Anmeldelse

Grænser

"Uge Sex" er her igen

Sex og Samfund udgiver fremragende materialer, og det har foreningen også gjort i år. Men det må ikke få læreren til at tro, at forberedelse og tilpasning kan undværes.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er sikkert mange, der husker, hvordan lærer Rita i tv-serien af samme navn først forsøgte at tørre seksualundervisningen i 9. klasse af på den uprøvede Hjørdis, og hvordan kollegaen i parallelklassen underviste klinisk med gamle overheads. Siden tog Rita alligevel over og viste, hvordan det bør gøres, efter at hun havde opdaget, hvordan hun overtrådte sin søns grænser, når talen faldt på sex.

Fakta:

Titel: Grænser

Pris: Gratis

Forlag: Sex og Samfund

Det er nemt at grine ad kikset seksualundervisning, men efterhånden har der været så mange år med Sex og Samfunds lødige og nutidige undervisningsmateriale, "Uge Sex", at det bør være der, man som lærer går hen, når der skal undervises i sundhed og sex. Desværre har jeg set eksempler på, hvordan materialet kan misbruges til uformidlet underholdning. Som lærer og anmelder rev jeg mig selv i håret og tænkte, at det jo ikke er sådan, materialet skal bruges.

Derfor bruger jeg nu spalteplads på at råbe: Der findes ikke noget undervisningsmateriale i hele verden, der er så godt, at det ikke kræver en velforberedt lærer til at formidle det! Så allerførst: Læs det vedlagte kampagnehæfte, der introducerer dette års tema – grænser.

Den obligatoriske sundheds- og seksualundervisning er ikke noget, der blot skal overstås, så man har sin ryg fri og gjort, hvad man skulle ifølge lovgivningen. Der er naturligvis mange måder at gøre det på, og en af dem er at lave temauge for hele skolen, så lærerne samlet kan forberede sig og snakke sammen om materialerne og siden evaluere sammen. Og siden kan man så se, om der er nogle klasser, der er motiverede for mere.

Noget af det nye i årets materiale er et forslag til at besøge Statens Museum for Kunst, hvor det vrimler med nøgne mennesker i skulpturer og på malerier. Skønhedsidealerne har skiftet meget fra den tidlige oldtid, antikken, barokken, pietismen, romantikken og frem til i dag. Fyldige kroppe kan også være smukke. Fede kroppe behøver ikke at være ulækre.

Når det gratis besøg skal bestilles, skal man huske, at der ligger materiale til besøget på www.ugesex.dk fra uge 5, der hedder: Følelser, krop, identitet og seksualitet i kunsten samt forløb om portrætter. Det er et besøg på egen hånd, og der følger altså ikke en omviser med. Læreren står selv for forberedelsen til besøget.

For skolens yngste elever i 0.-3. klasse handler årets tema om at mærke efter og udtrykke egne grænser, at acceptere andres grænser og om børns ret til at bestemme over deres krop. For mellem­trinnets elever i 4.-6. klasse beskæftiger temaet sig med at lære at kunne forholde sig til menne­skers forskellige grænser i sociale relationer, for eksempel i skolen og i familien, samt om adfærd og rela­tioner på internettet. De ældste elever i 7.-9. klasse skal forholde sig til og diskutere dilemmaer og handlemuligheder i forhold til grænser og lyst, venskaber, kærester og seksuelle relationer – både i den virkelige verden og online.

Det er både aktuelt og vigtigt, når man tænker på de forskellige sager, der har været med elever, der ikke ville bade sammen med andre efter idræt, fordi de enten blev mobbet med deres udseende eller fotograferet og lagt ud til offentligt skue. Eller de skrækhistorier med børn, der som små er blevet misbrugt – og som ikke har lært egne eller andres grænser at kende.

"Uge Sex"-materialerne gør det nemt og enkelt at tale om det svære og nødvendige. Det er grydeklart og skal blot printes ud og kopieres, efter at læreren har gennemlæst materialet og måske rettet og tilpasset, så det kan bruges til netop den elevgruppe, man har i øjeblikket.