Sidste mandags kronik på første skoledag i Jyllandsposten ”Velkommen til den nye folkeskole” skrevet af Forligskredsens folketingsmedlemmer og Antorini er et forsøg på en stærk narrativ fortælling om, hvordan og hvorfor den nye folkeskole bliver bedre. De bruger dog argumenter og årsagssammenhænge, som jeg ikke kan finde belæg for – hverken som fagprofessionel eller i mit daglige arbejde, hvor jeg bruger en stor del af min tid på at læse rapporter, evalueringer, systematiske reviews og publikationer om skole- og uddannelsesforskning. Af grunde til at skolen bliver bedre, nævner de bl.a. reformen er skabt og udviklet ved at samle og udbrede de bedste eksempler fra skoler rundt om i landet. Jeg har de sidste par år været rundt i landet og besøge forskellige heldagsskoler, og her var der andre forudsætninger end de nuværende til stede for at lave heldagsskoler, bl.a. ved betydelige økonomiske ekstrabevillinger eller som dele af større forsøgsprojekter, hvor skolens indretning og legepladser blev ændret til fx at fordre mere bevægelse, og dermed nye måder at organisere undervisningen på. Da jeg i 2012 læste Rambølls rapport ”Evaluering af heldagsskoler” udarbejdet til Ministeriet for Børn og Unge (i dag Undervisningsministeriet), der evaluerede 12 skoler fordelt landet over var rapportens konklusion ret klar: ”På baggrund af denne analyse er evalueringens overordnede konklusion, at data tyder på, at eleverne hverken bliver bedre eller dårligere rent fagligt af at gå i heldagsskole”. Rapporten sammenlignede faglige resultater på baggrund af de nationale test.

Kronikkens forfattere skriver, at den nye skole hviler på et stærkt fundament fra international skole- og uddannelsesforskning. Jeg spørger hvilken, for jeg har læst Forligskredsens aftale og selve lovteksten igennem et utal af gange uden at støde på råd, viden eller belæg fra den internationale forskning. Jeg kan kun finde forskning nævnt sporadisk et par gange. Først er det i forbindelse med lærernes kommende kompetenceudvikling, dernæst under skoleudvikling, hvor det spritnye nationale korps af læringskonsulenter beskrives og hvordan der skal etableres et ressourcecenter, som har til opgave at anvende viden og forskning. Rapporten ”Evaluering af forsøg med skolestart” fra Rambøll 2012 er nævnt flere gange i selve lovtekstens bemærkninger, hvor samarbejdet mellem lærere og pædagoger fremhæves som en succes. Jeg husker nu stadig evalueringens konklusion, hvor der stod det ikke kvantitativt kan dokumenteres, at skolestartforsøgene styrker elevernes faglige udbytte. Det samme var gældende for elevernes personlige og sociale udvikling. Så i evalueringen af 14 års forsøg med skolestartforsøg kunne det ikke dokumenteres, at det hverken styrkede elevernes faglige udbytte eller elevernes personlige og sociale udvikling. Til gengæld tegnede evalueringen et billede af, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger i indskolingen er forbedret, men denne vurdering baserede sig på den oplevede effekt hos de adspurgte.  Desuden understregedes det, at læreren havde ansvaret for undervisningen og pædagogen en assisterende rolle, hvorfor man ikke så en anledning til at ændre i folkeskolelovens bestemmelser dengang i juni 2012.

Så hvordan den nye skole er skabt på et fundament af international forskning er umiddelbart meget svært at se. Der er planer om at inddrage evidens og forskning fremover på de to tidligere nævnte områder, men det er måske lige flot nok at kalde det for et fundament. Der er vel mere tale om kommende initiativer.

