Debat

Lær at læse i en flygtningelejr i ørkenen

I Danmark er skolen efter sigende, og ifølge PISAs statistikfortolkning af eleverne, i relativt forfald. I flygtningelejrene i Sahara-ørkenen nær Tindouf i Algeriet, hvor over 150.000 flygtninge fra Afrikas sidste koloni, Vestsahara, bor, har de derimod stor succes med deres uddannelse under noget andre forhold.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læsefærdighederne er eksempelvis forbedret i en utrolig grad. I 1975, da Saharawierne ankom til lejrene efter en tur til fods på hundredevis af kilometer gennem ørkenen, flygtende fra de marokkanske bombardamenter og invasionsstyrker, kunne 5% af befolkningen læse. I dag kan over 90% læse, hvilket er langt over gennemsnittet for regionen.

Og det selvom der udbrød flere dødelige epidemier i lejrene i halvfjerdserne, at mange af børnene i lejrene den dag i dag lider af fejlernæring og underernæring, og at skolebiblioteket på den skole jeg besøgte næsten havde færre bøger end mine to sønner har på deres værelser.

Da jeg besøgte flygtningelejrene i slutningen af april, besøgte jeg blandt andet Mahfoud Nahnah-skolen, en skole for børn i 1-5. klasse. Skolen har hvidmalede mure og en aflang tilsandet skolegård i midten af de omkransende og sammenhængende klasseværelser, med et stort Saharawi-flag solidt plantet i den ene ende. Det er cirka 40 grader varmt, men relativt mildt i forhold til når det bliver sommer, får jeg at vide.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Skolens inspektør, Cheij Sidi Taleb, fortalte mig at Saharawierne havde erkendt at de, eftersom de ingen naturresurser og meget få midler havde i flygtningelejrene, måtte bygge deres samfund op på menneskelige resurser.

”Saharawiernes regering [der har eksil-hovedsæde i flygtningelejrene] har prioriteret uddannelse højt, hvilket er en af grundene til at vores uddannelsessystem har haft så meget succes”, siger Cheij Sidi Taleb. ”En anden vigtig grund er, at familierne også har villet spille en rolle i at ændre os fra et uvidende til et uddannet samfund”.

Der er 38 skoler i lejrene, samt nogle få videregående uddannelser. Men de fleste må til udlandet på stipendier for at få en videregående uddannelse, hvilket mange dog får.

Eleverne undervises blandt andet i Arabisk, matematik, historie, geografi, og idræt. For tiden er en tredje klasse jeg besøger i gang med et projekt om Saharawiernes kultur, hvor eleverne blandt andet har tegnet, modelleret, og vævet forskellige effekter der hver for sig og tilsammen repræsenterer denne kultur.

Undervisning i kulturforståelse er særdeles vigtig, fornemmer jeg, fordi deres kultur undertrykkes af kolonimagten i deres hjemland, Vestsahara. Saharawiernes telt, et vigtigt kulturelt symbol for dette nomadefolk, og deres flag er forbudt, og deres sange og danse er på vej til at blive det, får jeg at vide.

Undervisningsmetoderne ville vi nok betegne som lidt ”gammeldags”. Børnene stod ret, da vi kom ind i klasseværelserne, der klappes af en elev der løste et regnestykke på tavlen, og alle piger skal have der hår i fletninger.

På den anden side er den straf som nogle taler om at genindføre i Danmark ildeset, og fysisk afstraffelse strengt forbudt. Og der er en ro, som de fleste lærere (og elever) i Danmark nok ville misunde deres kollegaer i ørkenen.

Børnenes ambitioner fejler da heller ikke noget. Da jeg spørger eleverne i en 2. klasse hvad de vil være når de bliver voksne, er svarene ikke ulig hvad man ville forvente i en dansk skole.  Læge, skolelærer, politimand, ingeniør, og soldat er nogle af svarene. Kun en lille dreng, der med stolthed i stemmen svarer ”frihedskæmper”, ville vække opsigt herhjemme.

Men frihed er netop hvad Saharwierne kæmper for. Ikke med våben, selvom flere og flere unge Saharawier som ikke selv har oplevet krigens grusomheder, taler om at genstarte krigen med Marokko. Men med tålmodighed, uddannelse, og håb for at de snart kan vinde deres land tilbage, så de kan bruge alle de ting de har lært på at opbygge dét i stedet for nogle støvede lejre midt i ørkenen.

Peter Kenworthy var i flygtningelejrene nær Tindouf i slutningen af april, og har tidligere skrevet adskillige artikler om Vestsahara-konflikten.

Powered by Labrador CMS