Lærer til lærer

Fed, federe, Folkemøde

En lærers personlige beretning om Folkemødet 2014 på Bornholm

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I skrivende stund er mine fødder stadig lidt sorte og ømme efter tre dage i sandaler på støvede veje og stier. Næsen er alt for rød, men humøret er helt i top. Jeg har nemlig været til Folkemøde!

Med bopæl på solskinsøen og et lærerjob i den bornholmske folkeskole har jeg faktisk været til Folkemøde hvert år, siden Bertel Haarder kom med idéen fra Gotland. I år var det bare anderledes: Det var federe. I år var jeg nemlig til Folkemøde som lærer, og jeg var ikke alene!

Mød en lærer

Idéen blev plantet efter sidste års Folkemøde og rodfæstet i det tidlige forår blandt en lille gruppe lærere fra Københavns- og Bornholms Lærerforening. Udover debatarrangementer og minglen i teltet hos Danmarks Lærerforening ville det være spændende at nå ud til helt almindelige folkemødegæster og børn. Under lockouten vandrede bornholmske lærere brostenene tynde med skolekridt (det spiselige af slagsen) som lokkemad under parolen ”Mød en lærer”. Dette afstedkom mange spændende samtaler med bornholmske borgere, så hvorfor ikke gentage successen under Folkemødet?

Sol, sang og skolekridt

Vejret viste sig fra sin absolut bedste side det meste af weekenden. Himlen var blå, havnen var fuld af glade folkemødegæster og i løbet af dagene genlød flere steder i byen pludselig af smukke sangstemmer. Københavns Lærerkor var kommet til byen. Koret opstod under forårets lockout og poppede under Folkemødet op forskellige steder i byen. Og synge det kunne de, hvilket blev bemærket højlydt af mange tilhørere. Med skolekridt i skålen og den blå trøje med ”Mød en lærer” på maven, drog vi parvis ud i Folkemødet. Målet var at komme i dialog med ganske almindelige mennesker. Og det kom vi. ”Føler I jer ikke kørt over?” og ”Hvad med reformen?” var bare nogle af de spørgsmål, vi blev stillet. Herudover fik vi diskuteret undervisning, inklusion, innovation og udbredt kendskab til vores professionsideal. Men først og fremmest var det befriende denne gang at kunne møde folk med smil på læben, ranke rygge og opleve stor respekt for vores arbejde. Vi mødte og talte med et bredt udsnit af befolkningen: Lige fra eleverne på tur med skolen, til den pensionerede overlærer, håndværkeren, direktøren, den hjemløse og så alle de andre flinke og imødekommende folkemødegæster.

Byg din drømmeskole og tegn en lærer

Lærere skal jo helst møde nogle børn, hvilket også gjaldt under Folkemødet. I teltet blev der spist bolsjer, mens flotte, sjove og innovative drømmeskoler blev bygget i LEGO og hundredevis af tegninger af egne lærere blev tegnet. LEGO havde sponseret præmier, der efterfølgende skabte glæde hos flere skoleklasser. De ventende forældre blev udfordret af tale-hørelærernes test: Rygtet vil vide, at den var ret svær.

Stolt og glad

Faktisk nåede jeg kun at overvære et enkelt debatarrangement. Fadøl i teltet blev det heller ikke til. Alligevel var jeg til mit hidtil bedste Folkemøde. Jeg er stolt og glad for at have været en del af en helt fantastisk gruppe kreative og energiske kolleger fra flere steder i landet, der sammen har knoklet med det fælles mål for øje at gøre den helt almindelige lærer synlig og skabe kontakt til den helt almindelige borger under dette års Folkemøde.

Så kære lærerkollegaer i det ganske danske land: Velkommen til Folkemøde på Bornholm i 2015: Vi glæder os til at se jer!

God sommer!