Peter Fastner Stenkilde (th.) modtager KMD Education Award 2014 fra Christian Scheuer, direktør for KMD Leg & Læring

Lærerstuderende vinder ny digital undervisningspris med en marsrejse

Kan man bo på Mars? Hvordan fjernstyrer man en robot, når det tager 24 minutter for et radiosignal at nå frem? Det var nogle af de spørgsmål, som eleverne blev mødt med af den lærerstuderende Peter Fastner Stenkilde, da han skabte et nyt digitalt undervisningsforløb for 7. klasse og med det blev den første vinder af KMD Education Award.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den allerførste KMD Education Award blev i går overrakt til Peter Fastner Stenkilde ved en ceremoni på Danmarks Læringsfestival i Bella Center. Peter Fastner Stenkilde er lærerstuderende på UCC i  København, og vandt med sit digitalt baserede praktikforløb i fysik/kemi. Her skal eleverne finde viden om Mars, bruge nye digitale præsentationsformer og programmere deres egen marsrobot. Med prisen følger en præmie på 10.000 kr.

"Det er et kæmpe skulderklap at få. Det er dejligt, at så kompetent en jury anerkender mit arbejde. Når man står ude i klassen er man alene og selvom det er fantastisk at se eleverne blive begejstret, så giver det da helt klart noget ekstra at blive anerkendt på den her med måde", siger Peter Fastner Stenkilde.

Eleverne med i juryen

Agnete Vienberg, formand for Danske Skoleelever og medlem af juryen, er begejstret for vinderprojektet:

"Det er virkelig vigtigt og vildt fedt, at vi bruger it som en integreret del af undervisningen, så den kan gøre undervisningen sjovere, mere inspirerende og ikke mindst hjælpe os til at lære bedre. Jeg ville have elsket at have en lærer som Peter, der bruger digitalværktøjer så fedt i undervisningen", siger hun.

Ud over elevernes formand bestod juryen af Kasper Koed, pædagogisk konsulent fra UCC,  Marie Falkesgaard Slot, lektor og Ph. D·ved videncenteret læremiddel.dk, og Anne-Gitte Weinkouff Mathiesen, uddannelseskonsulent, KMD Leg & Læring.

KMD og UCC har i fællesskab etableret prisen for at sætte fokus på brugen af digitale lærermidler i folkeskolen og på læreruddannelsen.

"Med KMD Education Award vil vi sætte spot på de mange muligheder, der ligger i at bruge digitale redskaber. Med prisen kan vi være med til at pege på de gode eksempler og på den måde inspirere både studerende og etablerede lærere til at prøve kræfter med de digitale muligheder", siger Christian Scheuer, som er afdelingsdirektør for KMD Leg & Læring.

Fokus på digital didaktik

"Vi kan konstatere, at brugen af digitale lærermidler stadig er i sin vorden i skoleverdenen. Men vi kan også se, at der er et stort ønske og et stort behov for at komme i gang med at bruge de nye medier på en didaktisk fornuftig måde. Det håber vi, at vi kan være med til at skabe noget positiv energi omkring med denne pris", siger Jon Gade, uddannelsesleder på UCC.

Udover æren får Peter Fastner Stenkilde 10.000 kr. som han vil bruge på at dyrke sin passion for dykning med en tur til Egypten.