Debatten er udsprunget af et forslag til Forenklede Fælles Mål for dansk som en gruppe konsulenter, forskere og vejledere, nedsat af Undervisningsministeriet, for nylig fremlagde. Forslaget mødte kritik fra andre læseforskere på de få punkter, som omhandlede netop læsning. En kritik som fik ministeriets embedsmænd til at foretage en række ændringer. Det kan umiddelbart virke som ordkløveri, når der diskuteres, hvorvidt der står ”læs”, ”forstår” og ”sammenfat” eller ”afkodning”, ”ordforståelse” og ”tekstforståelse”, men bagved ligger en mangeårig diskussion om læsesyn og børns tilegnelse af skriftsproget.

Dele før helheder - eller omvendt

På den ene side har vi traditionalisterne og fonetikerne, som i 200 år har sat dagsordenen og udstukket retningslinjerne for læseudviklingen i Danmark. Kort fortalt bekender fonetikerne sig til lydmetoden og tager udgangspunkt i, at læsning er en neutral, universel, auditiv og teknisk metode, som primært skal varetages af fagpersoner, som er uddannet i metoden. I praksis betyder det, at børn, når de starter i skole, introduceres for bogstaverne og deres lyde, som efterfølgende sættes sammen til ord og sætninger – altså en ”fra dele til helheder”-tilgang til læsning.

På den anden side har vi en gruppe forskere og praktikere med en mere helhedsorienteret tilgang, som ser skriftsprogstilegnelse som en social og kulturel kompetence, der bedst læres i kommunikative fælleskaber. Da skriftsproget er en stor og væsentlig del af vores kultur og børnenes hverdag – også før de starter i skole – mener tilhængerne af helhedsmetoden, at erfaringer og forståelse skal være udgangspunktet for den første skrivning og læsning. Det betyder, at indholdet og betydningen skal være i højsæde og danne baggrund for at lære bogstaverne og deres lyde – altså en ”fra helheder til dele”-tilgang læsning.

Engelske variationer

Umiddelbart kan det måske virke ligegyldigt at bruge tid på at diskutere, hvorvidt man skal gå den ene eller anden vej for at komme frem til det samme mål, men kigger vi lidt nærmere på vores sprog og erfaringerne fra udlandet tyder meget på, at det ikke er helt ligegyldigt.

Da sprog er meget forskellige og komplekse kan det være svært at sammenligne metoder og resultater. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at kigge på lande, der har det samme sprog, men som grundlæggende har forskellige tilgange til den første skrivning og læsning. 

Kigger vi på placeringerne i den seneste læseundersøgelse fra PISA, er der en tendens til, at de lande, der har valgt en tilgang til læsning, som stemmer overens med deres sprogs beskaffenheder og udfordringer, klarer sig langt bedre end dem, der ikke gør. Tager vi udgangspunkt i det engelske sprog og kigger på, hvordan fem engelsksprogede lande klarer sig, tegner der sig et interessant billede.

I Canada, New Zealand og Australien, hvor læsning primært ses som en kommunikativ og social proces med meningsfuldhed og helheder i centrum, placerer de tre lande sig på henholdsvis en 9., 13. og 14. plads. I Storbritannien og USA, hvor læseindlæring tager udgangspunkt i en fonetiske tilgang, kom landene ind på en 23. og en 24. plads. På den efterfølgende plads kom i øvrigt Danmark.

Resultater af PISA-undersøgelser

Grunden til at det er interessant at kigge på og sammenligne resultaterne fra de engelsksprogede lande er, at det danske sprog i stor grad har den samme manglende bogstav-lyd relation som engelsk. Det vil sige, at vi har at gøre med to ikke-lydrette sprog, hvor ordene kun i ringe grad staves som de udtales. De sidste 12 års PISA-resultater tyder altså på, at det er uhensigtsmæssigt at have for meget vægt på lydmetoden i forbindelse den første skrive-/læseundervisning, hvis sproget er uregelmæssigt i forhold bogstav-lyd-relationer.

Da de første PISA-undersøgelser fra 2000 blev offentliggjort, skabte det stor debat i Danmark, da vi indenfor læsning med 497 point placerede os i den dårligste halvdel blandt de 32 deltagende lande. Læsning blev i den forbindelse sat på den politiske dagsorden og skoleområdet fik bevilliget ekstra ressourcer til efteruddannelse af lærere samtid med, at danskfaget blev opprioriteret med en ekstra ugentlig time. 12 år og mange milliarder efter scorede de danske 15-årige ved den seneste PISA-undersøgelse 496 point i læsning – altså en tilbagegang på 1 point.

Læseundervisningen bør opdateres

Der er naturligvis mange faktorer, der spiller ind på de udeblivende resultater, men når det åbenbart ikke er muligt at købe sig til bedre resultater ved at give de danske børn mere af den samme medicin, er der værd at overveje, om der ændres lidt i behandlingsformen. Det kunne eventuelt gøres ved at stå fast på det mere nutidige og helhedsorienterede udkast som ministeriets arbejdsgruppe har fremlagt. Et udkast som tager hensyn til de skriftsproglige forudsætninger og udfordringer vi har i Danmark og samtidig inddrager nutidens udvidede og multimodale tekstbegreb, hvor billeder, ikoner, film og layout også er en del af læsningen.

Det ville naturligvis være dumt at smide 200 års erfaringer med den fonetiske metode ud med badevandet, men meget tyder på, at en mere nutidig og afbalanceret læsepolitik med større vægt på den helhedsorienterede og meningsfulde ”brug-og-lær”-tilgang skal prioriteres, hvis Danmark skal forbedre sin nuværende 25. plads og leve op til politikernes mål om en top-5 placering inden 2020.

Jeg håber derfor, at ministeren går ind i sagen om de Forenklede Fælles Mål og sørger for, at arbejdsgruppens anbefalinger bliver fulgt, så vi kan begynde at opbygge en ny og tidsvarende kultur omkring skriftsprogstilegnelse i Danmark.