Eleverne strømmer tilbage i skole – og i år tilbage til en skole, som ser meget anderledes ud, end den de forlod før sommeren. Skolereformen er trådt i kraft samtidig med, at det allerede introducerede inklusionsprojekt buldrer derudaf.

Som landsformand for Spastikerforeningen har jeg store forhåbninger og forventninger til både skolereformen og inklusionsprojektet. Vi ved godt, det er svært. Rigtig svært. Det er en kæmpe udfordring at få viden, ressourcer, forældreholdninger og lærer- og ledelsesopbakning til at gå op i en højere enhed. Vi har set det fejle totalt, men vi har heldigvis også set det lykkes. Det kan lade sig gøre. Inklusion er mulig.

Og der er ingen vej uden om. Vi kan som samfund ikke i længden forsvare et system, som ekskluderer en meget stor gruppe mennesker til et parallelsamfund af særtilbud, blot fordi de har et handicap.

Lige før sommerferien var der voldsom medieopmærksomhed på mange danskeres fordomme overfor mennesker med handicap i almindelighed og spastikere i særdeleshed. Hvis vi skal flytte på de holdninger, så skal vi lykkes med inklusionsprojektet. Det handler om synlighed, tilstedeværelse og kendskab. Det er i mødet mellem mennesker med og uden handicap, at holdninger forandres og fordomme forebygges. Vi må gøre op med ”ude-af-syne-ude-af-sind”-politikken, og i det opgør spiller skolen en nøglerolle.

Men er inklusionsprojektet ikke bare en spareøvelse? I nogle kommuner bliver det givet misbrugt til det på den korte bane. Det er bare helt forkert tænkt. For i virkeligheden har vi slet ikke råd til at lade være. I mit sind er der ikke skyggen af tvivl, på den lange bane er inklusion langt billigere end den segregeringspolitik, vi har praktiseret gennem årtier.

Men i overgangen fra den ene virkelighed til den anden, er det helt sikkert en omstillingsomkostning, som skal betales. Den handicappolitiske fribillet, vi har kørt på i årtier, skal udskiftes med gyldig rejsehjemmel til fremtiden. Og det er en investering, som skal afholdes, før vi kan høste både den politiske og økonomiske fordel ved inklusion.

Selvfølgelig er vi bekymret for hverdagen på den enkelte skole, livet i klassen og den enkelte elevs trivsel. Lange skoledage kan være ren gift for en del børn med spastiske lammelser, ligesom flere idræts- og aktivtimer ikke er den oplagte kompensation for en lang skoledag for f.eks. en kørestolsbruger. Der er meget at være bekymret for. Skolereform og inklusion kræver omtanke og kloge løsninger fra kloge politikere, kloge skoleledelser og kloge lærere. Men vi er simpelthen nødsaget til at tro på og have tillid til klogskaben. Alternativet er meget værre.

Lone Møller, landsformand for Spastikerforeningen