"Hvis man ikke var en af de lærere, der enten syntes, at KL og regeringen var noget lort eller at lærerne klynkede, så var det svært at finde sig selv under konflikten", siger Ann-Birthe Nicolaisen om den lockout, der skubbede hende ud af folkeskolen.

En lærers afsked med folkeskolen: ”Lockouten splittede mig”

Efter 14 år som lærer siger Ann-Birthe Nicolaisen farvel til sit job i folkeskolen og til sin passion: at undervise. Lockouten blev sidste skub væk fra hendes lærerrolle, som hun følte, at hverken lærerforeningen eller arbejdsgiveren forstod. Det har hun indtil videre fortalt over Twitter, Facebook og sin blog. Og nu til folkeskolen.dk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Resultatet af Ann-Birthe Nicolaisens årelange periode med frustration over sin arbejdssituation blev for få dage siden kogt ned til en enkelt linje på det sociale medie, Twitter. "Det bliver et farvel til lærerfaget herfra", skriver Ann-Birthe. Efter 14 år som lærer på blandt andet en efterskole, på det pædagogiske forsøgscenter og som underviser i en sømandskirke i New York, blev den danske folkeskole, den udfordring, der fik hende til at søge nye karriereveje. 

Lærer forlader folkeskolen på grund af reformen

"Mine fire et halvt år som folkeskolelærer har været det hårdeste og mest demotiverende job, jeg har haft. Det der har sat prikken over i'et, er lockouten. Retorikken omkring lærere og folkeskole har kostet mig min motivation." Fra den 1. februar er Ann-Birthe Nicolaisen ikke længere folkeskolelærer. Hun har sagt sit job op og vil i stedet koncentrere sig om sit deltidsjob på undervisningsforlaget Clio Online og sin egen kursus-virksomhed. "Jeg elsker at være lærer. Elsker at være sammen med børnene, elsker at planlægge god og nærværende undervisning, der rykker for eleverne. Men jeg synes, at rammerne som folkeskolelærer gør, at det er svært at imødekomme de krav, jeg stiller til mig selv." I midten af en lockout  Lockouten ramte Ann-Birthe Nicolaisen hårdt. Uventet hårdt. Den politiske retorik om lærere som "dårlige ansatte, der går hjem klokken 14", var så langt fra hendes eget selvbillede, at lærerrollen blev til en titel, hun rakte ud fra kroppen i strakt arm. 

"Jeg er en lærer der sidder på skolen til klokken 16 og derudover arbejder hjemme om aftenen. Fordi jeg kan lide det. Når jeg læser om læreren i medierne, så er det sjældent, jeg kan genkende mig selv i det. Jo mere afstand, jeg tager fra den beskrivelse, jo mere afstand tager jeg samtidig fra min profession som lærer."

Lockouten splittede Ann-Birthe Nicolaisen mellem nogle skarpt optegnede modstandere. 

"Hvis man ikke var en af de lærere, der enten syntes, at KL og regeringen var noget lort, eller at lærerne klynkede, så var det svært at finde sig selv under konflikten. For når man er i kamp må man vælge side. Jeg følte ikke, jeg var i kamp mod hverken reformen eller DLF. Jeg var i kamp mod en forudbestemt arbejdstidsaftale, fra en regering vi selv havde valgt ind".

Konflikten fortsætter Med afskeden fra folkeskolen, håber Ann-Birthe Nicolaisen at få et arbejdsliv, hvor hun kan praktisere de sider af lærerjobbet, hun elsker. Nemlig at bruge en didaktisk tilgang til at udvikle og planlægge undervisning ved at sætte sine egne idéer ind i en faglig sammenhæng, så det giver mening.

"Mine børn skal have en glad og velfungerende mor hjem. Lige nu er det en 'ked af det mor', der kommer hjem fra arbejde. Faktum er, at mange går og har det som mig. Nogle har ondt i maven, når de går på arbejde eller har det psykisk dårligt. Så når jeg siger op og skriver det i min blog, så er det en invitation til at andre tænker sammen mig. Hvordan kan vi undgå at flere løber som mig? Det synes jeg er vigtigt at få fortalt, så vi ikke bare stopper diskussionen ved at sige: 'det vil jeg ikke snakke om".

Trivselsrapport: Lærerjobbet i Haderslev belaster følelserne 

Ann-Birthe Nicolaisen tager gerne diskussionen om folkeskolen og om sin om afgang. Hvad enten reaktionerne er positive eller kritiske. Hun håber, at KL og DLF i fremtiden vil tage den samme diskussion og indgå i et samarbejde, der vil gavne folkeskolen og i sidste ende de elever, som Ann-Birthe Nicolaisen selv brænder for.

"Lige nu har folkeskolen ikke brug for, at KL og regeringen aer lærerne med hårene med tomme ord. Vi har brug for noget helt andet, nemlig anerkendelse. For eksempel ved, at de siger undskyld. Undskyld for det, de gjorde i foråret, og at de fortæller, hvorfor de gjorde det. En undskyldning, som DLF skal tage imod i stedet for at bruge det som endnu en brik i spillet mod KL og regeringen. På den måde er konflikten ikke slut".