På initiativ af Karen Ellemann (V) diskuterer forligskredsen bag folkeskolereformen nu at gøre de nye Fælles Mål frivillige det første år

Udsigt til et frivilligt år med nye Fælles Mål

Det voldsomme tidspres på indførelsen af nye Fælles Mål er årsagen til, at Venstres folkeskoleordfører Karen Ellemann har foreslået at gøre de nye Fælles Mål frivillige det første år.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg kan bekræfte, at jeg har rejst problemstillingen i forligskredsen", fortæller Karen Ellemann, der er folkeskoleordfører i Venstre, til folkeskolen.dk

"Jeg har fundet det hensigtsmæssigt, at lovgivningen først træder i kraft fra skoleåret 2015/16, men at skolerne får mulighed for at forpligte sig til målene allerede fra august 2014".

Karen Ellemann fortæller desuden, at der har været en fornuftig drøftelse af det i forligskredsen, og at det ikke virker til, at der er uenighed om, at det er hensigtsmæssigt at vente et år med at gøre de nye Fælles Mål til et lovkrav.

Formelt skal der være enighed i forligskredsen bag folkeskolen, før der kan ske ændringer i aftalen.

Knap to måneders offentlig debat om Fælles Mål

Det eneste fornuftige For Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, giver det mening at trække tempoet lidt ud af processen.

"Det er det eneste fornuftige at gøre. Der er lang vej, til de mål er færdige, og det er helt urealistisk, at man som lærer får stukket sådan nogle i hånden, som så skal implementeres fra dag ét. Det kræver et seriøst arbejde, hvor lærerne skal forholde sig til målene", siger Anders Bondo Christensen til folkeskolen.dk.

"Der har været evalueringer af, hvordan lærerne bruger Fælles Mål fra blandt andet Eva (Danmarks Evalueringsinstitut - red.), hvor det er konstateret, at målene ikke bliver anvendt voldsomt intensivt af lærerne. Det skyldes blandt andet, at man hele tiden har lavet dem om", siger Anders Bondo Christensen. For ham er det ekstra år en nødvendighed.

"Hvis man vil have, at de får en betydning i den danske skole, skal man give mulighed for at implementere dem ordentligt. Så det er helt klart en fordel, at der ikke kommer nogle nye mål i maj, som skal indføres i august", siger Anders Bondo Christensen.

 Undervisningsministeriet ønsker ikke at kommentere sagen.

Nye fælles Mål skrives bag lukkede døre

Opdateret klokken 15.08 - med kommentarer fra Anders Bondo Christensen.