Danmarks mindste vinterskole:
Holmsland Klit og Stadilø var to af de steder, hvor man brugte den vestjyske skoleordning. I dette område var den senere statsminister I.C. Christensen lærer, og landbrugsforskeren N.J. Fjord arbejdede der som vinterlærer som 14-15-årig. Billedet viser den mindste vinterskole på Holmsland: Bjerregaard.
Old school: Vestjysk
Jysk særordning: Skolelovgivningen fra 1814 blev i udstrakt grad administreret og tilpasset lokale forhold og behov. Og så er der ifølge mr. Higgins stor forskel på dialekter dengang og nu, hvor elever taler bysprog.
{Old}
Dialekt
Den vestjyske skoleordning slog igennem i områder og på ettidspunkt, hvor eleverne og de fleste lærere talte dialekt, menlænge var der ikke daglig undervisning hele året pålandsbyskolerne. Gyldendals højst nutidige litterære direktør,Johannes Riis, fortæller om sin skoletid på Mors (»Ordmagneten«,Gyldendal 2011), at landsbyskolen i Fredsø i halvtredserne kunhavde én lærer, som underviste flere klassetrin samtidig; elevernegik i skole hver anden dag om sommeren, og ingen drømte om, at manskulle tale andet end morsingbomål. Senere på centralskolen varelevernes talesprog også dialektalt, andet hørte man ikke i detdaglige, medmindre man lyttede til radioen eller fik læst op. Detikke-dialektale sprog blev her som i andre dialektsamfund kaldt»fint«, ja, undertiden ligefrem »fornemt«. En enkelt lærer fortalteeleverne, at de i byskolen i Nykøbing måske forventedes at kunnetale rigsdansk (købstadsdansk), men for Johannes Riis' vedkommendeskete skiftet først, da han kom i gymnasiet, også på Mors. Skolenuddelte ellers hvert år ved translokationen en pris til »denstudent, der bedst havde bevaret sit jyske mål«, men Riis og defleste andre levede udmærket med en sproglig arbejdsdeling: dialekthjemme, mellem barndomsvenner og i familien, rigsdansk i skolen,hos lægen og i mere formelle situationer. Og den vekseldriftpraktiserer han og mange andre over 50 år stadig, hvis de harkontakt med barndomsmiljøet.
(New)
Bysprog
Men i dag er dialekten stort set forsvundet fra skolen, og selvi gode dialektområder blev den lige så stille fravalgt allerede i1980'erne. En meget omfattende analyse af skolesproget i by og påland i den daværende Hirtshals Kommune viste, at selv om børnene,et mindretal, talte dialekt hjemme, slog de ubevidst over ibysprog, når de hængte jakken på knagen i skolen. Lærerne, som såpositivt på dialekten, mere positivt end forældrene, havde end ikkebemærket den udvikling, som hos de fleste forløber ubevidst. Mangår jo ikke og tænker over, hvordan ordene skal udtales. Det sammeer sket i Hanherred og sikkert også i Sønderjylland. Det kunneinteressere mig at høre fra læserne, om der stadig tales udprægetdialekt andre steder i landet.
Send en mail til folkeskolen@dlf.org og skriv i emnefeltet:Professor Higgins
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I slutningen af 1800-tallet rasede en debat i pædagogiske tidsskrifter. Den handlede om læreres lønningsforhold, elevernes skoletid, og hvad de pædagogiske mindstekrav kunne være til undervisningen. I centrum for diskussionen var Den Vestjyske Vinterskoleordning.
Ordningen havde eksisteret det meste af 1800-tallet og var udtryk for en praktisk og pragmatisk holdning til børns skolegang. På Vestjyllands yderste rand var befolkningstætheden så tynd, at det dårligt lod sig gøre at opretholde skoler med den tætte beliggenhed, som loven krævede, så intet barn havde mere end 1/4 mil til skole. Samtidig havde man i de områder stort behov for de ældste børns arbejdskraft i fiskeri og landbrug.
Columbusægget, der løste problemet, var en ordning, hvor de ældste elever gik i skole flere dage om vinteren og færre dage om sommeren. Om vinteren blev der så simpelthen undervist mere og flere steder, og man ansatte vinterlærere for hver ny sæson. Om sommeren blev den sporadiske undervisning til dels besørget af vandrelærere, der holdt skole i forhåndenværende lokaler på skift, så børnene skiftedes til at have langt til skole. De yngste fik mest undervisning om sommeren, hvilket også medførte, at de ikke skulle så ofte af sted i det dårlige vintervejr.
I debatten omkring 1900 blev ordningen kritiseret, især fordi vinterlærere ofte var ganske unge og uuddannede - men billig arbejdskraft. Ofte kunne det være teenagedrenge, der havde taget et enkelt kursus og aflagt eksamen for præsten og derved kvalificeret sig til at undervise.
Andre fremhævede vinterskolerne som en del af den vestjyske kulturelle egenart, der skabte nærhed til skolen blandt elever og lokalbefolkning.
I 1958 blev by- og landskolen ligestillet, og dermed forsvandt også grundlaget for at opretholde den vestjyske vinterskole. Alle børn skulle nu have samme grundlæggende undervisning, og infrastruktur og skolebusser var kommet til, samtidig med at behov for børnearbejde var svundet ind. Så nu kunne både store og små komme i skole - også om vinteren i snevejr.
