Det er blevet 2014 – året, hvor historiens største og mest omdiskuterede reform af folkeskolen træder i kraft.

Skolereformen adskiller sig fra alle forudgående reformer ved det radikale opgør, Kommunernes Landsforening og regeringen tog med folkeskolelærerne. Efter lockout og regeringsindgreb mistede lærerne deres arbejdstidsaftale og med den enhver indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejdstid. Skolelederen fik den fulde og uindskrænkede ledelsesret.

Med reformen sætter regeringen en så omfattende og gennemgribende omkalfatring af en så stor institution som folkeskolen i gang på et så skitseagtigt grundlag og med en så kort tidshorisont for implementering, at det – alt efter temperament – kan kaldes ambitiøst, dristigt eller uansvarligt.

Uden at tage stilling hertil kan det konstateres, at der i januar 2014 kun er meget lidt konkret viden om karakteren af den folkeskole, der byder eleverne velkommen efter sommerferien. Ingen har en krystalkugle, der kender svarene. End ikke kommunerne, der er kommet på en hård, selvvalgt opgave med at skabe en ny skole overnight. De og regeringen alene bærer ansvaret for, hvad der kommer ud af anstrengelserne.

Bortfaldet af lærernes arbejdstidsaftale indebærer, at der ikke længere skal sættes tid på lærernes opgaver. Skolelederen skal fordele opgaverne ud fra en fornemmelse af, hvornår summen af opgaver svarer til lærerens ansættelsesgrad. Hvordan det kan undgås, at lærer Hansen i realiteten bliver pålagt 80 procent arbejde og lærer Jensen 120 procent, står hen i det uvisse.

Kommunerne nægter i det hele taget at tale om tid og ressourcer. Det er alligevel ikke muligt at sammenligne folkeskolen af i dag med reformens folkeskole, siger de. Men det argument holder ikke.

Hvis man overfører en lærers arbejdsopgaver i skoleåret 2013/14 til den model, der sandsynligvis bliver gældende for skoleåret 2014/15, efter reformens indførelse, vil hans tid til forberedelse, rettearbejde og andre såkaldte »Opgaver i tilknytning til undervisningen« falde fra ca. 13 timer om ugen til ca. seks. Læreren skal således udføre det samme arbejde på den halve tid, eftersom reformen udelukker, at opgaver neddrosles eller falder væk.

Ikke nok med det. Oveni kommer nye opgaver, som læreren også skal varetage inden for den samme tidsramme. Det drejer sig om to klokketimers ekstra undervisning om ugen, øget inklusion af svage elever, samarbejde med pædagoger, planlægning og varetagelse af understøttende undervisning samt i det hele taget større samvær med eleverne uden for lektionerne – for at nævne de største.

For lærerne hænger det ikke sammen, at folkeskolen skal inkludere flere svage elever samtidig med, at der bliver mindre tid til den forberedelse, der er nødvendig for at give disse elever et kvalificeret og tilpasset undervisningstilbud.

Lærerne finder det også betænkeligt, at den understøttende undervisning i omkring halvdelen af tiden skal udføres af personer udefra, der i langt de fleste tilfælde vil være ikke-læreruddannede, mens det er lærerne, der står med ansvaret for kvaliteten af disse aktiviteter. Ifølge reformen skal aktiviteterne relatere til Fælles Mål for de fag, de skal understøtte. Det nødvendiggør, at lærerne er reelt involveret i planlægnings- og evalueringsfasen, hvilket tager tid.

Det vil tage endnu mere tid, hvis et vist scenarie for den understøttende undervisning viser sig at blive til virkelighed. Regeringen har hele vejen igennem reformprocessen understreget vigtigheden af, at folkeskolen åbner sig for det omgivende samfund og både kommer ud i dette og byder det indenfor. Spørgsmålet er, om samfundet er klar til og indstillet på at spille en sådan rolle.

Spørgsmålet kan forenklet konkretiseres til: Hvor mange virksomheder i Aalborg er interesseret i at have besøg af skoleklasser fra august til juni? I 2011 var antallet af 9. klasser i Aalborgs folkeskoler 74. Hvor mange virksomheder ønsker at have en klasse på besøg et par gange – eller oftere – om ugen i 40 uger?

Og omvendt: Hvor mange foreninger og organisationer har en så stor stab af frivillige, at de kan sende ledere og trænere ud på skolerne midt på dagen? Bankmanden, der træner lilleputdrenge i fodbold, og gymnasieeleven, der træner piger i badminton, kan ikke komme – de er på arbejde og i skole. Taler vi om arbejdsløse og pensionister? Eller skal skolerne købe deres gæstelærere fri fra deres arbejdsplads?

Ingen ved, hvor megen tid lærerne skal bruge på disse nye tiltag. Men at de tager tid, kan ingen benægte. En time om ugen? To? Flere? Hvis tallet sættes til to, vil læreren, der i dag har 13 timer om ugen til »Opgaver i tilknytning til undervisningen«, have fire efter reformen. Ikke fire timer i sammenhæng, men spredt atomiseret ud på ugens fem dage som huller i hverdagen – en time her, en halv time der – hvor han ikke er optaget af andre opgaver.

Hvor mange »Opgaver i tilknytning til undervisningen« kan en lærer klare på fire timer om ugen? Hvis han vælger kun at bruge tiden på – i snæver forstand – at forberede de enkelte undervisningslektioner, har han ni minutter pr. lektion. Hvis han vælger kun at rette stile eller matematikopgaver, tager det ham halvanden uge at rette ét sæt. Og hvis han vælger kun at skrive elevplaner, tager det ham to og en halv uge at skrive de 150, han har af slagsen, hvis han kan skrive én elevplan på fem minutter.

Den folkeskole, vi har i dag, er exceptionel derved, at læreren er forpligtet på at møde velforberedt til undervisningen – uanset hvor megen blod, sved, tårer og ikke mindst tid, det kræver. Hverken nat, weekend eller ferie er fredet, når den administrerende direktør for 9.a skal have »firmaet« til at køre. Og det mærkelige er – han elsker det!

I skolereformens folkeskole bliver læreren reduceret til vikar i sit eget skema – med ringe eller ingen tid til forberedelse af undervisningen. KL og regeringen har byttet nødvendig forberedelse med fuld tilstedeværelsestid. Når arbejdsdagen på skolen er slut, sendes læreren hjem med besked om ikke at tænke på morgendagen – uanset hvor lidt styr, han har på den.

Læseren kan klandre denne fremstilling for at være unødigt detaljefikseret, men som i så mange andre sammenhænge ligger djævelen også i detaljen, hvis man vil trænge ind i skolereformens substans. Og vil man det, vil man opleve, efterhånden som man graver, at man sidder tilbage med en stigende fornemmelse af, at regeringen har haft syvmilestøvlerne på, da den lavede reformen. På det praktiske plan dukker der så mange uafklarede forhold op, at det mest hørte ledersvar ude på skolerne i denne tid er: »Det må vi finde ud af!«

Tiden vil vise, om »vi« kan det.