Flere faglige foreninger udtrykker bekymring for, om ministeriets læringskonsulenter til fulde vil kunne levere oplysning på det detaljeniveau, PEU-hæfterne tidligere har kunne

Der kommer ingen evalueringer af sidste års afgangsprøver

PEU-hæfterne kaldes de publikationer, hvor fagkonsulent og censorer bringer erfaringerne fra årets afgangsprøver tilbage til undervisningen. Men i år er der kun kommet ét hæfte, nemlig for faget dansk. Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen overvejer, om evalueringsformen skal afskaffes, men ifølge lærernes faglige foreninger er der vigtig læring i PEU-hæfterne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har "ud fra en konkret vurdering af resurserne" besluttet ikke at skrive evalueringer af flere af sidste års afgangsprøver. Hvad der sker næste år er endnu uafklaret:

"Formen på PEU-hæfterne er under overvejelse, men der vil under alle omstændigheder fortsat være feedback fra prøverne til lærerne, herunder via læringskonsulenterne, der er i tæt dialog med lærere og skoler. Læringskonsulenterne, der har en faglig-pædagogisk baggrund, giver generel vejledning til skoler og lærere om prøver, evaluering og undervisning", oplyser chefkonsulent Charlotte Hamburger.

Omdiskuterede stileemner voldte især drengene problemer

PEU står for Prøver - Evaluering - Undervisning. Det var tidligere trykte hæfter, men de senere år har PEU'erne været dokumenter til download fra uvm.dk. De er skrevet af fagkonsulenten for det enkelte fag på baggrund af sommerens prøvebesvarelser og ikke mindst på baggrund af de beskikkede censorers tilbagemeldinger. Formålet er at give lærerne gode råd og ideer til den daglige undervisning og uddrage generelle problemstillinger inden for faget. Folkeskolen.dk har spurgt nogle af dem, der bruger PEU-hæfterne i deres faglige diskussion, om behovet.

Forkert sted at spare

Formanden for Tysklærerforeningen, Flemming Nygaard, siger: "Hæfterne har været af stor betydning for ikke kun lærere med afgangsklasser, men også generelt set, idet især afsnittet om undervisning har kunnet give et brush up for alle fremmedsprogslærere".

"Jeg har svært ved at forestille mig, hvorledes to læringskonsulenter for tysk vil være i stand til at dække det informationsbehov, som PEU-hæfterne i fremmedsprog har dækket hidtil. Undervisningsministeriet har tidligere over for mig givet udtryk for den bredde konsulenternes arbejde får. For mig at se er det et forkert sted at spare".

Ingen garanti for læsning "PEU-hæfternes styrke er, at de år for år holder lærerne ajour med små, men væsentlige præciseringer af regler og god praksis på en masse detaljer, som er for små til ligefrem at lave nye love eller cirkulærer. Den korrekte afvikling af prøverne er altid meget højt prioriteret hos lærerne, og her har PEU-hæfterne været et godt værktøj", siger formand for Sproglærerforeningens franskudvalg Leon Aktor.

"Omvendt er svagheden, at det er helt op til hver enkelt lærer at læse de relevante PEU-hæfter, så der er ikke indbygget en garanti for at alle lærere har samme informationsniveau".

Han konstaterer samtidig, at censorerne vel også i fremtiden skal fortsat rapportere efter prøveperioden. "Hvem skal læse de rapporter, og hvordan mon man vil bruge dem?", spørger han.

Hvis læringskonsulenterne kommer til at fungere godt, vil lærerne kunne få hjælp hos dem, men for Leon Aktor er spørgsmålet, om den hjælp vil nå PEU-hæfternes detaljeringsgrad.

"Blandt de mange nye læringskonsulenter er ikke en eneste med fransk som sit hovedområde. Kun én, Dorte Buhl, har fransk på sit CV".

Samarbejde med de faglige foreninger?

Formanden for biologilærerne i Biologforbundet, Brian Ravnborg: "Her hvor vi står i en brydningstid med nye arbejdsforhold, nye Fælles Mål og et fagligt løft af folkeskolen, er det vigtigt at lærerne bliver klædt godt på til opgaven".

"Vi ser PEU-hæfterne som et vigtigt arbejdsredskab for lærerne, og vil klart anbefale, at de bliver genindført. Det bør overvejes, om der skal etableres et samarbejde med de faglige foreninger omkring formidling af hæfterne", foreslår han.

Formand for Sproglærerforeningens engelsk-udvalg Aase Lomholt Thomsen fortæller, at hun og de øvrige lærere i udvalget er så garvede engelsk-lærere, at de ikke længere personligt har behov for PEU-hæfterne. Men de ser dem som brugbare redskaber for nye lærere og lærere, der skal føre op til prøve i fagområder, de ikke er på hjemmebane i:

"Hæfterne har givet gode indspark til, hvad man skal medtænke i årsplanen, og hvordan man med fordel kan planlægge og gennemføre prøverne. I dagligdagen er man vant til at kunne rette direkte spørgsmål til fagkonsulenten på skolekoms engelskkonference, hvor der er en underkonference, hvor konsulenten besvarer spørgsmål".

"Hvordan det vil blive i fremtiden, kan vi være usikre på", siger hun og tilføjer, at hun nu venter spændt på, hvad overvejelserne i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen vil føre til.

Har du savnet årets prøveevaluering? Skriv gerne i kommentarfeltet nedenfor.

Læs mere

Evaluering af prøverne (uvm.dk)

Tidligere års evalueringer

Powered by Labrador CMS