legitimering af deres behov og derved elevidentitet," skriver Nanna Sørensen Eleverne oplever i specialtilbuddet øgede ressourcer, som muliggør en undervisning, der danner en positiv fortælling om det at være elev; En elev der ikke hele tiden skal vente på den nødvendige hjælp og kan lære sig selv at lære. Specialtilbud markerer sig, uanset hvor meget de søges tilnærmet den traditionelle folkeskole, ved at adskille sig fra denne med hensyn til didaktiske metoder, faglige krav og undervisningsmiljø. Når elever bevæger sig mellem skole og specialtilbud, bringer de med sig narrativer og præmisser, hvis plots og temaer er dannet i både den folkeskole, de oplevede sig ekskluderet af - og det specialtilbud, de blev ekskluderet til. Konklusionen betyder ifølge Nanna Sørensen, at folkeskolen bør udvikle ny kultur og praksis, hvor erfaringer fra specialpædagogikken inddrages og indgå som en del af det pædagogiske ideal der arbejdes ud fra i folkeskolen. "Nærmer de to skoleformer sig ikke hinanden didaktisk og pædagogisk, vil elever med særlige behov ikke kunne danne narrativer, der omfatter en oplevelse af at være anerkendt og inkluderet," skrives der. Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Eksklusionsprocesser og narrativ elevidentitet