Anmeldelse

Lette ord, gode historier

Det er imponerende, at forfatterne med så små og få ord har formået at skrive historier, som fungerer. Der er plads til både gys og grin i bøgerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ib i en by" og "Pif paf – en ulv!" er to nye udgivelser i serien "Læs Lydret". Serien henvender sig til de yngste læsere og børn, der kæmper med læsningen. Som titlen på serien antyder, er bøgerne lydrette. Kun enkelte ord kræver kendskab til, at vokalerne har flere lyde. Serien består af tre trin: Trin 0, som er det letteste niveau med enstavelsesord på en-to bogstaver og en-to linjer per side, trin 1, som har enstavelsesord på en-tre bogstaver og en-fire linjer per side, og endelig trin 2, som har ord på to-fire bogstaver, en-to stavelser og to-tre linjer per side. Til alle bøger er der opgaver til fri kopiering.

Fakta:

Titel: Ib i en by

Forfatter: Kirsten Ahlburg

Illustrator: Johannes Bojesen

Pris: 85

Sider: 21

Serie: Læs Lydret 0

Forlag: Special-pædagogisk Forlag

Titel: Pif paf - en ulv!

Forfatter: Randi Solvang

Illustrator: Jesper Tom-Petersen

Pris: 85

Sider: 21

Serie: Læs Lydret 2

Forlag: Special-pædagogisk Forlag

"Ib i en by" hører til på trin 0. My bor i Ry, og der vil Ib også gerne bo. De to finder hinanden og har både uhyggelige og hyggelige oplevelser.

"Pif paf - en ulv!" hører til på trin 2. Hugo er hovedpersonen, og en dag foreslår far, at de skal ud at skyde med gevær i haven. Det går ud over hunden Fido.

Bøgerne er med fast bind, og læserne vil opleve, at de sidder med en rigtig bog. Begge historier er levende fortalt i illustrationerne, hvilket er væsentligt for de yngste læsere, så de har andre ledetråde at støtte sig til, hvis bogstaverne driller.

Dette er en serie, som bør findes på alle skolebiblioteker og inklusionscentre.