Pisa Etnisk: Elever med indvandrerbaggrund halter stadig efter

Elever med anden etnisk baggrund end dansk er stadig langt efter deres etnisk danske skolekammerater i matematik, læsning og naturfag. Knap halvdelen forlader skolen uden tilstrækkelige funktionelle matematikkompetencer. Det viser den netop offentliggjorte Pisa Etnisk-undersøgelse.

Publiceret

FAKTA

Førstegenerationselever defineres som elever, der er født iudlandet, og hvor begge forældre er født i udlandet.

Andengenerationselever defineres som elever, der er født iDanmark, men hvor begge forældre er født i udlandet.

Elever uden indvandrerbaggrund defineres som elever, hvor mindsten forælder er født i Danmark.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Pisa 2012 er der særligt fokus på matematik, og her scorer elever uden indvandrerbaggrund i gennemsnit 61 point højere end andengenerationsindvandrere og 80 point højere end førstegenerationsindvandrere. Gennemsnitsscoren for elever med etnisk dansk baggrund er 508.

Godt 48 procent af førstegenerations-indvandrerne har utilstrækkelige funktionelle matematikkompetencer. Det tilsvarende tal for andengenerations-indvandrere er cirka 38 procent, mens det for elever uden indvandrerbaggrund gør sig gældende lidt over 13 procent. Kun to til tre procent af elever med indvandrerbaggrund befinder sig i gruppen med de dygtigste elever i Pisa-undersøgelsen, mens omkring 11 procent af eleverne uden indvandrerbaggrund hører til i toppen.

 

Alle er gået tilbage i matematik

Det er anden gang, Pisa Etnisk er en del af Pisa-undersøgelsen, men allerede i 2003 sammenholdt man elevernes etniske baggrund med resultaterne i matematik og læsning. Man kan konstatere et fald i matematikscoren for alle elever, herunder også alle grupper af indvandrerelever, fra 2003 til 2012. Det er dog kun for gruppen af elever uden indvandrerbaggrund, at forskellen er statistisk signifikant.

Den nye Pisa Etnisk-undersøgelse viser også, at drenge klarer sig bedre end piger i matematik uanset etnisk baggrund. Kønsforskellen er dog størst mellem andengenerationsindvandrere med næsten 21 point. Forskellen mellem piger og drenge uden indvandrerbaggrund er knap 14 point. Dette ses ikke i nogen af de andre nordiske lande for de tre elevgrupper.

Minister: Fokus på tidlig indsats

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (Radikale) erkender, at der er kæmpe udfordringer med at få nydanske børn til at klare sig godt i skolen. Det kræver en målrettet indsats både i skole og daginstitutioner.

"Regeringen er meget opmærksom på, hvor vigtig den tidlige og forebyggende indsats er. Derfor arbejder vi sammen med kommunerne - og dermed daginstitutioner - for at fremme børnenes sproglige og sociale udvikling allerede fra børnene er meget små. Samtidig sætter vi også fokus på det ansvar, der ligger hos de nydanske forældre. Når alt kommer til alt, så er opbakning fra mor og far jo helt afgørende, hvis de nydanske børn skal op på niveau med deres danske klassekammerater," siger han.

Halter også efter i læsning og naturfag

I Pisa 2012, hvis generelle resultater blev offentliggjort i december, blev der også testet i læsning, naturfag og problemløsning. Også her scorer elever med indvandrerbaggrund lavere end deres etnisk danske kammerater.

I læsning har de etnisk danske elever løftet niveauet fra en score på 497 i 2003 til 504 i 2012, mens elever med 1. generations-indvandrerbaggrund er gået lidt tilbage til en score på 427. De elever, der har været en generation længere i Danmark, ligger stabilt på 454 point. Udsvingene i resultaterne fra 2003 til 2012 er ikke statistisk signifikante.

Samme billede gør sig gældende i naturfag, hvor 2012-resultaterne dog kun kan sammenlignes med Pisa 2009. Her scorer etnisk danske elever i 508 i gennemsnit, 1. generationsindvandrer-elever 418 og 2. generationsindvandrerelever 433. Der er for alle tre elevgrupper minimale udsving i forhold til Pisa 2009.

Læs mere

Læs Pisa Etnisk 2012

Powered by Labrador CMS