Anmeldelse

Dig, mig og os

Vi bliver et jeg ved at spejle os i et du

Ingen er uden relationer. Det er udgangspunktet for denne bog, der problematiserer, at (problem)adfærd ofte er fokuspunktet for det pædagogiske arbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jytte Birk Sørensen har gjort det igen. Hun har skrevet en helt fantastisk bog, der er solidt teoretisk funderet, samtidig med at den er politisk, forstået på den måde at den sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi som samfund opfatter og håndterer mennesker på, der er udfordret på deres udvikling. Den lægger op til og støtter det paradigmeskifte, der er både i gang og helt nødvendigt.

Fakta:

Titel: Dig, mig og os

Forfatter: Jytte Birk Sørensen

Pris: 345

Sider: 208

Forlag: Dafolo

Forfatteren indfører to vigtige begreber: Omsorgsgivere og omsorgsafhængige. De begreber skal ses ind i professionel kontekst, for som mennesker er vi alle afhængige af omsorg. Omsorgsafhængige kan i denne sammenhæng være børn, udviklingshæmmede, demente og alle andre, der er afhængige af professionel omsorg.

Bogen er inddelt i tre afsnit: "Om at tænke relationelt", "Om at observere relationelt" og "Om at analysere relationelt".

Især i første afsnit gøres der op med den traditionelle måde at beskrive mennesker på. Forfatteren stiller spørgsmålet: Arv eller miljø? Hun gennemgår her den viden, man har fra blandt andet moderne spædbarnsforskning og hjerneforskning, hvor det slås fast, at mennesker udvikler sig i samspil, og at tilknytningens kvalitet bliver afgørende for hjernens udvikling.

Hun beskriver det traditionelle fokus på problemer og problemadfærd. Hun problematiserer, at børn/demente/udviklingshæmmede/andre mennesker beskrives ud fra deres adfærd og løsrevet fra deres relationer, hvilket ikke giver mening, eftersom ingen eksisterer løsrevet fra deres relationer. Denne tænkemåde er farlig, fordi den efterlader fagfolkene omkring personen uden ansvar for de nødvendige forandringer. Bogen beskriver de afgørende forskelle i problemopfattelse – og dermed problemhåndtering – når man i stedet tænker relationelt.

Andet afsnit, der handler om at observere relationelt, tydeliggør, hvor vigtigt det er, at fagfolk er bevidste om deres mentaliseringer af de personer, der er afhængige af deres omsorg. Her bliver videoklip et meget vigtigt redskab, eftersom de gør det muligt at dele mentaliseringer. Forfatteren viser, hvor forskelligt selv personer med samme faglige baggrund tolker adfærd, og hvor afgørende denne tolkning bliver for den omsorg og udviklingsstøtte, den omsorgsafhængige modtager. Dette bliver igen afgørende for den ramme, der sættes, for at eksempelvis barnet kan udvikle sig godt. Hun beskriver de muligheder, der er i billedet, som forandringsagent og interventionsmetode. Hun beskriver en helt konkret metode til at observere såvel trivsel som mistrivsel i form af "Trivselslinealen".

I tredje afsnit gennemgås Marte Meo-metoden, som er en metode til at analysere relationelt. Hun slår fast, at Marte Meo-metoden er en kontakts- og samspilsmetode, der udspringer af relationsparadigmet. Marte Meo har fokus på den omsorgsafhængiges udviklingsbehov – ikke problemadfærd - og på omsorgsgiverens muligheder for at støtte udvikling i dagligdags situationer. Hun beskriver Marte Meo-metodens tætte kobling til tilknytningsteorien, den neuroaffektive udviklingspsykologi og den spædbarnsdikterede adfærd og det udviklingsstøttende samspil. Til sidst i afsnittet beskriver hun en manual til videoobservation og analyse af kontakt og samspil.

Bogen er meget let læst, selvom den indeholder solide teoretiske afsnit. Den er fyldt med gode eksempler, som de fleste, der beskæftiger sig professionelt med omsorg og udviklingsstøtte/læring, vil kunne genkende fra deres praksis. Den har vigtige budskaber til alle, der beskæftiger sig med mennesker med omsorgs-, trivsels- og udviklingsbehov, uanset om det er sundhedsplejersker, pædagoger, lærere (herunder adfærd, kontakt, trivsel), sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, hvad enten det drejer sig om børn eller udviklingshæmmede.

Læs den før din kollega.

Powered by Labrador CMS