Anmeldelse

Tæt på sprog

Nutidigt og underholdende værk om det danske sprog

Studerende og lærere har her en mulighed for at forstå de sproglige aspekter på et dybere plan, samtidig med at de får demonstreret forskellige grader af sproglig formåen. Der er megen viden, eftertænksomhed og lune gemt i denne bog.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ydmyghed og nervøsitet er indgangen til denne anmeldelse. ”Tæt på sprog” er en mesterlig redegørelse, når det gælder læseværdighed, og når det gælder kompetence i det kæmpe spektrum, som falder ind under sprogdidaktik. Der er meget at forsøge at leve op til.
Forfatterne har basis i genrepædagogikken og går ind for det funktionelle princip, som man naturligvis må supplere med den formelle grammatik. Dette er helt i overensstemmelse med både lovgivning og praksis i nyere materialer.
Bogen er skrevet til studerende og til lærere på alle niveauer. Den videnskabelige gennemgang anskueliggøres i mange teksteksempler undervejs. Spændvidden går fra Sigrid i 1. klasse, der har skrevet en e-mail til sin morfar, til Yasmin på 13 år, som har helt andre sproglige udfordringer, når hun skriver om sin mor på dansk. Den sublime sprogbeherskelse anskueliggøres i Thomas Bredsdorffs essay om istid, kunst og mennesker. Man er klogt belært og godt underholdt af dem alle. Til yderligere refleksion over stoffet findes en række opgaver, som grupper eller enkelte læsere kan arbejde med. Med den ballast vil man kvalificere sig til at guide sine elever.
Sproglige redegørelser om kontekst, betydning, lyde, ord, sætning, sætningsopbygning og så videre foretages i hver deres kapitler, som bør læses i sammenhæng, men bogen har også værdi som opslagsværk for læreren.
 

Fakta:

Titel: Tæt på sprog

Forfatter: Johannes Fibiger, Martin Jørgensen

Pris: 425

Sider: 408

Forlag: Hans Reitzels Forlag

”Tæt på sprog” har mange forcer. En af de allerstørste er forfatternes enorme kærlighed til sprog. Den kærlighed smitter, når man for eksempel læser om ords evne til at åbne for livets kompleksitet og mangfoldighed. Fibiger og Jørgensen citerer Inger Christensen, der skriver: Silke er et substantiv. Alle substantiver er ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden … Lignende evner har bogen til at forklare det mangfoldige og forunderlige danske sprog for læseren.
Bogen kan kun anbefales. Køb den, læs den, behold den og brug den.