Anmeldelse

Villads fra Valby laver opgaver

Gode bøger til begynderlæseren. Kedelig opgavebog

De små bøger om Villads fra Valby er godt fortalt, mens meget i opgavebogen er gamle travere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I serien om Villads fra Valby er der nu udkommet to nye bøger, der begge har lix 11. De er tænkt som både højtlæsningsbøger og bøger, som begynderlæseren selv kan læse.

Fakta:

Titel: Villads fra Valby bliver bange

Forfatter: Anne Sofie Hammer

Pris: 69,95

Sider: 31

Serie: Villads fra Valby

Forlag: Høst og Søn

Titel: Villads fra Valby laver en film

Forfatter: Anne Sofie Hammer

Pris: 69,95

Sider: 31

Serie: Villads fra Valby

Forlag: Høst og Søn

Titel: Villads fra Valby laver opgaver

Forfatter: Anne Sofie Hammer

Pris: 39,95

Sider: 32

Serie: Villads fra Valby

Forlag: Høst og Søn

I ”Villads fra Valby laver film” taber Villads sin mors mobil i badebassinet, da han er ved at optage en film. Og i ”Villads fra Valby bliver bange” vil Villads undersøge, om det spøger i skolens kælder.

Begge bøger er spændende fortalt i et lidt underfundigt sprog og med humoristiske slutbemærkninger. For eksempel filosoferer Villads over, at det somme tider er bedre at blive skældt ud end at blive ædt.

Begge bøger vil blive læst med stor fornøjelse af begynderlæsere. De humoristiske illustrationer af Dina Gellert vil også vække begejstring, er jeg sikker på.

I opgavehæftet er Villads den gennemgående figur, men der er ingen direkte sammenhæng mellem bøgernes indhold og opgaverne. Der er flere forskellige opgavetyper som for eksempel at farvelægge tegninger, skrive tal og bogstaver, tælleopgaver og at tegne fra prik til prik. De sidste sider er løsninger på opgaverne.

Nogle af opgaverne vil være for nemme til skolebørn. Det fremgår da også af bagsideteksten, at bogen også er tiltænkt store børnehavebørn.

I opgavehæftet er der ikke noget nyt under solen. De forskellige opgavetyper kan man finde i meget materiale til børn i førskolealderen. Nogle børn vil måske nok finde opgaverne underholdende, men til brug i undervisningen er de knap så brugbare.