Ontario har det seneste årti haft succes med deres offentlige skolesystem efter en lang periode med arbejdskonflikter og politiske reformer, som ikke var forsknings- og evidensbaseret.  

I 2003 kom der en politisk udmelding i Ontario, som blev starten på en succes i det offentlige skolesystem.

 "Ligegyldig hvor meget man investerer. Ligegyldig hvor meget man ønsker forandring. Man opnår ikke resultater medmindre man mobiliserer lærerne i kampen for bedre uddannelse. Vi taler ikke dårligt om lærerne, og vi bruger dem ikke som politisk boksebold".

Ordene var fra den tidligere politiske leder i Ontario , Dalton McGuinty,  som på baggrund af langvarige arbejdskonflikter på skoleområdet, kunne konstatere at virkelige forandringer krævede konstruktiv dialog, samarbejde og tillid mellem de aktører, som skulle gøre alle de gode intentioner om at skabe det bedst mulige skolesystem til virkelighed, i forhold til kampen om at være blandt de fremmeste på den globale scene. Man var nødt til at investere massivt, hvis man ville have et skolesystem i verdensklasse.

Stærkt partnerskab

Vendepunktet i Ontario kom da regeringen lagde ud med troen på, at de ansatte i skolerne var engagerede og professionelle, som havde en enorm evne og viden, der kunne bidrage med forbedring af skolen. Troen skulle også genetableres hos de mange lærere, som var blevet udråbt som syndebukke for det offentlige skolesystems deroute. Det var en hjørnesten i genetableringen, at tilgangen var respektfuld og baseret på et stærkt partnerskab  med blandt andet lærernes fagforening.

Alle offentlige udtalelser fra regeringen og Undervisningsministeriet skulle støtte folkeskolen og lærerens arbejde. Skolereformens fundament var baseret på forskning og evidens, og alle aktører skulle løfte i samlet flok. Desuden afsatte man de nødvendige økonomiske ressourcer som var essentielt for at det kunne lykkedes. Det var opskriften på succes og det lykkedes langt hen ad vejen i Ontario, at få et skolesystem i verdensklasse. Man anklagede ikke skolerne og dens lærere, men støttede de skoler som havde brug for det. Ikke ved at diktere, men ved at støtte og hjælpe lærerne på skolerne til at opnå deres mål.

Respekt og tillid

Med den erfaring fra Ontario er det skelsættende, at man tilsyneladende har gjort meget af det modsatte i bestræbelserne på at gøre den danske folkeskole bedre. Hvor Ontarios skolereform var gennemtænkt og planlagt, og med et respektfuldt, tillidsfuldt og stærkt partnerskab med dem som skulle løfte opgaven, har man tilsyneladende i Danmark kastet sig ud i en skolereform, som er blevet betegnet som politisk makværk, og indledt en decideret krig fra politisk side mod dem, som skal løfte opgaven ude på skolerne. 

Listen er lang over de udtalelser og anklager som er blevet brugt af politikere og såkaldte "eksperter" på folkeskoleområdet, uden  anerkendelse og respekt for de ansatte i folkeskolen. Man kan ikke sige at man har bidraget til en øget tillid til det offentlige skolesystem fra politisk side i Danmark - snarere tværtimod.

Gør en god folkeskole bedre

Man får ikke en bedre folkeskole ved at fortælle at den er gennemsyret af slaphed, består af lærere som er brokkehoveder og fulde af pis. Eller bede dem om at tage en ja-hat på og spille hofnar, uden at må ytre sig om de bekymringer de har for fagligheden og vilkårene for at løse opgaven, og oveni have udsigten til at få en ubehagelig tjenestelig samtale, hvis man taler negativt om skolereformen.

Lad os slå en ting fast. Den danske folkeskole er god, hvilket empirien på området indikerer, men den kan blive bedre. 

Erfaringerne fra Ontario viser, at det ikke virker med flere fine projekter fra ministerkontorer flankeret af partskilder, som udgiver sig for at være eksperter. Partskilder som tilsyneladende befinder sig i en tidslomme fra det forrige århundrede, hvor "management by fear" havde sine kronede dage. Nye regler, ordrer fra ledere, og centrale kontorer med et virkelighedsfjernt ekspertvælde ændrer ikke på hverdagen i folkeskolen.

Hverdagen i folkeskolen ændrer sig ved at tale lærerens engagement op og investere i de rammer og ressourcer, som skal gøre at faglighed og trivsel bliver en succes på den enkelte skole. Hårdt arbejde og gode kompetencer kan ændre unge menneskers liv og bryde den sociale negative arv. Det kræver motiverede lærere med gode faglige kompetencer med lyst og mod til at gøre en forskel.

Man skal kommunikere massivt, men ikke tale om store forandringer og bruge fine ord som innovation og undervisningsdifferentiering , men om målsætninger, om hvad man kan gøre bedre, og hvordan der kan gives hjælp til dette. Fokus skal være på hvad der faktisk nytter i praksis. Nej tak til store reorganiseringer og store nye IT- løsninger, som bærende elementer for etableringen af nye indsatser. Hjerteblod, sved og tårer er ofte den bedste ingrediens, hvis man vil lykkedes på både mikro- og makroniveau og gøre en forskel i den danske folkeskole. Det kræver et langt sejt træk og kræver en indsats på samtlige niveauer i det offentlige uddannelsessystem.

Motivation og mobilisering

Lockout er nok det værste middel til at motivere og mobilisere lærerne. James McKinnon og John Ryan, som jeg talte med til det Internationale Symposium i Ontario i efteråret 2013, havde haft mange lærere som stadig kunne blive rasende og frustrerede over de arbejdskonflikter de var blevet kastet ud i, selvom der var gået mere end et årti. Retroperspektivt ville de havde gjort alt for at kunne ændre den ødelæggende diskurs man valgte dengang. Men man kan som bekendt ikke ændre fortiden, men til gengæld kan man skifte kurs fremadrettet. 

Som en tidligere politisk toprådgiver i Ontario sagde om lockouten i Danmark sidste år;

 "Hvis man ender i en situation, hvor man med et lovindgreb tvinger lærerne tilbage til arbejdet, selvom de ikke er tilfredse med aftalen, så vil det på langt sigt have negative konsekvenser for skolesystemet. Folkeskolens parter bør arbejde meget hårdt for at finde en løsning som begge parter kan se sig selv i. Det bør ikke være målet at tvinge den ene part til at gøre det, man ønsker. For på lang sigt er det en selvdestruktiv strategi. Man vinder kampen, men taber krigen".

Første skridt på vejen for at få succes med den nye skolereform i Danmark kræver derfor, at man får motiveret og mobiliseret lærerne i bestræbelserne på at skabe verdens bedste folkeskole,  og det har lærernes fagforening, som de eneste vist de kan gøre med lærernes demonstration mod KL og regeringens  behandling af dem. Man var vidne til at lærernes fagforening kunne mobilisere lærerne, da de samlede den danske lærerstand foran Christiansborg, og lærernes fagforening kan igen mobilisere lærerne i bestræbelserne på en succesfuld skolereform og opnå samme succes som i Ontario. Men det kræver, at man begynder at lytte til sagligheden og indgår kollektive arbejdstidsaftaler for den danske lærerstand, så man som før kan løfte i samlet flok og gøre en god folkeskole endnu bedre.

Det er hemmeligheden bag en succesfuld skolereform.