Dem, der skal bære reformen igennem, er lærerne på gulvet, og derfor har de brug for nogle klare rammer, som de kan se sig selv i, siger skoleleder på Kildemarkskolen i Næstved Gregers Lau Hansen

Næstved: Skoler indgår arbejdstidsaftaler med lærerne

Selvom en kommune ikke ønsker at indgå en samlet arbejdstidsaftale med lærerkredsen, er det ikke umuligt at komme til at arbejde under en kollektiv aftale. Det kan man se i Næstved, hvor der nu er skoleaftaler på fire skoler – to folkeskoler, en privat kostskole og et privat opholdssted.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Dem, der skal bære reformen igennem, er lærerne på gulvet, og derfor har de brug for nogle klare rammer, som de kan se sig selv i", siger leder af Kildemarkskolen Gregers Lau Hansen.

"Vi kunne mærke, at vi havde svært ved at få de nye arbejdstidsregler til at passe med vores tanker og filosofi. Vi har en rammeaftale, der indikerer, hvilken retning, vores skole skal i - det er styringsværktøjet for os i forhold til at skabe en god skole. Det handler ikke om, hvor mange timer, der er, men der skal selvfølgelig være en overensstemmelse mellem mål og midler", understreger skolelederen.

Næstved: Fælles anbefalinger til lærernes arbejdstid

"Samtidig har vi en skolebestyrelse, hvor holdningen er, at moderne vidensarbejdere ikke skal være bundet til deres arbejdsplads 40-42 timer om ugen, og vi har ikke nogen problemer med, at lærerne har 35 timers tilstedeværelse og så har fem timer til 'fri afbenyttelse'". Det giver god mening hos os", siger han og tilføjer, at han også var fint tilfreds med den gamle A08-arbejdstidsaftale.

Tillidsrepræsentanten på Susålandets Skole i Næstved indgik ligeledes en aftale for nogle uger siden, og i denne uge er aftalen på Kildemarkskolen faldet på plads. Derudover er der indgået en skoleaftale for den private Herlufsholm Kostskole og på det private opholdssted Skovgården - begge steder er lærerne organiseret i Danmarks Lærerforening.

Herlufsholm-aftale: Lærerne skal undervise 18 timer om ugen

Formand for Næstved Lærerkreds Thomas Andreasen er også medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.  Og han håber, at Næstved-skolerne kan inspirere andre:

"Aftalerne giver lærerne en fleksibilitet og en frihed, fordi de har nogle timer - på Herlufsholm 400 og på de andre omkring 200 - som de selv kan placere. Det giver mulighed for bedre at kunne løse arbejdsopgaverne kvalificeret, når man selv kan prioritere en del af egen arbejdstid", siger han og understreger, at der ikke er tale om en akkord. Læreren kan løbende være i dialog med sin skoleleder om brugen af de 200 timer og har selvfølgelig også lov at bruge dem på skolen og registrere brugen af dem.

"Det er med til at gøre skolerne mere attraktive som arbejdspladser", siger han og er mere end klar til at forhandle også midt i skoleåret, hvis andre skoler bliver inspireret.

Aftalen på Kildemarkskolen (se link til højre) fastlægger et maksimalt undervisningstimetal på 860 klokketimer, vel at mærke efter det udvidede undervisningsbegreb, som også omfatter andet samvær med eleverne end den skemalagte undervisning.

Se danmarkskortet: Her er enighed om arbejdstid