I kronikken står, at de gør en god skole endnu bedre ved at løse de udfordringer, som skolen også har. Så bliver jeg nødt til at spørge, om vi er enige om de nuværende udfordringer? Reformens formål er dygtigere elever, øget trivsel for eleverne samt at bryde negativ social arv. Et formål som ingen kan være uenige i, og som lærere altid har haft som et vigtigt sigtepunkt forude. Der er vel næppe nogle lærere, der ikke har det formål med deres undervisning, at eleverne skal blive så dygtige som mulig. Når det gælder elevtrivsel har vi en helt særlig kultur i Danmark, hvorfor vi netop organiserer os i klasser, for at eleverne skal skabe fællesskaber og opleve godt kammeratskab, der skaber tryghed og respekt for hinanden. Kammeratskabseffekten i klasser har direkte betydning for at bryde negativ social arv og fremmer den enkelte elevs muligheder i forhold til social mobilitet.  Så i skolen gør vi allerede meget af det, der virker. Men der er også udfordringer, som vi forsøger at finde de vise sten til at løse. Det ville være ønskværdigt at finde løsninger på de nuværende udfordringer, før reformens nye og markante fokus på mål- og resultatstyring skal implementeres og praktiseres. Hvis vi ikke får løst de nuværende udfordringer, hvad hjælper det så at styre med karakterer og måltal? Vi savner bl.a. viden om og svar på:

1) En kortlægning af, hvordan inkluderede elever og deres forældre oplever inklusionen i almenskolen. Vi har været i gang med inklusionsopgaven omkring fem år, men fokus er på måltal, ikke på kvalitet og afledte konsekvenser. Ligeledes ønskes en skole, der fysisk er indrettet til inklusionsopgaven. 2) Hvad det gør ved elever at vokse op i en digital tidsalder med alle former for devices og (sociale) mediers påvirkning, og hvilken effekt har dette i forhold til opdragelse, sociale relationer og identitet. 3) Muligheder og ressourcer for at etablere hurtige og intense forløb til elever, når der konstateres faglige problemer. 4) At finde svar på, hvad der helt præcist skal til for at bryde negativ social arv, så vi kan bryde den for flest mulige elever. Starter indsatsen før skolen, ved skolestarten eller er der brug for systematisk arbejde op gennem institutionslivet og skoletiden? 5) Vi finder måder og metoder til at skabe motivation på. Hvorfor begejstres nogle elever i nogen fag og andre ikke? 6) Skolen handler både om uddannelse, dannelse og opdragelse. Kan man i forhold til den opdragende rolle finde frem til et sæt af fælles værdier, som forældre er enige i og kan bakke op om.

Reformen er kommet for at blive og har mange gode enkeltelementer, men folkeskolen og dens involverede har fået et puslespil på 1000 brikker og nogen har smidt med låget med billedet væk, før det blev pakket ud.

En kendt teknik til at lægge puslespil er at begynde med at lægge rammen. Reformen er omfangsrig og en stor del af implementeringsåret er gået med at løse de mere strukturelle og organisatoriske udfordringer eller sagt på godt dansk: Hvornår skal hvem gøre hvad? Det betyder, at vi har fundet en del af de brikker med lige kanter til at lægge rammen, men på mange skoler er der stadig tryk på i disse uger for at få rammen lagt.

Da formandsskabet for Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af folkeskolen i april 2013 afgav deres beretning, konkluderede de netop i forbindelse med forhandlingerne af reformen, at der burde udformes en strategi og plan for implementeringen, hvis reformens nye initiativer skulle fungere efter hensigten. Deres anbefaling var en kapacitetsopbygning, der skulle klæde alle parter på til at varetage den opgave, de blev ansvarlige for at løse, – og dette helst inden aktørerne skulle i gang med at gennemføre de nye tiltag. Både på statsligt og kommunalt niveau samt på skoleniveau. Ligeledes anbefalede de en realistisk tidsplan med en gradvis indfasning af reformen.

Det er nu svært at lægge puslespil uden billedet, når man dermed ikke kan foretage en sortering af brikkerne. Der er ikke brug for kronikker, som sælger billedet på reformpuslespillet som et imaginært skønmaleri, der ikke forholder sig til hverken sandheden eller virkeligheden.

Der er brug for en strategi og realistisk gradvis tidsplan for implementeringen, der klæder alle parter på til at varetage de opgaver, de er ansvarlige for at løse. Forligskredsen og kronikforfatterne har ikke taget denne opgave på sig inden reformstart, hvilket er årsagen til der lige nu knokles over det ganske land, men hvis Forligskredsen tænker sig om og tager deres ansvar på sig, så kan det være man kan få lagt brikkerne og det forunderlige vil ske…at vi alle kan se billedet.

Folkeskolen er simpelthen for vigtig til, at politikerne holder vejret og afventer, hvilken vej det går med reformen.