Tore Neergaard Kjellow og Stine Melgaard Lassen spiller med eleverne i GBL-klassen på Columbusskolen. Computerspil kræver koncentration og samarbejde, fortæller de.

Skanderborg-elever skal lære via computerspil

Når skolen begynder efter sommerferien vil Skanderborg Kommune have to lærere klar til at undervise eleverne i dansk, matematik eller andre fag ved hjælp af Game Based Learning. De to lærere har i nogle år undervist specialklasseelever med brug af computerspil, men nu kan skolerne få lærerne ud til korte forløb.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Flere skoleledere har vist interesse, så fra august kan skolerne bestille os til korte forløb eller op til seks uger. Det kan handle om litteraturanalyse i 9. klasse  eller om noget andet. Det bliver nok primært elever fra 3. klasse og opefter", fortæller Stine Melgaard Lassen.

Sammen med Tore Neergaard Kjellow har hun i nogle år undervist i Game Based Learning (GBL) i en specialklasse på Columbusskolen i Galten. Undervisningen var bygget op omkring et computerspil, så matematik for eksempel foregik i spillets univers men uden at eleverne spillede computerspil hele tiden.

Computerspil øger ADHD-elevers koncentration

Hjælper på koncentrationsbesvær

"Kommunen ønsker at få undervisningsformen ud i hele folkeskolen. Man ønsker at se, om det har samme effekt på hele klasser i almenskolen, som det har haft i specialklassen. Om det hjælper flere elever med koncentrationsbesvær og om det har effekt på læringsfællesskabet. I specialklassen skaber formen absolut mening for eleverne. Fordi vi arbejder efter en fast plan, der er tydelig progression, og når vi er færdige med et emne, så begynder vi på noget nyt. Det er meget tydeligt for eleverne", siger Stine Melgaard Lassen.

Skanderborg Kommune støttede projektet om Game Based Learning på Columbusskolen med penge til ekstra computere og til computerspil. Det er også kommunens pulje "Den innovative folkeskole", der støtter computerspil i undervisningen og udvikling af undervisningsforløb det næste halve år. Stine Melgaard Lassen og Tore Neergaard Kjellow er frikøbt et halvt år til arbejdet. Og det betyder, at der ikke bliver en GBL-klasse på Columbusskolen i næste skoleår.

Skydespil kræver visuel opmærksomhed ligesom læsning

Fokus på faglige kompetencer

Skovbyskolen, hvor Columbusskolen hører til, er i gang med at planlægge et forløb sammen med de to computerspil-lærere. Det skal handle om tekstanalyse i 6. klasse. Eleverne synes, det er svært at tolke en tekst, så det bliver et eventyr eller fantasy, og så vil de to lærere arbejde med at finde ud af hvilke spil, der kan understøtte den faglige udfordring.

Mark har fået mere selvværd

"Det bliver spændende at se, hvordan de kan videreudvikle pædagogikken", mener Thorkild Hanghøj, der er lektor ved Forskningslab i It og Læringsdesign på Aalborg Universitet og har fulgt Stine Melgaard Lassens og Tore Neergaard Kjellows arbejde med GBL-klassen på Columbusskolen.

"De to arbejder meget med at børnene visuelt kan se, hvor de er i deres arbejde i undervisningen. På Columbusskolen har der været meget fokus på elevernes sociale kompetencer, nu hvor lærerne skal arbejde ude i folkeskolerne i Skanderborg bliver der mere fokus på de faglige kompetencer sammen med de sociale", siger Thorkild Hanghøj.

Læs Tore og Stines blog på www.skolenispil.dk ved at følge link til højre for artiklen.

Powered by Labrador CMS