Bachelorprojekt

Tag højde for arbejdshukommelsen hos ADHD-elever

Mange elever med ADHD opnår dårlige faglige resultater i folkeskolen, selvom de har normale intelligensmæssige forudsætninger. Kan forklaringen være, at deres arbejdshukommelse ikke er i top? Det spørgsmål forsøger Karina Gram at finde svaret på i sit bachelorprojekt ”Læring på kanten af kapaciteten – om arbejdshukommelsens betydning hos elever med ADHD” fra læreruddannelsen Blaagaard-KDAS ved professionshøjskolen UCC.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun forsøger også at finde svar på, hvilken indflydelse den kognitive underpræstation bør have for inklusion og lærerens praksis i forhold til disse elever. Og hvordan lærere kan bidrage til, at undervisningen i folkeskolen tilrettelægge, så den imødekommer og udvikler det lærings- og kundskabsmæssige potentiale hos elever med ADHD. Specifikt er der fokus på den betydning de særlige karaktertræk ved arbejdshukommelsen kan have i forhold til den kognitive underpræstation, der kendetegner mange elever med ADHD i skolen, og hvilken indflydelse arbejdshukommelsen har for inklusion og lærerens praksis i forhold til disse elever. Forskere anslår, at cirka en tredjedel af eleverne med ADHD har specifikke indlæringsvanskeligheder i enten matematik, dansk eller begge dele. Visse internationale studier peger endda på, at op imod 70 pct. af eleverne med ADHD har specifikke indlæringsvanskeligheder, og at disse elever oplever at have større vanskeligheder end andre grupper af elever med indlæringsvanskeligheder. Forklaringen kan være, at der er en sammenhæng mellem nedsatte eksekutive funktioner og indlæringsvanskeligheder hos elever med ADHD. Den kan også være, at elever med ADHD i flere undersøgelser  viser sig at være overrepræsenteret i forhold til at have en forringet arbejdshukommelse. Arbejdshukommelse er stærkt relateret til læring og har, viser forskningsresultater,  en signifikant sammenhæng med elevernes samlede skoleresultater. Elever med dårlig arbejdshukommelse ved skolestart har syv gange så stor risiko for ikke at kunne nå det forventede niveau i læsning, skrivning og matematik ved skolens afslutning. Projektets undersøgelse får Karina Gram til at konkludere, at der optræder en række særlige sammenhænge imellem ADHD og læring.  Sammenhæng, der konkret giver sig udtryk i ringe læringsresultater hos børn i to undergrupper af ADHD. De dårlige resultater er i højere grad  "resultatet af en dårlig arbejdshukommelse, end en direkte konsekvens af uopmærksomhed.  Dette kan derfor være et kerneområde i forståelsen af både opmærksomhedsproblemer og indlæringsvanskeligheder hos elever med ADHD," skriver Karina Gram. Kapaciteten af arbejdshukommelsen er både individuel og udtryk for en begrænset pulje af mentale ressourcer hos den enkelte. Den består af flere komponenter, hvorfor der er mange faktorer, der kan spille ind på dens betydning for læring og for den enkelte elevs evne til optage, bearbejde og lagre ny information. Men der er en individuel øvre grænse for, hvad der kan lagres og bearbejdes på samme tid hos det enkelte menneske. "Ovenstående betyder, at vi skal være opmærksomme på uopmærksomhed, da dette hos elever med og uden ADHD kan være toppen af isbjerget og et signal til os lærere om, at elevens ydre adfærd, dækker over indre og usynlige vanskeligheder med arbejdshukommelsen, der vil begrænse dem i at udfolde deres læringspotentiale," skriver Karina Gram. Derfor handler det i første omgang også om erkendelse og oplysning omkring disse sammenhænges eksistens, og i forlængelse heraf, oplysning omkring hvilke advarselssignaler, man som lærer kan observere hos eleven i dagligdagen. Inklusion og lærerens praksis i forhold til disse elever må herefter bygge på nøje undersøgelser af, hvad disse advarselssignaler dækker over i relation til elevens arbejdshukommelse, men også i relation til vores egen undervisning, der upåagtet kan medvirke til at overbelaste en i forvejen presset arbejdshukommelse hos disse elever. Når først disse årsager er afdækket, vil lærere i et fremadrettet handleperspektiv kunne planlægge deres indsats. Ved at anerkende, at en forringet arbejdshukommelse optræder hos størstedelen af eleverne med ADHD, og handle derefter, tager lærere højde for elevernes  lærings- og kundskabsmæssige potentiale. Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Læring på kanten af kapaciteten - om arbejdshukommelsens betydning for læring

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.

Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.